Skriftlig fremsættelse (30. januar 2008) - L 63
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (30. januar 2008)
Velfærdsministeren (Karen Jespersen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om social service (Godkendelse af private behandlingstilbud for stofmisbrugere)
(Lovforslag nr. L 63).
Med dette lovforslag udvides retten for stofmisbrugere til frit at kunne vælge mellem offentlige og private godkendte behandlingstilbud.
Derved vil der for den enkelte stofmisbruger være frit valg mellem offentlige og private godkendte behandlingstilbud af tilsvarende karakter, som det der er visiteret til på såvel døgnområdet som det ambulante område.
Det frie valg skal ske inden for rammerne af den udarbejdede behandlingsplan.
Hvis der er visiteret til ambulant behandling skal det frie valg af et andet tilbud derfor være et ambulant tilbud og ikke et døgntilbud.
Retten til frit valg mellem offentlige og private godkendte døgnbehandlingstilbud for stofmisbrug blev vedtaget samtidig med indførelsen af behandlingsgarantien for stofmisbrug.
Denne ændring af serviceloven trådte i kraft 1. januar 2003, og loven blev underlagt lovovervågning.
Socialministeren afgav en redegørelse i juni 2006 til Folketingets Socialudvalg om ordningens implementering i de daværende amter.
Det fremgik af denne redegørelse, at det frie valg kun blev benyttet i få tilfælde, hvilket kunne skyldes manglende og utilstrækkelig information.
Men det kunne også skyldes, at opfyldelsen af garantien oftere sker ved visitation til ambulant behandling, som altså ikke var omfattet af det frie valg på det tidspunkt.
Med lovforslaget stilles krav om, at også private ambulante behandlingstilbud skal godkendes efter servicelovens § 144.
For såvel døgn- som ambulante behandlingstilbud gælder dog, at der ikke skal foretages en godkendelse, såfremt en kommunalbestyrelse eller et regionsråd har indgået en generel aftale om anvendelse af et privat behandlingstilbud, herunder om tilsyn.
Med lovforslaget forventes det, at antallet af private godkendte behandlingstilbud vil øges, og at kvaliteten sikres i disse tilbud.
Ved at øge stofmisbrugerens muligheder for at vælge, øges tilfredsheden med den offentlige service, og valget er med til at skabe mulighed for, at den enkelte kan tage et (med)ansvar for egen situation.
Kommunerne skal godkende tilbuddene og efterfølgende føre tilsyn med de private behandlingstilbud.
De nærmere regler herfor vil blive fastsat ved udsendelse af en bekendtgørelse.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.