Legislator Case Law & Legislation
20072XX00198 DK

Skriftlig fremsættelse (28. marts 2008) - L 165

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

SF.L#LOKDOK28 2007 L 165 Valid

Skriftlig fremsættelse (28. marts 2008)

SF.L#LOKDOK28 2007 L 165 Valid

Justitsministeren (Lene Espersen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Retshåndhævelsesarrest i visse sædelighedssager)

(Lovforslag nr. L 165).

Formålet med lovforslaget er at udvide mulighederne for at anvende varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen i bl.a. sager om seksuelt misbrug af børn under 15 år.

Lovforslaget bygger på Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1496/2008 om retshåndhævelsesarrest i sædelighedssager.

Efter de gældende regler kan en sigtet varetægtsfængsles, hvis der er begrundet mistanke om, at sigtede har begået en lovovertrædelse, hvor strafferammen er mindst fængsel i 1 år og 6 måneder, og der foreligger en eller flere af de almindelige fængslingsgrunde, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, dvs. flugtfare, gentagelsesfare eller fare for forstyrrelse af efterforskningen.

Dette gælder også i sædelighedssager.

En sigtet kan endvidere efter de gældende regler varetægtsfængsles, hvis der er særlig bestyrket mistanke om, at sigtede har begået en lovovertrædelse, hvor strafferammen er mindst fængsel i 6 år, og hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod, jf. retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1.

Varetægtsfængsling efter denne regel forudsætter efter retspraksis, at sigtede kan forventes idømt en langvarig fængselsstraf svarende til mindst 8-10 måneders ubetinget fængsel.

Endelig kan en sigtet efter de gældende regler varetægtsfængsles, hvis der er særlig bestyrket mistanke om, at den pågældende har overtrådt en af visse nærmere opregnede straffelovsbestemmelser, og lovovertrædelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed kan ventes at ville medføre en ubetinget straf af fængsel i mindst 60 dage og hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod, jf. retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2.

Sædelighedssager er ikke omfattet af opregningen i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2, og retshåndhævelsesarrest kan derfor i disse sager efter gældende ret kun ske efter § 762, stk. 2, nr. 1, hvilket som nævnt bl.a. forudsætter, at strafferammen for den pågældende lovovertrædelse mindst er fængsel i op til 6 år, og at der i den pågældende sag kan forventes idømt en straf på mindst 8-10 måneders ubetinget fængsel.

Bl.a. straffelovens bestemmelser om voldtægt (§ 216), samleje med barn under 15 år (§ 222) og fremstilling eller udbredelse af børnepornografi under særligt skærpende omstændigheder (§§ 230 og 235) har fængsel i 6 år eller derover i strafferammen.

Visse af de sædelighedsforbrydelser, hvor der i dag ikke er mulighed for retshåndhævelsesarrest, bør imidlertid sidestilles med de voldssager mv., der er omfattet af den gældende regel i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2, navnlig når det drejer sig om sædelighedsforbrydelser over for børn under 15 år.

I overensstemmelse med Strafferetsplejeudvalgets lovudkast foreslås det på denne baggrund, at retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2, udvides til også at omfatte straffelovens bestemmelser om

Der vil således efter lovforslaget i de nævnte sædelighedssager efter en konkret vurdering kunne ske varetægtsfængsling, når der foreligger en særlig bestyrket mistanke, og lovovertrædelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed kan ventes at ville medføre en ubetinget straf af fængsel i mindst 60 dage, og hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod.

Den foreslåede adgang til retshåndhævelsesarrest i visse sædelighedssager vil kunne anvendes i tilfælde, hvor det ud fra de konkrete omstændigheder skønnes, at det med henblik på at fastholde en fornøden konsekvens i retshåndhævelsen af hensyn til retsbevidstheden er påkrævet at fængsle den formodede gerningsmand, selv om der ikke foreligger en endelig dom.

Den foreslåede udvidelse af mulighederne for retshåndhævelsesarrest vil finde anvendelse både under efterforskningen og sagens behandling i første instans, under en eventuel anke og efter endelig dom, indtil fuldbyrdelse kan ske.

Lovforslaget indebærer, at der som noget nyt bliver mulighed for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen i sager om kønslig omgængelse med et barn under 15 år, selv om den forventede straf er mindre end 8-10 måneders fængsel.

Endvidere giver lovforslaget som noget nyt mulighed for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen i visse grovere tilfælde af blufærdighedskrænkelse begået over for et barn under 15 år, i sager om seksuel udnyttelse af sindssyge og mentalt retarderede samt i sager om udbredelse af børnepornografi, uanset om der foreligger særligt skærpende omstændigheder eller ej.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

SF.L#LOKDOK28 2007 L 165 Valid

-

samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje med et barn under 15 år (straffelovens § 222, herunder jf. §§ 224 og 225)

-

blufærdighedskrænkelse begået over for et barn under 15 år (straffelovens § 232)

-

udbredelse af børnepornografi (straffelovens § 235, stk. 1)

-

samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje uden for ægteskab ved udnyttelse af forurettedes sindssygdom eller mentale retardering (straffelovens § 218, stk. 1, herunder jf. §§ 224 og 225).

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →