Forslag til folketingsbeslutning om maksimalt 8 timers transport af udsættersøer
Statutory Text (3 Articles)
Fremsat den 22. oktober 2008 af Per Clausen (EL), Line Barfod (EL), Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Frank Aaen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om maksimalt 8 timers transport af udsættersøer
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Per Clausen (EL)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om maksimalt 8 timers transport af udsættersøer.
(Beslutningsforslag nr. B 14).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen at arbejde for, at EU’s regler skærpes, sådan at udsættersøer kun må transporteres i maksimalt 8 timer eller til nærmeste slagteri, og at denne tidsgrænse ikke kan forlænges ved ophold i samlestalde og lign., samt at indføre særregler i Danmark, som sikrer dette, indtil de skærpede regler er indført i EU.
Siden den 1. januar 2007 har danske særregler betydet, at udsættersøer ikke har kunnet transporteres i længere tid end 8 timer ved transport i Danmark eller ud af Danmark.
EU’s transportforordning har imidlertid gjort det muligt at omgå disse regler ved at lade eksporten af udsættersøer gå via samlestalde ved den dansk-tyske grænse, hvor de skal opholde sig i mindst 6 timer.
De danske særregler er begrundet med, at Fødevarestyrelsen ikke mener, at udsættersøer er egnede til transport i over 8 timer.
Problemet er imidlertid, at opholdet i de såkaldte samlestalde fører til indbyrdes slagsmål mellem søerne, sådan at en stor del af dem udsættes for unødvendige lidelser.
Opholdet i samlestaldene er formodentlig endnu mere skadeligt for udsættersøerne, end en tilsvarende forlængelse af transporttiden ville være.
Enhedslisten mener imidlertid, at vi i Danmark skal holde fast i Fødevarestyrelsens udtalelse om, at udsættersøer ikke er egnede til transport i mere end 8 timer.
Der er tale om udslidte dyr, som er blevet benhårdt udnyttet i produktionen af smågrise.
Søerne er derfor stærkt svækkede og har ofte også en række konkrete sygdomme og lidelser.
Derfor er det helt urimeligt, at søerne udsættes for yderligere unødvendige lidelser i forbindelse med deres transport til et slagteri.