Legislator Case Law & Legislation
20061XX00244 DK

Skriftlig fremsættelse (31. januar 2007) - L 141

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2006 L 141 Valid

Skriftlig fremsættelse (31. januar 2007)

Videnskabsministeren (Helge Sander)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet ( Præcisering af reglerne om forsyningspligt og nummeroplysningsdata).

(Lovforslag nr. L 141).

Den gældende telelov indeholder regler om forsyningspligt, som indebærer, at enhver har krav på at få leveret en række basale teleydelser over hele landet. TDC er udpeget som forsyningspligtudbyder frem til 31. december 2007.

Lovforslagets sigte er at gennemføre en tilpasning af reglerne om forsyningspligt, bl.a. på baggrund af, at der skal udpeges en eller flere nye forsyningspligtudbydere med virkning fra 1. januar 2008.

Lovforslaget skal desuden ses i sammenhæng med, at den teknologiske og markedsmæssige udvikling på visse punkter har ændret grundlaget for at tilvejebringe visse forsyningspligttjenester. Der er derfor behov for at tilpasse indholdet af forsyningspligten, hvilket er hensigtsmæssigt at gennemføre i forbindelse med, at en eller flere nye forsyningspligtudbydere skal udpeges.

Lovforslaget giver bl.a. mulighed for, at der kan fastsættes regler om, at de enkelte forsyningspligtydelser eller delelementer heraf ikke skal udbydes som led i forsyningspligten eller ikke eller kun i begrænset omfang skal udbydes til nye kunder. Udnyttelse af bestemmelsen forudsætter, at tilsvarende tjenester er tilgængelige for brugerne. Lovforslaget åbner hermed bl.a. mulighed for, at der kan fastsættes nærmere regler om en gradvis udfasning af ISDN og faste kredsløb. Lovforslaget åbner desuden mulighed for, at forsyningspligten kommer til at omfatte en bredbåndsforbindelse til visse personer med funktionsnedsættelse til brug for videotelefoni, som er egnet til kommunikation ved hjælp af tegnsprog. Videotelefoni vil i mange tilfælde kunne afløse teksttelefonen.

Lovforslaget indeholder herudover en forenkling af reglerne vedrørende opdatering af nummeroplysningsdata. Baggrunden herfor er et ønske om at mindske de administrative byrder og at sikre forbrugerne, at de står registreret med samme data hos de forskellige udbydere af nummeroplysningstjenester.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til velvillig behandling i det høje Ting.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →