Skriftlig fremsættelse (12. april 2007) - L 209
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (12. april 2007)
Undervisningsministeren (Bertel Haarder)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om betaling for visse uddannelsesaktiviteter i forbindelse med lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.m. (Andre aktørers inddragelse i beskæftigelsesindsatsen)
(Lovforslag nr. L 209).
Lovforslaget er en opfølgning på aftalen »Flere i arbejde«, der som et element har, at andre aktører skal inddrages i hele den beskæftigelsespolitiske indsats.
Efter lovforslaget får andre aktører, der varetager opgaver som led i den aktive beskæftigelsesindsats efter aftale med staten i jobcenteret eller kommunen, de samme muligheder som staten i jobcenteret eller kommunerne med hensyn til at bruge uddannelsesaktiviteter som led i indsatsen. Samtidig sikres det, at uddannelsesinstitutionerne modtager betaling svarende til de tilskud mv. for uddannelsen, som de i henhold til lovgivningen er berettiget til.
Idet jeg henviser til lovforslaget med bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.