Skriftlig fremsættelse (27. februar 2008) - L 83
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (27. februar 2008)
Undervisningsministeren (Bertel Haarder)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om friskoler og private grundskoler m.v. og lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler) (Undervisningspligtig børnehaveklasse m.v.)
(Lovforslag nr. L 83).
Lovforslaget skal ses i sammenhæng med lovforslaget om ændring af folkeskoleloven (Udvidelse af undervisningspligten til 10 år, mål- og indholdsbeskrivelse for skolefritidsordninger m.v.), som fremsættes samtidig.
Efter lovforslaget bliver undervisning i børnehaveklassen fremover omfattet af kravene til, hvilken undervisning de frie grundskoler skal udbyde.
Det foreslås, at de frie grundskoler for at kunne få tilskud sammenlagt i børnehaveklasse og på 1.-7. klassetrin skal have mindst 32 elever pr. 5. september. Dog skal nyoprettede skoler kun have 14 elever i alt pr. 5. september det første skoleår og 24 elever i alt pr. 5. september det andet skoleår.
Lovforslaget indeholder konsekvensrettelser i lov om frie kostskoler vedrørende optagelseskrav i efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler.
Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. august 2009. Dette er samme dato, som ændringen af folkeskoleloven er foreslået at skulle træde i kraft.
Idet jeg henviser til lovforslaget med bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.