Legislator Case Law & Legislation
200814L00780 DK

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed\n(Ny ordning for udsendelse af ikkekommercielt tv, ændring af must carry-reglerne, opkrævning af licens m.v.)

10 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (10)

Statutory Text (10 Articles)

BTL L#LOKDOK32 2008 149 Valid

Betænkning afgivet af Kulturudvalget den 13. maj 2009

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed

(Ny ordning for udsendelse af ikkekommercielt tv, ændring af must carry-reglerne, opkrævning af licens m.v.)

[af kulturministeren (Carina Christensen)]

BTL L#LOKDOK32 2008 149 Valid

1.

Ændringsforslag

Kulturministeren har stillet 4 ændringsforslag til lovforslaget.

2.

Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 25. februar 2009 og var til 1. behandling den 25. marts 2009.

Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Kulturudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 5 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og kulturministeren sendte den 10. december 2008 dette udkast til udvalget, jf. KUU alm. del – bilag 90.

Den 27. februar 2009 sendte kulturministeren de indkomne høringssvar samt et notat herom til udvalget.

Tillægsaftalen til medieaftalen for 2007-2010

Tillægsaftale af 9. januar 2009 til medieaftalen for 2007-2010 om struktureringsplan for TV 2/Danmark og nye DR-initiativer m.v. er et af udgangspunkterne for lovforslaget.

Aftalen er optrykt som bilag 2 til betænkningen.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra

Den Kristne Producentkomité,

FDA, Forenede Danske Antenneanlæg,

Kanal 1 (på Kanal København) og TV-Frederiksberg,

MTG A/S og Viasat A/S,

MUX CPH Gruppen,

Sammenslutningen Af Medier i Lokalsamfundet, SAML,

Sendesamvirke for lokal-tv i Odense,

TV 2/Fyn og

Vesterbro Lokal TV.

Kulturministeren har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser til udvalget.

Deputationer

Endvidere har følgende mundtligt over for udvalget redegjort for deres holdning til lovforslaget

FDA, Forenede Danske Antenneanlæg,

MTG A/S og Viasat A/S og

Sammenslutningen Af Medier i Lokalsamfundet.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 12 spørgsmål til kulturministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3.

Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (V, S, DF, SF og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Flertallet udtaler, at partierne bag medieforliget (V, S, DF, KF, SF, RV og LA) støtter lovforslaget med de stillede ændringsforslag, men noterer sig samtidig, at den del af lovforslaget, som vedrører implementeringen af Tillægsaftalen til medieaftalen for 2007-2010 om omstruktureringsplan for TV 2/Danmark og nye DR-initiativer m.v. af 9. januar 2009 er betinget af Europa-Kommissionens godkendelse af aftalen.

Partierne bag aftalen følger løbende TV 2’s økonomi og de forudsætninger, som lå til grund for aftalen, som det ligeledes fremgår af aftalen af 9. januar 2009.

Flertallet ønsker også at gøre opmærksom på, at der, som det ligeledes fremgår af aftalen af 9. januar 2009, kan ske justeringer, såfremt forhandlingerne med Kommissionen om omstruktureringsplanen nødvendiggør ændringer, og tillægsaftalen af 9. januar vil i så fald skulle revideres.

Flertallet er også enige om, at »must carry« fremover omfatter DR1, DR2 og TV 2 (dog omfattes TV 2 kun, indtil abonnementsbetalingen træder i kraft).

Flertallet glæder sig over styrkelsen af lokalt og regionalt TV efter overgangen til digitalt TV, men ønsker dog, at der i København arbejdes for at tilvejebringe ekstra sendeplads til lokalt tv, såfremt der, efter at den digitale overgang er sikret, viser sig at være ekstra kapacitet til stede i hovedstadsområdet.

Et mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Mindretallet vil stemme imod de stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal i udvalget (Simon Emil Ammitzbøll (UFG)) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.

Mindretallet vender sig imod den valgte betalingsordning for TV 2/Danmarks hovedkanal og kan derfor ikke stemme for det samlede lovforslag.

Det er helt urimeligt, at seerens modtageudstyr skal afgøre, om der skal betales afgift eller ej.

Brug af offentlige virksomheders eller institutioners ydelser bør enten være gratis for alle eller med hel eller delvis brugerbetaling.

Opkrævning på baggrund af borgernes teknologiske udstyr er efter mindretallets opfattelse helt utilstedeligt.

Hertil kommer, at over 90 pct. af danskerne allerede i dag betaler licens til de otte TV 2-regioner.

Fremover vil vi have den situation, at der er licensbetalere, der bliver nødt til at betale en ekstra afgift for at se de regionalprogrammer, som de allerede har betalt for.

Mindretallet sætter sin lid til, at Europa-Kommissionen heller ikke finder denne løsning i orden.

Det Radikale Venstre, Liberal Alliance, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4.

Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Bemærkninger

Hans Christian Schmidt

V

Troels Christensen

V

Ellen Trane Nørby

V

Flemming Damgaard Larsen

V

Preben Rudiengaard

V

nfmd.

Karin Nødgaard

DF

fmd.

Pia Kjærsgaard

DF

Henriette Kjær

KF

Per Ørum Jørgensen

KF

Mogens Jensen

S

Lise von Seelen

S

Leif Lahn Jensen

S

Yildiz Akdogan

S

Pernille Frahm

SF

Holger K. Nielsen

SF

Simon Emil Ammitzbøll

UFG

Per Clausen

EL

Det Radikale Venstre, Liberal Alliance, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

BTL L#LOKDOK32 2008 149 Valid

Af kulturministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL)

1)

Nr. 1 affattes således

1.

§ 6 affattes således

[Fastsættelse i loven af, hvilke kanaler der er omfattet af »must carry«-forpligtelserne]

Af kulturministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL)

2)

Nr. 2 affattes således

2.

Efter § 7 indsættes

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 1]

Af kulturministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL)

3)

Nr. 19 affattes således

19.

I § 93, stk. 1, nr. 3, indsættes efter § 6: , stk. 2

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 1]

Af kulturministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL)

4)

Nr. 21 affattes således

21.

I § 93, stk. 2, indsættes efter udstedes efter: § 6, stk. 2,

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 1]

BTL L#LOKDOK32 2008 149 Valid

§ 6.

Ejere af fællesantenneanlæg skal sikre, at der i anlægget sker fordeling af DR1, DR2 og TV 2, herunder de regionale programmer, der er bestemt til modtagning i det pågældende område, og tegnsprogstolkede nyhedsudsendelser fra DR og TV 2/DANMARK A/S.

Forpligtelsen til at fordele TV 2 gælder ikke, såfremt kulturministeren udnytter bemyndigelsen i § 38 a, stk. 1.

Stk. 2.

Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om fordelingen af billedprogrammer i fællesantenneanlæg.

BTL L#LOKDOK32 2008 149 Valid

§ 7 a.

Styrelsen for Bibliotek og Medier fører tilsyn med overholdelse af § 6, stk. 1, og regler udstedt i medfør af § 6, stk. 2.

Styrelsen for Bibliotek og Medier kan i forbindelse med tilsynet meddele påbud til ejere af fællesantenneanlæg om overholdelse af § 6, stk. 1, og regler udstedt i medfør af § 6, stk. 2.

Afgørelser vedrørende § 6, stk. 1, og afgørelser efter regler udstedt i medfør af § 6, stk. 2, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

BTL L#LOKDOK32 2008 149 Valid

Til nr. 1

Ændringsforslaget indebærer, at det kommer til at fremgå af lovens § 6, at ejere af fællesantenneanlæg skal sikre, at der i anlægget sker fordeling af DR1, DR2 og TV 2, herunder de regionale programmer, der er bestemt til modtagning i det pågældende område, samt tegnsprogstolkede nyhedsudsendelser fra DR og TV 2/DANMARK A/S.

Efter den oprindelig foreslåede affattelse var det hensigten at regulere i bekendtgørelsesform, hvilke programmer der var omfattet af must carry-forpligtelsen, jf. afsnit 2.1.2.3 i de almindelige bemærkninger.

For så vidt angår TV 2, præciseres det, at forpligtelsen til at fordele denne kanal ikke gælder, såfremt kulturministeren i medfør af lovens § 38 a, stk. 1, fastsætter, at programvirksomheden helt eller delvis kan finansieres ved abonnementsbetaling, jf. afsnit 2.1.2 i de almindelige bemærkninger.

Det er hensigten i medfør af den foreslåede bemyndigelse i stk. 2 blandt andet at fastsætte regler om adgang til en såkaldt basispakke, der indeholder programmerne omfattet af must carry-forpligtelserne, jf. de specielle bemærkninger til § 1, nr. 1, samt om fordeling af synstolkede udsendelser fra DR.

BTL L#LOKDOK32 2008 149 Valid

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

47

Liberal Alliance (LA)

2

Socialdemokratiet (S)

45

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Dansk Folkeparti (DF)

25

Siumut (SIU)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

23

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

18

Sambandsflokkurin (SP)

1

Det Radikale Venstre (RV)

9

Uden for folketingsgrupperne

2

Enhedslisten (EL)

4

(UFG)

BTL L#LOKDOK32 2008 149 Valid

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 149

Bilagsnr.

Titel

1

Høringsnotat og høringssvar, fra kulturministeren

2

Henvendelse af 25/2-09 fra Sendesamvirke for lokal-tv i Odense

3

Henvendelse af 8/1-09 fra Sammenslutningen Af Medier i Lokalsamfundet, SAML, om foretræde for udvalget

4

Kopi af KUU alm. del – svar på spm. 59 vedrørende kommentarer til en henvendelse fra Sammenslutningen Af Medier i Lokalsamfundet, SAML, fra kulturministeren

5

Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

6

Henvendelse af 23/3-09 fra Den Kristne Producentkomité

7

Henvendelse af 30/3-09 fra MTG A/S og Viasat A/S

8

Henvendelse af 2/4-09 fra TV 2/Fyn

9

Materiale fra MTG A/S’s og Viasat A/S’s foretræde for udvalget den 15/4-09

10

Henvendelse af 16/4-09 fra MTG A/S og Viasat A/S

11

1. udkast til betænkning

12

Henvendelse af 21/4-09 fra TV-Frederiksberg og Kanal 1

13

Henvendelse af 20/4-09 fra TV-Frederiksberg og Kanal 1

14

Henvendelse af 27/4-09 fra FDA, Forenede Danske Antenneanlæg

15

Henvendelse af 1/5-09 fra FDA, Forenede Danske Antenneanlæg

16

Henvendelse af 30/4-09 fra MUX CPH Gruppen

17

Henvendelse af 6/5-09 fra Vesterbro Lokal TV

18

Ændringsforslag, fra kulturministeren

19

2. udkast til betænkning

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 149

Spm.nr.

Titel

1

Spm. om kommentar til henvendelsen af 25/2-09 fra Sendesamvirke for lokal-tv i Odense, til kulturministeren, og ministerens svar herpå

2

Spm. om kommentar til henvendelsen af 23/3-09 fra Den Kristne Producentkomité, til kulturministeren, og ministerens svar herpå

3

Spm. om kommentar til henvendelsen af 30/3-09 fra MTG A/S og Viasat A/S, til kulturministeren, og ministerens svar herpå

4

Spm. om kommentar til henvendelsen af 2/4-09 fra TV 2/Fyn, til kulturministeren, og ministerens svar herpå

5

Spm. om kommentar til det materiale, MTG A/S og Viasat A/S anvendte i forbindelse med foretræde for udvalget 15/4-09, til kulturministeren, og ministerens svar herpå

6

Spm. om kommentar til henvendelsen af 16/4-09 fra MTG A/S og Viasat A/S, til kulturministeren, og ministerens svar herpå

7

Spm. om kommentar til henvendelsen af 21/4-09 fra TV-Frederiksberg og Kanal 1, til kulturministeren, og ministerens svar herpå

8

Spm. om kommentar til henvendelsen af 20/4-09 fra TV-Frederiksberg og Kanal 1, til kulturministeren, og ministerens svar herpå

9

Spm. om kommentar til henvendelsen af 27/4-09 fra FDA, Forenede Danske Antenneanlæg, til kulturministeren, og ministerens svar herpå

10

Spm. om kommentar til henvendelsen af 1/5-09 fra FDA, Forenede Danske Antenneanlæg, til kulturministeren, og ministerens svar herpå

11

Spm. om kommentar til henvendelsen af 30/4-09 fra MUX CPH Gruppen, til kulturministeren, og ministerens svar herpå

12

Spm. om kommentar til henvendelsen af 6/5-09 fra Vesterbro Lokal TV, til kulturministeren, og ministerens svar herpå

BTL L#LOKDOK32 2008 149 Valid

Bilag 2

Tillægsaftale til medieaftalen for 2007-2010 om omstrukureringsplan for TV 2/Danmark og nye DR-initiativer m.v.

Tillægsaftalen af 9. januar 2009 er optrykt efter ønske fra udvalget

Kulturministeriet

9. januar 2009

TILLÆGSAFTALE TIL MEDIEAFTALEN FOR 2007-2010 OM OMSTRUKTURERINGSPLAN FOR TV 2/DANMARK OG NYE DR-INITIATIVER MV.

Omstrukturering af TV 2/DANMARK

Aftalepartierne er enige om, at den omstruktureringsplan for TV 2/DANMARK, som regeringen senest den 4. februar 2009 skal fremsende til EU-Kommissionen, indebærer følgende ændringer af TV 2/DANMARKs rammevilkår

Salg af DRs og TV 2/DANMARKs sendenet.

Det forudsættes, at det for så vidt angår salg af DRs og TV 2/DANMARKs sendenet alene er master, transmissionsnet og driftsselskabet Broadcast Service Danmark (BSD), som sælges, og ikke de tekniske sendesystemer (I/S DIGI-TV mv.).

Provenuet anvendes til nedbringelse af DRs og TV 2/DANMARKs gæld.

Aftalepartierne noterer sig i forlængelse heraf, at Kulturministeriet har oplyst, at masteloven sikrer en effektiv udnyttelse af sendenettene gennem krav om adgang på åbne og ikke-diskriminerende vilkår – uanset ejerskabet til nettene – og at modtagelse af public service-radio og -tv i god kvalitet er sikret gennem en særregel i masteloven.

Abonnementsbetaling.

TV 2/DANMARK får fra 1. januar 2012 adgang til at opkræve betaling for hovedkanalen TV 2 efter en model, hvorefter husstande, som i øvrigt abonnerer på betalings-tv-pakker, betaler for TV 2, medens husstande, som – ud over free-to-air-kanaler såsom DR1 og DR 2 - alene ønsker at modtage TV 2, får adgang hertil uden at skulle betale for kanalen.

Husstande, der modtager tv med antenne, vil således kunne få udleveret et »TV 2-alene-kort«, som giver mulighed for modtagelse af TV 2 uden betaling.

TV 2 alene-kortet vil endvidere kunne stilles til rådighed for kabel-tv-anlæg og andre distributionsplatforme på den betingelse, at det alene benyttes til viderefordeling af TV 2 til husstande, der ikke abonnerer på betalings-tv-pakker.

Ordningen er således platformsneutral.

Udgifterne til administration mv. af »TV 2-alene-kort« afholdes af TV 2/DANMARK.

Adgangen til at opkræve betaling for TV 2 fra 2012 indarbejdes i radio- og fjernsynsloven i den indeværende folketingssamling.

TV 2s status som »must carry«-kanal ophæves, når adgangen til abonnementsbetaling udnyttes i år 2012.

Aftalepartierne har noteret sig, at TV 2/DANMARK overfor ministeriet har oplyst, at man – vurderet ud fra et 2009-markedsniveau – forventer at lægge sig på et prisleje i forhold til TV 2 på 20 – 25 kr. (prisen for husstandene pr. måned) – og at prisen i 2012 vil lægge sig tilsvarende i forhold til det på det tidspunkt værende markedsniveau.

I det omfang TV 2 indgår i programpakker, vil prisen for seerne dog afhænge af udbydernes prisfastsættelse af de enkelte pakker.

Det lægges til grund, at TV 2 som betalings-tv-kanal stilles til rådighed for andre tv-distributører på samme konkurrencemæssige vilkår som kanalen stilles til rådighed for Boxer TV.

De regionale TV 2-virksomheders »vinduer« skal fortsat sendes som en del af TV 2’s sendeflade og kan således ses her uden betaling ved hjælp af et »TV 2-alene-kort«.

TV 2/DANMARKs hovedsæde og centrale nyhedsredaktion skal fortsat være placeret i Odense.

Aftalepartierne noterer sig, at TV 2/DANMARK i foråret 2008 har gennemført en omfattende spareplan.

Efterfølgende er der i budgettet for 2009 indlagt yderligere besparelser og effektiviseringer, som videreføres i de efterfølgende år.

Endvidere har aftalepartierne noteret sig, at TV 2/DANMARK agter at optage realkreditlån i Kvægtorvet, og at man overvejer salg af TV 2/DANMARK’s ejerandele i en række mindre selskaber.

Som led i gennemførelsen af omstruktureringsplanen har staten til hensigt at sikre TV 2/DANMARKs drift i omstruktureringsperioden ved at stille garanti- og kreditfaciliteter til rådighed for selskabet.

Aftalepartierne er opmærksomme på, at omstruktureringsplanen skal godkendes af Kommissionen.

Såfremt forhandlingerne med Kommissionen om omstruktureringsplanen nødvendiggør ændringer i forhold til de ovennævnte punkter, vil nærværende tillægsaftale skulle revideres.

Aftalepartierne vil løbende følge gennemførelsen af den af Kommissionen godkendte omstrukturingsplan.

Endelig afsættes der 3 mio.kr. af licensmidlerne til delvis finansiering af rådgiverudgifter i forbindelse med forberedelse og udarbejdelse af omstruktureringsplanen.

DR

DR tilføres – inden for rammerne af den eksisterende licensordning – 65 mio.kr. til nye initiativer.

Efter ønske fra DR anvendes midlerne dels til etablering af en HDTV-kanal i MUX 2 ved udgangen af 2009 (35 mio.kr.), dels til styrkelse af ensemblerne (genopretning af årsværk og øget programvirksomhed i forbindelse med ensemblerne) og opgradering af transmissionsudstyr (i alt 30 mio.kr.).

Endvidere afsættes der et beløb på 2 mio.kr. med henblik på at sikre fordeling af DR1 i kabelanlæg i Sydslesvig efter slukning af analoge signaler.

I forlængelse heraf noterer aftalepartierne sig, at der i Kulturministeriet er igangsat et udredningsarbejde med henblik på at undersøge mulighederne for forbedret modtagelse af dansk radio og tv i Sydslesvig efter analogt stop.

Udredningsarbejdet forventes afsluttet i løbet af foråret 2009.

Midtvejsevaluering af medielicensordningen

Der gives husstande mulighed for månedlig betaling af licens, såfremt betaling finder sted via PBS.

Omkostningerne hertil afholdes af de pågældende licensbetalere.

Endvidere skal grundlaget for licensinspektørernes virksomhed nærmere beskrives i loven.

Det forudsættes, at der i foråret 2009 gennemføres ændring af radio- og fjernsynsloven og licensbekendtgørelsen, således at de nye regler kan træde i kraft senest den 1. juni 2009.

Udvikling af det danske radiomarked

Aftalepartierne er enige om i foråret 2009 at drøfte, hvilke initiativer der er behov for med henblik på at sikre udviklingen af det danske radiomarked.

Der er reserveret i alt 53 mio.kr. af licensmidlerne i aftaleperioden til dette formål.

Såfremt der ikke måtte fremkomme et koncessionsafgiftsprovenu som følge af en replanlægning af FM-båndet, vil 7 mio.kr. af det reserverede beløb skulle anvendes til finansiering af allerede afholdte udgifter til prøveplanlægning mv.

Evt. ikke-forbrugte midler af det ovennævnte beløb vil blive fordelt til DR, de regionale TV 2-virksomheder og Public Service-Puljen.

Ændret PL-regulering af licensen

Aftalepartierne er enige om, at Kulturministeriet – i samarbejde med DR og Finansministeriet – igangsætter et analysearbejde vedrørende forskellige modeller for en årlig PL-regulering af licensen, og som i forhold til hidtidig praksis i højere grad tager hensyn til den faktiske pris- og lønudvikling i DR’s udgifter.

Resultatet af analysearbejdet forelægges for aftalepartierne ultimo april 2009 med henblik på stillingtagen til regulering af licensen for 2010.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →