Forslag til folketingsbeslutning om minimumsstraf for ulovlig besiddelse af skydevåben
Statutory Text (3 Articles)
Fremsat den 31. marts 2009 af Peter Skaarup (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF) og Pia Kjærsgaard (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om minimumsstraf for ulovlig besiddelse af skydevåben
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Peter Skaarup (DF)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om minimumsstraf for ulovlig besiddelse af skydevåben.
(Beslutningsforslag nr. B 151).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen at ændre straffeloven, således at straffen for ulovlig besiddelse af skydevåben straffes med minimum 1 års fængsel.
Forslagsstillerne er af den opfattelse, at der skal indføres en minimumsstraf på 1 års fængsel for ulovlig besiddelse af skydevåben.
Minimumsstraf er ikke ukendt i dansk strafferet, hvor der findes minimumsstraf for forbrydelser mod liv og legeme, jf. straffelovens § 237, der lyder således
»Den, som dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid.«
Forslagsstillerne har tidligere stillet forslag i Folketinget om indførelse af minimumsstraf for »fuldbyrdet voldtægt« og for »pædofili«, dog uden at finde flertal herfor.
Nærværende beslutningsforslag skal ses som et led i bekæmpelsen af den aktuelle bandekrig mellem forskellige grupperinger, der har stået på, specielt i vinterhalvåret 2008-2009 i København.
Lovlydige borgere går ikke rundt med skydevåben.
Det er udansk.
Imidlertid er situationen ganske ekstraordinær, hvorfor det er nødvendigt med indførelse af minimumsstraffe for besiddelse af skydevåben.
Derved sikres det, at forbryderne idømmes en ordentlig straf.
Forslagsstillerne er åbne over for at diskutere, hvorvidt gentagelsestilfælde skal straffes yderligere.