Legislator Case Law & Legislation
20061XX00327 DK

Skriftlig fremsættelse (21. marts 2007) - L 191

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2006 L 191 Valid

Skriftlig fremsættelse (21. marts 2007)

Indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om røgfri miljøer.

(Lovforslag nr. L 191).

Lovforslaget er en udmøntning af den politiske aftale af 21. november 2006 om den fremtidige indsats for røgfri miljøer indgået mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten.

Formålet med lovforslaget er at udbrede røgfri miljøer med henblik på at forebygge sundhedsskadelige effekter af passiv rygning samt at forebygge, at nogen ufrivilligt kan udsættes for passiv rygning.

Loven finder anvendelse på alle offentlige og private arbejdspladser, på institutioner og skoler for børn og unge, på øvrige uddannelsesinstitutioner, i indendørs lokaliteter, hvortil offentligheden har adgang (det offentlige rum), i kollektive transportmidler og taxaer og på serveringssteder. Hovedreglen er, at rygning ikke vil være tilladt indendørs disse steder. Den enkelte arbejdsplads, kommunalbestyrelse m.v. forudsættes at tage stilling til den lokale udmøntning af loven, herunder indførelse af mere restriktive regler eller anvendelse af lovens undtagelsesmuligheder.

Lovforslaget indeholder en længere række undtagelser. Generelt er der adgang til at indrette rygekabiner og rygerum på arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner, i det offentlige rum, på serveringssteder m.v. Hertil kommer undtagelser for bl.a.: Arbejdslokaler, der alene tjener som arbejdsplads for én person; små værtshuse med alkoholbevilling og et serveringsareal under 40 m2 m.v.; væresteder for socialt udsatte; bolig eller værelser for beboere på plejehjem og lignende.

Det kan i denne forbindelse oplyses, at beskæftigelsesministeren vil gøre det muligt for arbejdsledige at afslå formidlet arbejde på små værtshuse og på særlige væresteder for socialt udsatte. Dette vil ske i form af en ændring af de administrativt fastsatte regler om gyldige grunde.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne hertil, skal jeg på regeringens vegne anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →