Forslag til folketingsbeslutning om skærpelse af bødeniveauet for overtrædelse af fødevarelovens vildledningsbestemmelser m.v.
Statutory Text (3 Articles)
Fremsat den 17. marts 2009 af Benny Engelbrecht (S), Kirsten Brosbøl (S), Ole Vagn Christensen (S), Bjarne Laustsen (S) og Niels Christian Nielsen (S)
Forslag til folketingsbeslutning
om skærpelse af bødeniveauet for overtrædelse af fødevarelovens vildledningsbestemmelser m.v.
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Benny Engelbrecht (S)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om skærpelse af bødeniveauet for overtrædelse af fødevarelovens vildledningsbestemmelser m.v.
(Beslutningsforslag nr. B 134).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget opfordrer regeringen til at nedsætte et hurtigtarbejdende udvalg, der skal belyse mulighederne for at hæve bødesatserne for overtrædelse af fødevarelovens vildledningsbestemmelser og komme med forslag til generelt at sætte bødesatserne i relation til virksomhedernes omsætning.
Ved den sidste omfattende ændring af fødevareloven, jf. lov nr. 526 af 24. juni 2005, samt ved fødevareforliget fra maj 2007, som fik tilslutning fra samtlige af Folketingets partier, blev der fastlagt en række sanktioner for overtrædelse af loven samt en skærpet opsynsprocedure.
Regeringen erklærede ved vedtagelsen af den nye fødevarelov, at der fremover skulle blive ensartethed i behandlingen af samtlige virksomheder.
En lang række eksempler peger dog på, at de administrative bøder i mange sammenhænge udstedes på et forskelligt grundlag fra region til region.
Fødevarestyrelsens har i 2008 gennemført en omfattende undersøgelse af mærkning af fødevarerne.
Undersøgelsen viste, at ud af 587 kontroller var der fejl ved hver femte.
Fødevarestyrelsen har ifølge B.T. den 13. februar 2009 som opfølgning på kampagnen uddelt bøder eller politianmeldelser til 15 danske fødevare- og kosttilskudsfirmaer for deres vildledende varedeklarationer.
Senest har dagspressen kunnet notere, at bryggeriet Harboe i Skælskør har fået en bøde på 20.000 kr., idet bryggeriet på en juiceemballage havde kaldt et årgammelt produkt »ny- og friskpresset«.
Det forekommer at være en meget beskeden bod for en virksomhed med en nettoomsætning på ca. 1,4 mia. kr., jf. Harboes årsrapport 2007-08, som overtræder vildledningsbestemmelserne i fødevareloven.
Ligeledes slap fødevareproducenten Unilever i 2008 med en bøde på 40.000 kr., fordi den siden 2003 ikke havde levet op til en række påbud om deklaration af produktet Becel ProActive.
På denne baggrund ønsker forslagsstillerne at fremme en større balance i bødestørrelserne.
Der foregår en voldsom skævvridning af bødesystemet, når en detailbutik som f.eks. en bager bliver tildelt en bøde på 10.000 kr., mens en milliardvirksomhed slipper med en bod på 20.000 kr.
Den praksis gør det attraktivt for store virksomheder at spekulere i at gå op til og over grænsen for det tilladte.
De overskuelige bødestørrelser har derfor ingen effekt over for de store virksomheder.
Forslagsstillerne anerkender de initiativer, fødevareministeren har taget med hensyn til bødeniveauet for de små virksomheder, men mener samtidig, at der er behov for at undersøge, om der kan gøres noget for at få virksomhederne til at deklarere produkternes indhold korrekt.
Forslagsstillerne ønsker derfor, at ministeren nedsætter et hurtigtarbejdende udvalg, der skal komme med forslag til løsninger.
Udvalget skal belyse mulighederne for at hæve bødesatserne for overtrædelse af fødevarelovens vildledningsbestemmelser og komme med forslag til generelt at sætte bødesatserne i relation til virksomhedernes omsætning.
Udvalget bør nedsættes med repræsentanter for de berørte parter og have til hensigt dels at justere bødesatserne, dels at sætte bødestørrelserne i et fornuftigt forhold til virksomhedernes størrelse.
Udvalget skal således kunne inddrage bestemmelserne i både fødevareloven og markedsføringsloven, i det omfang det skønnes relevant.
Ved et hurtigtarbejdende udvalg forstår forslagsstillerne et udvalg, der skal aflevere sine overvejelser i begyndelsen af folketingsåret 2009-10.
Forslagsstillerne er af den opfattelse, at initiativet ligger i direkte forlængelse af fødevareforliget, men forslaget vil justere nogle misforhold omkring bødestørrelser og virksomhedernes størrelser.