Skriftlig fremsættelse (12. december 2007) - L 37
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (12. december 2007)
Justitsministeren (Lene Espersen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af kriminalloven og retsplejeloven for Grønland (Fuldbyrdelse af anstaltsdomme i den øvrige del af riget og beskikkelse af pantefogeder)
(Lovforslag nr. L 37).
1.
Formålet med lovforslaget er dels at indføre en adgang for justitsministeren til at bestemme, at domme til anstaltsanbringelse skal fuldbyrdes i den øvrige del af riget, hvis den dømte har bopæl eller i øvrigt er hjemmehørende dér, dels at overføre kompetencen til at beskikke pantefogeder fra de grønlandske kommunalbestyrelser til Grønlands landsstyre.
Begge ændringer indgår også i det samtidigt fremsatte forslag til henholdsvis en ny kriminallov og en ny retsplejelov for Grønland, der gennemfører en reform af det grønlandske retsvæsen og som udgangspunkt foreslås at træde i kraft den 1. januar 2010.
Bl.a. med henblik på at bidrage til en hensigtsmæssig udnyttelse af kapaciteten i kriminalforsorgens institutioner foreslås det, at den nævnte ændring af kriminalloven træder i kraft tidligere end reformlovforslagene.
Der er endvidere fra grønlandsk side særligt udtrykt ønske om, at den nævnte ændring af retsplejeloven for Grønland vedrørende pantefogeder får en tidligere ikrafttræden end reformlovforslagene.
2.
Efter § 127 i den gældende kriminallov for Grønland kan justitsministeren bestemme, at frihedsstraf, som i den øvrige del af riget er idømt personer, der f.eks. har bopæl eller i øvrigt er hjemmehørende i Grønland, skal fuldbyrdes i Grønland, således at straffen omsættes til anbringelse i anstalt af samme varighed som fastsat i dommen.
Derimod er der efter den gældende kriminallov for Grønland ikke adgang til at bestemme, at fuldbyrdelse af domme til anstaltsanbringelse, der er idømt i Grønland, skal ske i den øvrige del af riget, når den dømte har bopæl eller i øvrigt er hjemmehørende dér.
Med det samtidigt fremsatte forslag til en ny kriminallov for Grønland, der foreslås at træde i kraft den 1. januar 2010, etableres en sådan adgang.
Der har igennem den senere tid været et øget kapacitetsmæssigt pres på de grønlandske anstalter.
Dette har bl.a. ført til oprettelsen af en midlertidig anstalt for domfældte i Kangerlussuaq (Sdr.
Strømfjord).
Bl.a. på denne baggrund foreslås det, at der også i den gældende kriminallov indføres en adgang for justitsministeren til at bestemme, at domme til anstaltsanbringelse skal fuldbyrdes i den øvrige del af riget, hvis den dømte har bopæl eller i øvrigt er hjemmehørende dér.
Herved etableres en ordning, der er parallel til den gældende adgang til at overføre personer, der er idømt frihedsstraf i den øvrige del af riget, til fuldbyrdelse i grønlandske anstalter.
3.
Baggrunden for den foreslåede ændring af retsplejeloven for Grønland er, at Grønlands Landsting i 2005 besluttede, at de kommunale pantefogeders virksomhed skal samles under Grønlands Hjemmestyre.
Formålet er navnlig at øge effektiviteten i restanceinddrivelsen, at reducere ressourceforbruget samt at styrke retssikkerheden og det ledelsesmæssige fokus i forbindelse med inddrivelsesopgaven.
Grønlands Hjemmestyres og de grønlandske kommuners tilgodehavender er målt pr. indbygger mere end dobbelt så store som statens og de danske kommuners tilgodehavender.
Det skyldes navnlig, at det offentliges deltagelse i økonomien i Grønland er væsentlig større end i Danmark.
Den nuværende decentrale inddrivelsesstruktur indebærer endvidere uensartethed i opgaveløsningen og sårbarhed i forbindelse med personaleudskiftninger mv., og har samtidig betydning for centrale forhold som kvalitet og retssikkerhed.
På den baggrund vil Grønlands landsstyre samle den del af fogedvirksomheden, som hører under de kommunale pantefogeders kompetence, i en landsdækkende inddrivelsesmyndighed, og efter ønske fra Grønlands landsstyre foreslås det derfor, at den grønlandske retsplejelov ændres, således at kompetencen til at beskikke pantefogeder i Grønland overføres fra de grønlandske kommunalbestyrelser til landsstyret.
4.
Idet jeg i øvrigt tillader mig at henvise til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.