Forslag til folketingsbeslutning om undersøgelse af fordelingen af psykiske men hos hjemvendte danske soldater
Statutory Text (3 Articles)
Fremsat den 3. februar 2009 af Pernille Frahm (SF), Jonas Dahl (SF), Holger K. Nielsen (SF) og Ole Sohn (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om undersøgelse af fordelingen af psykiske men hos hjemvendte danske soldater
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Pernille Frahm (SF)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om undersøgelse af fordelingen af psykiske men hos hjemvendte danske soldater.
(Beslutningsforslag nr. B 93).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget opfordrer regeringen til at sikre ressourcer til og igangsætte en undersøgelse af, hvordan psykiske men fordeler sig hos hjemvendte danske soldater i forhold til karakteristika som alder, køn, uddannelse m.v.
Danmarks deltagelse i internationale operationer på Balkan, i Irak og i Afghanistan har bragt danske soldater i kontakt med krigens virkelighed på ny.
Aktuelt betyder udviklingen i Afghanistan, at de danske soldater kommer på farligere missioner og dermed udsættes for stadig mere voldsomme krigsoplevelser, der inkluderer daglige ildkampe, vejsidebomber og selvmordsbomber.
De voldsomme oplevelser giver stadig flere soldater psykiske men, der kræver behandling, hvis de ikke skal udvikle sig til lidelser som krigstraumer eller posttraumatisk stresssyndrom (PTSD).
Alene inden for de seneste 2 år er antallet af hjemvendte soldater, der får psykologhjælp, således næsten fordoblet fra omkring 340 i 2006 til omkring 650 i 2008.
Det forhold, at de udsendte soldater reagerer forskelligt på de samme oplevelser, således at kun nogle får psykiske men, mens andre kommer sig uden problemer, gør det påtrængende at undersøge, hvad der betinger den forskellige reaktionsmåde.
Da det kan konstateres, at der ingen konkret og systematisk viden findes herom på nuværende tidspunkt, foreslås det, at der med udgangspunkt i de mange sager om psykologbehandling, som forsvaret allerede har kendskab til, hurtigst muligt igangsættes en undersøgelse af fordelingen af psykiske men hos hjemvendte soldater i forhold til bl.a. alder, køn, uddannelse, erhvervserfaring og sociale forhold (familie, netværk).
Forslagsstillerne ønsker med dette forslag at sikre ressourcerne til og fremskynde en sådan undersøgelse i overbevisningen om, at den vil kunne medvirke til at forebygge eller forhindre psykiske lidelser hos soldater.
En undersøgelse, der kortlægger mønstre i graden af psykisk påvirkelighed, vil kunne tilvejebringe et mere kvalificeret grundlag for fremtidig vurdering af psykisk robusthed hos soldater, der står til at blive udsendt.
Dermed vil undersøgelsen bl.a. kunne danne grundlag for vurdering af soldaters egnethed til udsendelse og for målrettede forebyggende foranstaltninger.
Forslagsstillerne konstaterer således, at undersøgelsen vil være i fuld overensstemmelse med de øgede forebyggelsesbestræbelser, forsvaret allerede har iværksat.