Legislator Case Law & Legislation
20061XX00079 DK

Skriftlig fremsættelse (15. november 2006) - L 82

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2006 L 82 Valid

Skriftlig fremsættelse (15. november 2006)

Skatteministeren (Kristian Jensen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om afgift af mineralvand m.v. samt emballageafgiftsloven (Nedsættelse af mineralvandsafgiften samt emballageafgiften for kildevandsflasker).

(Lovforslag nr. L 82).

Dette forslag er en del af finanslovsaftalen for 2007 mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti.

Forslaget har to formål.

For det første at reducere grænsehandelen og den illegale handel med sodavand, idet grænsehandelen med sodavand skønnes at udgøre 115 mio. liter eller 550 mio. kr. i 2006. Den illegale indførsel af sodavand vurderes at udgøre 3 – 5 pct. af det samlede forbrug i Danmark.

For det andet at udvide retur- og pantsystemet med kildevandsflasker, således at disse i mindre omfang henkastes i naturen og bybilledet. Nedsættelsen af emballageafgiften er en følge heraf.

Forslaget består således af to elementer

– Nedsættelse af mineralvandsafgiften m.v. med 24 øre/liter eksklusive moms (30 øre/liter inklusiv moms)

– Nedsættelse af emballageafgiften for kildevand svarende til 10 øre på en 50 cl flaske

Forslaget foreslås at træde i kraft den 1. januar 2007. Virkningstidspunkterne foreslås dog udskudt. Nedsættelsen af mineralvandsafgiften udskydes til den 8. januar 2007 for at sikre bl.a. detailhandelen mulighed for at foretage en lageropgørelse i weekenden udenfor normal åbningstid og uden at dette skal foregå hen over nytåret. Nedsættelsen af emballageafgiften udskydes indtil udvidelsen af pantordningen er notificeret for EU i henhold til EU’s regler herom.

Nettoprovenutabet ved en nedsættelsen af mineralvandsafgiften udgør ca. 80 mio. kr. årligt. Såfremt nedsættelsen kommer forbrugerne til gode medfører nedsættelsen et prisfald på 30 øre pr. liter inkl. moms på sodavand m.m. Samtidig vurderes det, at et prisfald vil medføre at nettogrænsehandelen og de illegale indførsler reduceres med ca. 45 mio. kr.

Nedsættelsen af emballageafgiften medfører isoleret set et provenutab på 8,5 mio. kr. årligt. Såfremt virkningstidspunktet først bliver den 1. juli 2007 bliver provenutabet i finansåret 2007 på 4,25 mio. kr.

Forslaget er sendt i høring med høringsfrist til den 17. november 2006.

Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets hurtige og velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →