Skriftlig fremsættelse (1. februar 2007) - L 126
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (1. februar 2007)
Transport- og energiministeren (Flemming Hansen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om tilskud til elproduktion
(Omlægning af tilskud til industrielle værker m.v.)
(Lovforslag nr. L 126).
Hensigten med lovforslaget er at foretage en række forenklinger og præciseringer af bestemmelserne i lov om tilskud til elproduktion. Lovændringen kan danne baggrund for en forenkling af myndighedernes administration og tilsyn med ordningen om tilskud til elproduktion. Der foreslås ikke ændringer af tilskuddets størrelse til den enkelte elproducent.
Det foreslås, at ministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at det tidsbegrænsede driftstilskud på henholdsvis 7 og 2 øre pr. kWh til naturgasbaseret industriel kraftvarmeproduktion kan ydes som et engangsbeløb. Dette er begrundet i administrative forenklingshensyn.
Herudover foreslås, at dele af administrationen af ordningen kan overflyttes til Energinet.dk, hvilket vil kunne føre til yderligere administrative forenklinger. Desuden søges hjemmel til at oplysninger indgivet til Energiproducenttællingen samt det såkaldte stamdataregister kan nyttiggøres i forbindelse med administration og kontrol af ordningen.
Elproduktionstilskudsordningen er i sin helhed godkendt til og med udgangen af 2007 af Kommissionen efter EU’s statsstøtteregler, jf. statsstøttesag (N 466/2002). To af de foreslåede ændringer vedrører statsstøttereglerne, og de vil blive forelagt Kommissionen i forbindelse med ansøgning om fornyet godkendelse af tilskudsordningen.
Med lovforslaget tilvejebringes endvidere hjemmel til implementering af dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/8/EF af 11. februar 2004 om fremme af kraftvarmeproduktion på grundlag af en efterspørgsel efter nyttevarme på det indre energimarked og om ændring af direktiv 92/42/EØF. Efter Kraftvarmedirektivet skal kraftvarmeproduktionen være højeffektiv for at være tilskudsberettiget, og lovforslaget giver derfor mulighed for, at elproduktionstilskuddet kan afskæres, hvis kraftvarmeproduktionen ikke er højeffektiv.
Bestemmelserne om supplerende elproduktionstilskud ophæves, da der ikke længere ydes tilskud fra ordningen.
Endelig foreslås en række præciseringer og mindre tekniske ændringer af loven.
Lovforslaget har ikke konsekvenser for miljøet.
Idet der i øvrigt henvises til lovforslaget med bemærkninger, anbefales forslaget til Folketingets velvillige behandling.