Skriftlig fremsættelse (10. januar 2007) - L 117
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (10. januar 2007)
Kulturministeren (Brian Mikkelsen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om videresalg af billetter til kultur- og idrætsarrangementer.
(Lovforslag nr. L 117).
Formålet med lovforslaget er at modernisere reglerne om videresalg af billetter til danske kultur- og idrætsarrangementer. Det skal være forbudt at udbyde og videresælge sådanne billetter til et højere beløb, end de oprindeligt er erhvervet for, med mindre der foreligger en aftale med arrangøren. Overtrædelse af forbudet straffes med bøde.
En del billetter til kultur- og idrætsarrangementer i Danmark opkøbes med henblik på videresalg til en højere pris, end de er erhvervet for. Dette kan betyde, at forbrugerne ikke kan købe billetter til kulturelle arrangementer via de almindelige kanaler, men tvinges til at betale overpriser på det uautoriserede billetmarked. Dette er ikke gavnligt for hverken forbrugerne eller samfundet som sådan.
Lovforslaget ophæver samtidig gældende lov om forbud mod videresalg af billetter til offentlige forlystelser, der daterer sig tilbage fra 1919. I gældende lov er der tale om et forbud mod videresalg af billetter, hvor sælgeren forsøger at opnå fortjeneste, hvorimod lovforslaget også gør det muligt at straffe selve udbudet af billetter til en højere pris end de er erhvervet for.
Det vil fortsat være lovligt at videresælge billetten til pålydende pris inklusive eventuelt betalt gebyr, ligesom billetter frit kan videresælges til en lavere pris. Kravet om en aftale med arrangøren vil altså kun gælde, når billetterne udbydes til et højere beløb, end billetterne oprindeligt er erhvervet for. Aftalemodellen minder om de formidlingsaftaler, der gennem en årrække har været brugt mellem arrangører af diverse kulturelle arrangementer og forskellige billetagenturer.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, anbefaler jeg forslaget til Tingets velvillige behandling.