Legislator Case Law & Legislation
20061XX00325 DK

Skriftlig fremsættelse (21. marts 2007) - L 192

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2006 L 192 Valid

Skriftlig fremsættelse (21. marts 2007)

Socialministeren (Eva Kjer Hansen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Diæter mv. til medlemmer af ældreråd)

(Lovforslag nr. L 192).

Lovforslaget har til formål at give kommunerne pligt til at yde medlemmerne af de kommunale ældreråd diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i lov om kommunernes styrelse. Medlemmerne af ældrerådene bliver dermed ligestillet med handicaporganisationernes medlemmer af handicaprådene i den henseende.

Ældrerådet skal medvirke til at øge medindflydelsen og medansvaret for kommunens ældre borgere, og være med til at sikre, at dialogen og samarbejdet mellem de ældre og kommunalbestyrelsen udbygges. Et af midlerne til at sikre målet om, at de ældre skal have mulighed for at få indflydelse på den lokale ældrepolitik, er, at der ikke er barrierer, der afholder personer over 60 år i at stille op til valg til ældrerådet. Med forslaget om diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse fjernes en mulig økonomisk barriere mod at stille op til valg i ældrerådet.

Der skal være klar og tydelig hjemmel til at yde støtte til enkeltpersoner. I dag er der ikke hjemmel til, at kommunalbestyrelsen kan udbetale diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse til medlemmerne af de kommunale ældreråd. Med lovforslaget får kommunerne pligt til at yde de nævnte ydelser til medlemmerne af ældrerådene.

Udgifterne for kommunerne forbundet med lovforslaget skønnes at udgøre 1,9 mio. kr. i 2007 og herefter 3,7 mio. kr. årligt. Udgifterne til forslaget omfatter kommunernes ydelse af diæter, erstatning for tabt arbejdsfortjeneste samt udgiftsgodtgørelse til ældrerådenes medlemmer, samt mindre administrationsudgifter for kommunerne i forbindelse med opgørelse og udbetaling af godtgørelsen.

De økonomiske konsekvenser af lovforslaget skal forhandles med kommunerne.

Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. juli 2007.

Med disse bemærkninger skal jeg indstille lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →