Betænkning over Forslag til lov om ændring af sundhedsloven\n(Udvidet behandlingsret for psykisk syge voksne)
Statutory Text (4 Articles)
Betænkning afgivet af Sundhedsudvalget den 13. maj 2009
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af sundhedsloven
(Udvidet behandlingsret for psykisk syge voksne)
[af ministeren for sundhed og forebyggelse (Jakob Axel Nielsen)]
1.
Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 26. marts 2009 og var til 1. behandling den 21. april 2009.
Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Sundhedsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og ministeren for sundhed og forebyggelse sendte den 6. februar 2009 dette udkast til udvalget, jf. SUU alm. del – bilag 245.
Den 30. marts 2009 sendte ministeren for sundhed og forebyggelse de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 2 spørgsmål til ministeren for sundhed og forebyggelse til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
2.
Indstillinger og politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Venstres, Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget og Pia Christmas-Møller (UFG) bemærker, at lovforslaget er en udmøntning af aftalen om satspuljen på sundhedsområdet for 2009-2012.
Lovforslaget, der indeholder en udvidet behandlingsret i voksenpsykiatrien, følger således op på de målsætninger, som partierne bag psykiatriaftalen for 2007-2010 var enige om.
Herunder at psykiatriske patienter, i takt med at mulighederne herfor tilvejebringes, skal have tilsvarende rettigheder som de somatiske patienter.
V, DF, KF og Pia Christmas-Møller (UFG) bemærker, at dette fortsat er den langsigtede målsætning.
Samtidig bemærker V, DF, KF og Pia Christmas-Møller (UFG), at lovforslaget er et vigtigt skridt i bestræbelserne på at give alle psykiatriske patienter tilsvarende rettigheder som på det somatiske område herunder at kunne vælge et privat alternativ, hvis det offentlige ikke kan tilbyde behandling inden for 2 måneder.
I den forbindelse er V, DF, KF og Pia Christmas-Møller (UFG) opmærksom på, at borgernes mulighed for at gøre brug af behandlingsretten i voksenpsykiatrien vil øges i takt med den gradvise kapacitetsopbygning frem mod 2012.
V, DF, KF og Pia Christmas-Møller (UFG) forventer dog, at indførelsen af den udvidede ret til behandling sammen med de midler, der tilføres til området, vil føre til en øget kapacitet inden for voksenpsykiatrien.
En korrekt og fyldestgørende information til patienterne om den udvidede behandlingsret er en nødvendig forudsætning for, at patienterne reelt kan gøre brug af den udvidede behandlingsret – og herunder, at der eksisterer et reelt frit valg.
I den forbindelse skal det understreges, at det fremgår af lovforslaget, at regionernes informationsforpligtelse ved henvisning til sygehus i henhold til § 90 udvides til også at omfatte den udvidede behandlingsret.
V, DF, KF og Pia Christmas-Møller (UFG) bemærker endvidere, at brug af flere kvalificerede faggrupper kan medvirke til at øge kapaciteten i voksenpsykiatrien.
Samtidig bemærkes det, at følgende fremgår af aftalen om satspuljen på sundhedsområdet for 2009-2012
»Regeringen og satspuljepartierne lægger fortsat vægt på, at forskellige relevante personalegrupper bør indgå i den tvær- og flerfaglige behandling i psykiatrien i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger om, at der i distriktspsykiatrien og sygehusvæsenet sikres en relevant bredde og tværfaglighed i personalesammensætningen, således at den forskellige specialiserede faglighed kan bidrage til en samlet indsats af god kvalitet.«
V, DF, KF og Pia Christmas-Møller (UFG) bemærker, at det fremgår af lovforslaget, at regionerne i forening har pligt til at indgå aftaler på de fastsatte vilkår med de sygehuse, klinikker m.v., som ønsker det.
V, DF, KF og Pia Christmas-Møller (UFG) forventer, at ministeren for sundhed og forebyggelse vil bede regionerne om at oplyse, hvilke initiativer de har iværksat eller planlægger at iværksætte i forbindelse med lovens ikrafttræden, og at alle satspuljepartierne orienteres herom forud for indførelsen af den udvidede behandlingsret for voksne.
Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget forventer, da lovforslaget er et resultat af de såkaldte satspuljeforhandlinger, at sundhedsministeren løbende vil indkalde satspuljepartierne til en status over de eventuelle problemer, der må opstå i forbindelse med implementeringen af loven om udvidet behandlingsret for psykisk syge patienter, f.eks. hvis der opstår en situation, hvor parterne ikke kan opnå enighed om en aftale med de private sygehuse m.v.
S, SF og RV fastholder herudover, at der bør udarbejdes en overordnet national handlingsplan for udviklingen af behandlingstilbud til denne patientgruppe på linje med kræft- og hjerteplanerne, og som Danske Regioner har fremsat ønske om.
S, SF og RV understreger, at finansieringen af den psykiatriske behandling skal overføres til afholdelse over finansloven, så regionerne mere langsigtet kan tilrettelægge udviklingen af de psykiatriske behandlingstilbud.
S, SF og RV forventer, at Sundhedsstyrelsen m.fl. på en hurtig og effektiv måde bistår med at få etableret den flerfaglighed og de ekstra tilbud, der de senere år er bidraget økonomisk til over satspuljen.
For så vidt angår de takster, der aftales mellem det offentlige og de private udbydere, lægger S, SF og RV vægt på, at der ikke bliver tale om en overpris, men at prisen reelt kommer til at afspejle, at patienter med de største behandlingsbehov alene kan modtages på de offentlige behandlingsafdelinger.
Et mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Liberal Alliance, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
Louise Schack Elholm
V
Preben Rudiengaard
V
fmd.
Birgitte Josefsen
V
Sophie Løhde
V
Anne‑Mette Winther Christiansen
V
Liselott Blixt
DF
Karin Nødgaard
DF
Vivi Kier
KF
Pia Christmas‑Møller
UFG
nfmd.
Sophie Hæstorp Andersen
S
Flemming Møller Mortensen
S
Karen J. Klint
S
Lene Hansen
S
Karl H. Bornhøft
SF
Jonas Dahl
SF
Lone Dybkjær
RV
Per Clausen
EL
Liberal Alliance, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
47
Liberal Alliance (LA)
2
Socialdemokratiet (S)
45
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Dansk Folkeparti (DF)
25
Siumut (SIU)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
23
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
18
Sambandsflokkurin (SP)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
Uden for folketingsgrupperne
2
Enhedslisten (EL)
4
(UFG)
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 178
Bilagsnr.
Titel
1
Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for sundhed og forebyggelse
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
1. udkast til betænkning
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 178
Spm.nr.
Titel
1
Spm. om, hvad begrundelsen er for, at det foreslås, at psykisk syge skal have en ret til behandling inden for 2 måneder, når somatisk syge har en ret til behandling inden for 1 måned, til ministeren for sundhed og forebyggelse, og ministerens svar herpå
2
Spm. om at redegøre for, om den udvidede behandlingsret for voksne psykisk syge omfatter den udredningsret, som er gældende inden for børne- og ungdomspsykiatrien, til ministeren for sundhed og forebyggelse, og ministerens svar herpå