Forslag til folketingsbeslutning om statslig refusion til kommunernes foranstaltninger i medfør af § 52, stk. 3, nr. 3, 4, 5 og 8, §§ 58-60 i serviceloven om børns anbringelse uden for hjemmet

Fremsat den 23. maj 2008 af Flemming Bonne (SF), Özlem Sara Cekic (SF) og Ole Sohn (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om statslig refusion til kommunernes foranstaltninger i medfør af § 52, stk. 3, nr. 3, 4, 5 og 8, §§ 58-60 i serviceloven om børns anbringelse uden for hjemmet

Bemærkninger til forslaget

Skriftlig fremsættelse

Flemming Bonne (SF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om statslig refusion til kommunernes foranstaltninger i medfør af § 52, stk. 3, nr. 3, 4, 5 og 8, §§ 58-60 i serviceloven om børns anbringelse uden for hjemmet.

(Beslutningsforslag nr. B 141).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Folketinget pålægger regeringen senest den 1. januar 2009 at indføre 50 pct. refusion for kommunernes udgifter i medfør af § 52, stk. 3, nr. 4, 5 og 8, i serviceloven (anbringelse uden for hjemmet med samtykke) og §§ 58-60 i serviceloven (anbringelse uden for hjemmet uden samtykke).

Det er en gammel økonomisk tommelfingerregel i kommunerne, at årstiden ofte er afgørende for, om et truet barn anbringes uden for hjemmet.

Senest er det blevet bekræftet af tal fra Ankestyrelsen, der viser, at der var 1.043 effektuerede anbringelser i første kvartal 2006 og kun 737 i sidste kvartal 2006.

Samtidig har man i takt med den stigende kommunale budgetklemme kunnet opleve en vækst i såkaldte forebyggende foranstaltninger, f.eks.

Tilknytning af kontaktpersoner

2001: 1.654 sager

2005: 3.393 sager

Aflastning

2001: 7.166 sager

2005: 8.025 sager

Der er altså tegn på, at den kommunale økonomi er et væsentligt parameter for den kommunale indsats over for de mest udsatte børn.

Efter forslagsstillernes mening bør kommunal økonomi aldrig være det afgørende parameter for indsatsen over for de mest udsatte børn.

Derfor opfordrer forslagsstillerne også til, at udgifterne til særlige foranstaltninger over for udsatte børn ikke er omfattet af regeringens serviceramme.

Forslagsstillerne mener selvsagt ikke, at anbringelse uden for hjemmet i medfør af § 52, stk. 3, og §§ 58-60 i serviceloven i alle tilfælde er et socialpolitisk succeskriterium.

Forslagsstillerne bakker alle fornuftige forebyggende foranstaltninger op.

Men mange kommuners anbringelsespraksis og en række tragiske hændelser de seneste år har vist, at man er nødt til at indføre nogle økonomiske incitamenter, der kan sikre, at kommunerne altid tilbyder den rigtige sociale indsats på det rigtige tidspunkt – i stedet for, at man venter med at gribe ind, til det er for sent, eller i værste fald intet gør.

Indførelse af en statslig refusion på 50 pct. finansieres via det kommunale bloktilskud.