Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af 24-års-reglen og tilknytningskravet
Statutory Text (5 Articles)
Fremsat den 31. oktober 2008 af Johanne Schmidt‑Nielsen (EL), Line Barfod (EL), Per Clausen (EL) og Frank Aaen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om ophævelse af 24-års-reglen og tilknytningskravet
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Johanne Schmidt-Nielsen (EL)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af 24-års-reglen og tilknytningskravet.
(Beslutningsforslag nr. B 26).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen at fremsætte forslag om ændring af udlændingeloven, således at de bestemmelser ophæves, der begrænser menneskers ret til familiesammenføring, når de er under 24 år, og når deres samlede tilknytning er større til et andet land end til Danmark.
Lovforslaget skal fremsættes senest med udgangen af februar 2009.
Forslaget indebærer en ophævelse af udlændingelovens regler i § 9, stk.1, nr.1, og § 9, stk. 7.
Reglerne har adskillige gange været kritiseret af menneskerettighedsorganisationer og internationale organisationer, som overvåger staters overholdelse af regler om ikkediskrimination og ligebehandling.
I publikationen Ægtefællesammenføring i Danmark, udredning nr. 1, Institut for Menneskerettigheder 2004 side 11, hedder det
»Det er instituttets vurdering, at den nuværende udformning af 24-års-reglen sammenholdt med tilknytningskravet fører til en række krænkelser af retten til familieliv i henhold til den europæiske menneskerettighedskonventions art. 8.
Disse krænkelser vil navnlig, men ikke udelukkende, opstå, hvor den herboende er født i Danmark, og hvor ansøgers hjemland er geografisk og kulturelt langt fra Danmark.«
24-års-reglen
24-års-reglen blev indført med den begrundelse, at den skulle begrænse tvangsægteskaber, og denne målsætning er forslagsstillerne enige i.
Men det er meget usikkert, om reglen overhovedet har denne effekt, og det er samtidig et meget stort indgreb i retten til ægteskab for det store flertal af unge, som selv har besluttet, at de ønsker at blive gift.
Det er både en yderst indgribende foranstaltning med hensyn til borgernes privatliv og helt utidssvarende i en situation, hvor verden bliver stadig mere globaliseret.
I stedet bør der derfor sættes ind med en række andre redskaber for at forhindre tvangsægteskaber, bl.a. ved langt bedre støtte til de unge, der ønsker selv at bestemme over deres eget liv.
Tilknytningskravet
Tilknytningskravet betyder, at personer, der har haft statsborgerskab i Danmark i mindre end 28 år, kun har ret til ægtefællesammenføring i de tilfælde, hvor parrets samlede tilknytning er større til Danmark end til et andet land.
Det fører reelt til en forskelsbehandling for de danskere, der har deres baggrund i et andet land end Danmark.
F.eks. vil det være vanskeligt for en dansker, som er født og opvokset i Danmark, men som har argentinsk, israelsk eller tyrkisk baggrund, at bosætte sig i Danmark med sin ægtefælle, alene fordi parrets samlede tilknytning i så fald vil blive vurderet som større til et andet land end til Danmark.
Beslutningsforslaget har til formål at sikre en større grad af ligebehandling, skabe en afklaring af Danmarks internationale forpligtelser til at overholde grundlæggende rettigheder og sikre menneskers ret til at bestemme, hvem de ønsker at blive gift med, uden at dette resulterer i, at de må forlade Danmark.
Ved at fjerne disse to omdiskuterede elementer i de danske familiesammenføringsregler opnår man dette.