Forslag til folketingsbeslutning om en autorisationsordning for indvandrertolke

Fremsat den 9. april 2008 af Anne‑Marie Meldgaard (S), Sophie Hæstorp Andersen (S), Lennart Damsbo‑Andersen (S), Karen Hækkerup (S), Ole Hækkerup (S), Karen J. Klint (S) og Henrik Dam Kristensen (S)

Forslag til folketingsbeslutning

om en autorisationsordning for indvandrertolke

Bemærkninger til forslaget

Skriftlig fremsættelse

Anne-Marie Meldgaard (S)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om et autorisationssystem for indvandrertolke.

(Beslutningsforslag nr. B 103).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Folketinget pålægger regeringen inden den 1. januar 2009 at fremsætte lovforslag om en autorisationsordning, der muliggør certificering af indvandrertolke fra en af de bekendtgørelsesbelagte tolkeuddannelser på Copenhagen Business School eller Handelshøjskolen i Århus, og som forpligter offentlige og halvoffentlige institutioner til at anvende certificerede tolke.

Reglerne om en autorisationsordning skal indeholde følgende elementer

Forud for indførelsen af reglerne om autorisationsordning for indvandrertolke skal endvidere igangsættes en undersøgelse af de flaskehalsproblemer, der eventuelt vil opstå, når kravet om autorisation træder i kraft, og en undersøgelse af, om der er behov for at modulopdele uddannelserne til certificeret tolk og kræve forskellige minimumsniveauer i forskellige offentlige og halvoffentlige institutioner.

–

Staten, regionerne og kommunerne, herunder retsvæsenet og sundhedsvæsenet, pålægges at anvende certificerede tolke, som har aflagt prøve ved Copenhagen Business School eller Handelshøjskolen i Århus.

–

Der fastsættes en takst for tolkning inden for det offentlige, som afspejler tolkenes uddannelsesniveau.

–

Der åbnes mulighed for at gøre uddannelsen til certificeret tolk til en SU-berettiget uddannelse.

Der stilles i dag ikke nogen formelle krav til de tolke, der anvendes af offentlige institutioner.

Tolkebistanden hos de statslige udlændingemyndigheder, regionerne og kommunerne, herunder retsvæsenet og sundhedsvæsenet, er derfor af meget svingende kvalitet.

Tolkebistandens kvalitet kritiseres bl.a. af dommerstanden i »Rapport om tolkebistand i retssager« afgivet i april 2003 af Arbejdsgruppen om tolkebistand i retssager nedsat under Domstolsstyrelsen.

Arbejdsgruppen påpeger, at retsplejelovens § 149, stk. 1, der bestemmer, at afhøring af personer, der ikke mestrer dansk, så vidt muligt skal ske ved hjælp af translatør, sjældent kan opfyldes.

På Rigspolitiets tolkeliste, som bruges til rekruttering, har kun 1 pct. af tolkene i de afrikanske og asiatiske sprog en tolkeuddannelse.

Ud over sikkerhed for et tilstrækkelig højt sprogligt niveau efterlyser arbejdsgruppen kendskab til tolkeetik, tolketeknik, det danske retssystem og juridisk terminologi hos de tolke, der anvendes.

I retssystemet – inklusive hos udlændingemyndighederne – er der derfor risiko for, at tolkenes sproglige, tekniske eller etiske mangler påvirker sagsforløbet og retssikkerheden.

I sundhedssektoren og hos udlændingemyndighederne er det desuden et problem, at børn ofte fungerer som tolke for deres forældre.

Det giver børnene en uhensigtsmæssig voksenrolle, ikke mindst i tilfælde, hvor børn tolker for forældre, som har været udsat for forfølgelse og overgreb.

Ifølge en interviewundersøgelse foretaget af forskningschefen for Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, hvori der indgår interviews med 131 11-23-årige flygtninge fra Mellemøsten, oplyser 104 af de unge (79 pct.), at de har tolket for forældrene hos lægen, 66 (50 pct.) i socialforvaltningen og 69 (53 pct.) i skolen.

Karakteren af børnenes/de unges tolkning og situationen, i hvilken de tolker, bliver ikke kortlagt i undersøgelsen, men omfanget er foruroligende, ikke mindst fordi mangelen på tolke i afrikanske og asiatiske sprog er endnu større end mangelen på mellemøstlige tolke.

Anvendelsen af underkvalificerede tolke og børn som tolke for deres forældre begrundes med mangelen på uddannede tolke.

Tolkeuddannelser har været etableret på handelshøjskolerne både i Århus og i København.

Trods det store behov for tolke har uddannelserne store problemer med at rekruttere studerende.

I Århus har det endnu ikke være muligt at etablere hold og i København har Copenhagen Business School besluttet at nedlægge tolkeuddannelsen.

Der er flere sandsynlige årsager til, at uddannelserne til statsprøvet tolk mangler tilslutning.

Dekanerne og de fagansvarlige på de to uddannelsessteder har selv påpeget følgende problemstillinger

Retsvæsenet, sundhedsvæsenet, staten, regionerne, kommunerne, organisationer m.v. anvender »tolke« uden at kræve dokumentation for disses kvalifikationer.

Der er altså intet incitament til at tage en kompetencegivende uddannelse.

Flere kommuner og arbejdsformidlinger betaler endog meget høje kursusafgifter på diverse ikke-kompetencegivende kurser.

Uddannelsen til statsprøvet tolk er for dyr i forhold til målgruppen (22.400 kr. på åben uddannelse).

En autorisationsordning og en omlægning af uddannelserne til SU-berettigede uddannelser samt en løntakst, der afspejler uddannelsesniveauet, vil afhjælpe de nævnte problemer.

Til gengæld kan der opstå et flaskehalsproblem.

Dette kan eventuelt løses med en eksaminering og certificering af de fungerende tolke uden undervisning eller efter undervisning i tolkeetik og lignende værktøjsfag.

Flaskehalsproblemet og problemer med uens behov i forskellige institutioner og uens kompetencer hos de tolke­studerende kan løses med en modulopbygning med forskellige certificeringsniveauer og forskellige minimumskrav ved forskellige institutioner og myndigheder.