Forslag til folketingsbeslutning om øget kvalitet i rengøringen på sygehuse
Statutory Text (4 Articles)
Fremsat den 28. april 2009 af Jonas Dahl (SF) og Ole Sohn (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om øget kvalitet i rengøringen på sygehuse
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Jonas Dahl (SF)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om øget kvalitet i rengøringen på sygehuse.
(Beslutningsforslag nr. B 198).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen at iværksætte en koordineret indsats for at øge kvaliteten i rengøringen på sygehusene.
Denne indsats skal bestå af tre elementer
1)
Etablering af et målrettet og obligatorisk uddannelsesforløb for sygehusenes rengøringspersonale.
2)
Sikring af en større sammenhæng mellem rengøringsopgaven og de øvrige opgaver, der varetages på et sygehus, f.eks. de opgaver, der løses af mikrobiologiske enheder.
3)
Etablering af en central kontrol- og rådgivningsenhed, hvis funktion er at kontrollere sygehusenes rengøringsstandarder og vejlede i mere effektiv rengøring.
Antallet af patienter, som bliver ramt af infektioner, mens de er i behandling på de danske sygehuse, er for højt.
I dag er det særlig alvorligt, fordi patienternes infektioner i stigende grad ikke kan behandles effektivt med antibiotika.
Patienterne risikerer således at få varige men eller ligefrem at pådrage sig livstruende sygdom.
Derudover medfører infektionerne tusinder af forlængede indlæggelser og genindlæggelser, der både lægger beslag på sengepladser, øger ventetiden og giver unødigt sygefravær på arbejdspladserne.
Problemets nuværende omfang har flere grunde, men som bl.a. undersøgelser fra sygehuse i Region Hovedstaden foretaget af Dansk Standard viser, er en vigtig årsag, at kvaliteten i rengøringen ikke er god nok.
Derfor må der hurtigst muligt iværksættes en koordineret indsats, som øger kvaliteten i rengøringen væsentligt og dermed gør de danske sygehuse renere.
Indsatsen skal ske på tre områder: en øget uddannelsesindsats, en større sammenhæng mellem rengøringen og de øvrige opgaver, der varetages på sygehusene, og endelig oprettelse af en central kontrol- og vejledningsenhed, der kan kontrollere sygehusenes rengøringsstandarder.
Rengøring er et af de få arbejdsområder på sygehusene, hvor der ikke er formelle krav til personalets uddannelse, men rengøring på sygehuse er en væsentlig funktion, som kræver specialviden af den enkelte medarbejder.
Derfor er det vigtigt, at medarbejderne har den rigtige faglige ballast og er ordentligt instrueret i de opgaver, som de skal løse.
Det at gøre rent på et sygehus kræver bl.a. specialviden om smittekilder og håndtering af patienter og rengøringsmidler.
Desuden kræver dét at gøre rent på et sygehus, at den enkelte medarbejder kender kvalitetsstandarderne for rengøringen.
Nøglen til effektiv rengøring er således uddannelse af rengøringsmedarbejderne på sygehusene, så det sikres, at de har de nødvendige kompetencer.
Det kræver et målrettet og intensivt uddannelsesforløb, der bliver obligatorisk for alle sygehusenes rengøringsmedarbejdere.
Som led i indsatsen for at få rene sygehuse foreslås det derfor, at alle medarbejdere som minimum skal have 2 ugers undervisning i rengøring og i behovsrengøring efter kvalitetsstandarder.
Uddannelsen skal skræddersys til sygehusene, og undervisningen kan varetages i samarbejde med AMU-centrene.
Sygehusene har i en vis udstrækning – og primært i forbindelse med udlicitering af rengøringsopgaver – adskilt rengøringsopgaven helt fra de andre opgaver, der varetages på sygehusene.
En større sammenhæng mellem rengøringsopgaven, indsatsen for bedre hygiejne og sygehusenes mikrobiologiske enheder vil gavne resultatet af den samlede indsats.
Således skal der på hvert sygehus oprettes et formelt samarbejde i form af et eller flere koordineringsråd, som har til opgave at målrette indsatsen over for smittekilder, fastlægge kvalitetsstandarder for rengøringen og i øvrigt varetage de øvrige koordineringsopgaver med relation til rengøring, hygiejne, uddannelse og instruktion af medarbejdere.
Som borgere har vi ret til at vide, om der er rent på sygehusene, og derfor skal der også indføres en central og effektiv kontrol af rengøringsstandarden på vore sygehuse.
Det foreslås, at der oprettes en central kontrol- og rådgivningsenhed, hvis formål er at kontrollere rengøringsstandarderne på sygehusene og vejlede sygehusene i forbedret rengøring og hygiejnestandard.
Kontrol- og rådgivningsenheden kan opfordret eller uopfordret undersøge de enkelte sygehuses rengøringsresultater og er forpligtet til at vejlede og informere om metoder og resultater.
Investeringerne i uddannelse af rengøringspersonale og oprettelse af en kontrol- og rådgivningsenhed vil ikke blot øge kvaliteten i patientbehandlingen, men må desuden samfundsøkonomisk set antages at være selvfinansierende i betragtning af de forventede reduktioner i udgifterne til forlængede hospitalsophold, udbetaling af erstatning til patienter og tabte arbejdsdage.