Forslag til folketingsbeslutning om at sikre fædre/medforældre overnatningsmuligheder på sygehuse ved barns fødsel
Statutory Text (5 Articles)
Fremsat den 15. april 2008 af Pernille Vigsø Bagge (SF), Pia Olsen Dyhr (SF), Astrid Krag (SF) og Ole Sohn (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om at sikre fædre/medforældre overnatningsmuligheder på sygehuse ved barns fødsel
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Pernille Vigsø Bagge (SF)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om at sikre fædre/medforældre overnatningsmuligheder på sygehuse ved barns fødsel.
(Beslutningsforslag nr. B 124).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget opfordrer regeringen til senest den 1. januar 2009 at fremsætte lovforslag eller tage de nødvendige initiativer, som medfører, at landets sygehuse med fødeafdelinger forpligtes til at sikre nybagte fædre/medforældre overnatningsmuligheder sammen med moderen i forbindelse med barns fødsel.
Sygehusenes nuværende praksis for overnatningstilbud til fædre ved fødsel.
Danske Regioner har oplyst, at de enkelte sygehuse i dag har vidt forskellig praksis over for overnattende pårørende til fødende, ligesom der ikke findes en entydig registrering af antallet af pårørende.
Nogle sygehuse har familierum, dvs. enestuer med brikse, hvor de pårørende kan overnatte.
Andre steder overnatter de pårørende på barselgangen.
Ingen af stederne optager de pårørende senge, som kunne have været brugt til patienter.
Der henvises til indenrigs- og sundhedsministerens besvarelser af spørgsmål S 4305 og S 1691 (folketingsåret 2006-07).
Menneskelige gevinster ved fædres muligheder for at overnatte
Både sygehusene og Jordemoderforeningen påpeger, at fædres overnatningsmuligheder har mange positive gevinster.
De bidrager til, at der tidligt i forløbet dannes de nødvendige familierelationer mellem far, mor og barn.
Gode tidlige familierelationer medvirker til, at patientforløbet bliver mere effektivt og sammenhængende med færre indlæggelsesdage for den enkelte fødende.
Sygehusene har også vurderet, at de pårørende er en vigtig del af plejen og observationen af barnet, og at det kan betyde et behov for flere plejenormeringer, hvis det ikke er muligt, at pårørende indlægges sammen med moderen.
Dertil kommer, at det for mange nybagte mødre har stor betydning, at faderen kan blive og overnatte.
Mange mødre oplever ensomhed og usikkerhed og bliver triste, når faderen/medforælderen er nødt til at tage hjem for at sove efter fødslen.
Sikring af den tidlige far-mor-barn-tilknytning har generelt stor betydning, men i særlig grad i de tilfælde, hvor der har været fødselskomplikationer og eventuelt efterfølgende sygemelding.
Her vil faderen/medforælderen nemmere kunne aflaste moderen, når han/hun har været med til at passe og pleje barnet lige fra fødslen.
Manglende overnatningsmulighed kombineret med lang transporttid fra den by, familien bor i, til den by, hvor sygehuset ligger, kan også betyde, at nogle familier ikke får så meget af den vigtige første tid sammen.
Det er derfor heller ikke overraskende, at der – navnlig fra førstegangsfødende – er stor efterspørgsel efter fædres/medforældres muligheder for at overnatte på sygehuset.
SF vil gerne sikre de mest optimale forudsætninger på sygehuse med fødeafdelinger, således at nybagte forældre og deres nyfødte barn kommer godt fra start.
På den baggrund foreslår SF, at alle sygehuse med fødeafdelinger skal sikre nybagte fædre/medforældre muligheder for at overnatte sammen med moderen i forbindelse med barnets fødsel.
I de tilfælde, hvor barnet ikke har en far/medforælder, skal det tilsvarende være muligt for en anden nærstående pårørende at overnatte på sygehuset.
Økonomiske konsekvenser
Danske Regioner har oplyst, at det er minimalt, hvad det koster at have overnattende pårørende, fordi de pårørende selv skal betale for kosten, og at udgifterne derfor kun omfatter mindre udgifter i form af opredning og vask af sengetøj.
Danske Regioner har endvidere udtalt, at fordelen ved overnatningsmuligheder på sygehusene for pårørende til fødende langt overstiger ulemperne.
Her skal SF også fremhæve de ressourcebesparende elementer, som fædres overnatningsmuligheder indebærer, nemlig som fremhævet af sygehusene selv: at gode tidlige familierelationer medfører færre indlæggelsesdage og holder plejenormeringer til barnet nede.
Samlet må det således konkluderes, at udgifterne forbundet med et krav om, at alle sygehuse skal tilbyde overnatningsmuligheder til fædre/medforældre, vil være minimale, hvorimod de menneskelige gevinster vil være meget store.
Der fødes ca. 64.000 børn om året i Danmark. Idet forslagsstillerne forudsætter, at gæstesengsprisen på sygehuse beløber sig til ca. 100 kr. pr. døgn, vil det således maksimalt koste 6,4 mio. kr., under forudsætning af, at alle fødende kvinder benytter sig af muligheden for at have en overnattende far/medforælder tilstede ved barnets fødsel.
SF finder det på den baggrund naturligt og vigtigt at sikre, at overnatningsmuligheder for fædre/medforældre er til rådighed på alle sygehuse med fødeafdelinger.