Legislator Case Law & Legislation
20072XX00215 DK

Skriftlig fremsættelse (28. marts 2008) - L 166

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

SF.L#LOKDOK28 2007 L 166 Valid

Skriftlig fremsættelse (28. marts 2008)

SF.L#LOKDOK28 2007 L 166 Valid

Justitsministeren (Lene Espersen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om erstatning for atomskader (Ubegrænset ansvar for anlægsindehaveren, skadesbegreb, forældelse mv.)

(Lovforslag nr. L 166).

Lovforslagets formål er i dansk ret at gennemføre to ændringsprotokoller af 12. februar 2004 til Pariskonventionen om ansvar over for tredjemand på den nukleare energis område og til Tillægskonventionen, således at Danmark kan ratificere begge ændringsprotokoller.

Med en vedtagelse af lovforslaget giver Folketinget samtykke til, at Danmark kan ratificere de to ændringsprotokoller.

Lovforslaget bygger på en rapport afgivet af en arbejdsgruppe under Justitsministeriet.

Ved konventionerne er der etableret en international erstatningsordning, hvorefter de skadelidte ved en nuklear ulykke kan få erstatning fra anlægsindehaveren, anlægsstaten og en pulje finansieret af alle konventionsstaterne.

Konventionerne er gennemført i dansk ret i atomskadeerstatningsloven.

Ændringsprotokollerne indebærer, at der vil være en større erstatningssum til rådighed for de skadelidte i tilfælde af nukleare ulykker, og at der ydes erstatning for flere forskellige skadestyper.

Således vil det beløb, som står til rådighed i tilfælde af en nuklear ulykke blive forhøjet fra ca. 2,4 mia. kr. til ca. 11,2 mia. kr.

Baggrunden for at ændre skadesbegrebet i ændringsprotokollen til Pariskonventionen er, at det efter Tjernobyl-ulykken i 1986 stod klart, at de største økonomiske tab udsprang af udgifter til beskyttende og genoprettende foranstaltninger i forbindelse med miljøforurening samt forringede indtjeningsmuligheder for de berørte erhvervsdrivende mv.

Som følge heraf fastsætter ændringsprotokollen, at Pariskonventionen ud over de traditionelle skader (tab af liv, personskade og tingsskade) fremover også skal dække afledte økonomiske tab, herunder driftstab, udgifter til beskyttende og forebyggende foranstaltninger samt tab foranlediget af skade påført miljøet.

Forbedringen af konventionerne vil i givet fald komme skadelidte her i landet til gode ved ulykker, der indtræffer i lande, som er omfattet af den internationale erstatningsordning.

Det betyder, at skadelidte i Danmark i højere grad end i dag vil være sikret, at der er tilstrækkelige midler til rådighed, hvis en nuklear ulykke skulle indtræffe i f.eks.

Sverige eller Tyskland.

Danmark har ikke længere nukleare anlæg i drift.

De danske nukleare anlæg er under afvikling.

Afvik­lingen blev påbegyndt i efteråret 2004 og er endnu ikke tilendebragt.

De danske nukleare anlæg under afvikling, som hører under Dansk Dekommissionering, er ejet af den danske stat, der er selvforsikrende.

Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling har oplyst, at ulykker på de nukleare anlæg i Danmark ikke vil kunne give anledning til grænseoverskridende aktivitetsmængder ud over det uskadelige.

Ændringsprotokollerne indeholder derudover bl.a. nye regler om forældelse.

Endelig indføres der med lovforslaget et ubegrænset erstatningsansvar for indehaveren af det nukleare anlæg.

Lovforslaget indebærer, at det danske bidrag til den kollektive pulje, der kun træder til ved meget omfattende ulykker, forhøjes med ca. 3 mio. kr. til i alt ca. 13 mio. kr.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →