Legislator Case Law & Legislation
20072XX00021 DK

Skriftlig fremsættelse (28. november 2007) - B 6

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

SF.B#LOKDOK28 2007 B 6 Valid

Skriftlig fremsættelse (28. november 2007)

SF.B#LOKDOK28 2007 B 6 Valid

Udenrigsministeren (Per Stig Møller)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om tiltrædelse af Stabiliserings- og Associeringsaftale mellem De europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Albanien på den anden side.

(Beslutningsforslag nr. B 6).

Den 12. juni 2006 undertegnede udenrigsministeren på Danmarks vegne aftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Albanien på den anden side.

Formålet med aftalen er at skabe passende rammer for en politisk dialog og således gøre det muligt at udvikle nære politiske forbindelser mellem parterne samt at støtte Republikken Albaniens bestræbelser på at udvikle det økonomiske og internationale samarbejde – også gennem en tilnærmelse af landets lovgivning til Fællesskabets.

Formålet med aftalen er samtidig at fremme harmoniske økonomiske forbindelser og gradvis at opbygge et frihandelsområde mellem Fællesskabet og Republikken Albanien samt at fremme det regionale samarbejde på alle de områder, der er omfattet af aftalen.

Aftalen vil være med til at fastholde Albanien på den positive udvikling, som landet gennem de senere år har været inde i.

Det internationale samfund med EU i spidsen har ved indgåelsen af aftalen demonstreret sin støtte og opbakning til den fortsatte reformproces i Albanien.

Regeringen finder, at indgåelsen af Stabiliserings- og Associeringsaftalen vil være et vigtigt signal om EU-landenes fortsatte engagement inden for rammerne af EU’s Stabiliserings- og Associeringsproces for landene på det vestlige Balkan.

Aftalen betyder, at der inden for en overgangsperiode på ti år gradvist etableres en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater og Republikken Albanien.

Respekten for de demokratiske principper samt for menneskerettighederne udgør et væsentligt element i aftalen.

I tilfælde af den ene parts misligholdelse vil den anden part i medfør af aftalens bestemmelser kunne træffe passende foranstaltninger i medfør af folkeretten.

Manglende overholdelse af aftalens væsentlige elementer vil således kunne føre til en suspension af aftalen.

Idet jeg i øvrigt henviser til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og idet jeg kan tilføje, at tiltrædelsen ikke vurderes at ville medføre statsfinansielle udgifter i nævneværdigt omfang, skal jeg tillade mig at anbefale det til det Høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →