Legislator Case Law & Legislation
20072BB00039 DK

Forslag til folketingsbeslutning om forenkling af reglerne for gulpladebiler

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

BSF B#LOKDOK41 2007 39 Valid

Fremsat den 29. januar 2008 af Colette L. Brix (DF), Pia Adelsteen (DF), Bent Bøgsted (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Mikkel Dencker (DF), Pia Kjærsgaard (DF) og Peter Skaarup (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om forenkling af reglerne for gulpladebiler

Bemærkninger til forslaget

Skriftlig fremsættelse

Colette L. Brix (DF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om forenkling af reglerne for gulpladebiler.

(Beslutningsforslag nr. B 39).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

BSF B#LOKDOK41 2007 39 Valid

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag om forenkling af reglerne for erhvervslivets brug af varebiler på gule plader inden den 1. april 2008.

BSF B#LOKDOK41 2007 39 Valid

Reglerne for erhvervslivets brug af varebiler på gule plader er både kringlede, komplicerede og modstridende, hvilket har været kendt længe.

En del af problemerne blev beskrevet i Skatteministeriets rapport »»Sorte pletter« på skatte- og afgiftsområdet« fra november 2002, da der på dette område bl.a. var forståelsesproblemer og tvister med skattemyndighederne.

Desværre er der ikke efterfølgende sket den nødvendige og gennemgribende regelforenkling.

Reglerne for brug af gulpladebiler berører mange virksomheder og erhvervsdrivende.

Ifølge SKATs »Indsatsplan 2007« er ca. 171.000 gulpladebiler anmeldt til erhvervsmæssig anvendelse og ca. 43.000 biler anmeldt til blandet erhvervsmæssig og privat benyttelse, mens ca. 47.000 biler er anmeldt til privat anvendelse.

Langt størstedelen af disse varebiler har en vægt på under 3 t.

Det er reglerne for disse gulpladebiler, der skal forenkles, og som berører flere love, f.eks. momsloven samt forskellige skatte- og afgiftslove.

Skatteministeren bebudede i september 2007, at der skulle nedsættes en arbejdsgrup­pe, som skulle se på reglerne.

Af skatteministerens svar af 11. oktober 2007 på alm. del – spm. 12, 2007-08, 1. samling, fremgik, at arbejdsgruppens arbejde forventedes afsluttet inden udgangen af 2007.

Der er imidlertid endnu ikke kommet noget udspil herfra, og det er vigtigt, at der nu sættes en tidsfrist for at få forenklet reglerne, da problemerne er velkendte og beskrevet.

Regeringen startede ellers konstruktivt med, at den i 2002 afskaffede kørebøgerne for erhvervsdrivende, så alle køreture ikke mere skulle registreres.

Imidlertid har det senere vist sig, at det i rigtig mange tilfælde alligevel er nødvendigt med kørebøger bl.a. for erhvervsdrivende, der har bolig og erhverv på samme adresse.

Den seneste udvikling på området siden juni 2007 med udsendelse af knap 120.000 »smiley« til gulpladebiler, hvor der er betalt privat benyttelsesafgift, har igen illustreret, at reglerne er meget svære at forstå og administrere.

Det er f.eks. fuldt ud lovligt at køre hjem »privat« i en gulpladebil uden en smiley, hvis man har skiftende arbejdssteder (den såkaldte 60-dages regel), hvis den pågældende virksomhed ligger på samme adresse som ejerens private bolig, og gulpladebilen ikke bruges til privat kørsel, eller der er tale om en specialindrettet værkstedsvogn, der ikke er egnet til privat brug.

Dansk Folkeparti mener, at det er nødvendigt at forenkle reglerne for brug af gulpladebiler, så de bliver mere entydige, gennemskuelige og lettere at administrere for såvel erhvervsdrivende som myndigheder.

De nye regler skal i videst muligt omfang træde i kraft senest den 1. juli 2008.

Lovforslaget skal indeholde bestemmelser, der sikrer, at der skabes bedre sammenhæng mellem moms- og skattereglerne, som i dag ikke er harmoniserede.

Erhvervsbetinget kørsel mellem hjem og arbejdsplads(er) i forbindelse med arbejdets udførelse skal som udgangspunkt ikke medføre afgiftsbelægning eller beskatning, hverken hos arbejdsgiveren eller hos lønmodtageren.

Den såkaldte 60-dages-regel for kørsel mellem skiftende arbejdssteder skal revurderes i dette lys og bør forenkles og gøres lettere at administrere.

Ligeledes skal sondringen mellem særlige værkstedsbiler, der ikke er egnede til privat kørsel, og almindelige varebiler gøres lettere at gennemskue og administrere, så der er mindre skøn involveret i, hvilken type varebil der er tale om.

Der skal også findes en løsning for erhvervsdrivende, der har privat bolig og virksomhed på samme adresse, så der ikke sker en urimelig mistanke om misbrug af reglerne.

Andre regler, der skaber forståelsesproblemer og unødvendige administrative byrder, skal også fjernes eller ændres.

Det foreslås, at der tages udgangspunkt i det forslag, som en række erhvervsorganisationer har indsendt til Folketingets Erhvervsudvalg (alm. del – bilag 15) og Folketingets Skatteudvalg (alm. del – bilag 14)

»Forslag til ændring af moms- og skattereglerne om kørsel med biler på gule nummerplader«.

Ved udarbejdelsen af lovforslaget skal det sikres, at initiativerne ikke samlet forringer erhvervslivets konkurrencekraft eller lægger nye økonomiske byrder på virksomhederne.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →