Skriftlig fremsættelse (27. oktober 2006) - L 56
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (27. oktober 2006)
Videnskabsministeren (Helge Sander)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet (Præcisering af reglerne om fastsættelse af forpligtelser vedrørende samtrafik ).
(Lovforslag nr. L 56).
Lovforslaget har baggrund i det regelsæt, der blev indført med implementeringen af EU-teledirektivpakken i 2003. Det blev således med lovændringen i 2003 indført, at IT- og Telestyrelsen i henhold til EU-teledirektivpakken, på baggrund af foretagne markedsanalyser, foretaget på 18 definerede delmarkeder, skal træffe markedsafgørelser, såfremt det er konstateret, at der ikke er reel konkurrence på de konkrete delmarkeder. Markedsafgørelser pålægger udbydere med stærk markedsposition forpligtelser, der er berettigede og proportionale i forhold til at løse de konstaterede konkurrenceproblemer.
Baggrunden for lovforslaget er at præcisere en række bestemmelser i lovgivningen med henblik på at sikre opfyldelse af intentionerne i henholdsvis EU-teledirektivpakken fra 2002 og ændringen af teleloven i 2003. Forslaget skal bl.a. ses i sammenhæng med en afgørelse fra Teleklagenævnet i maj 2006.
Formålet med lovforslaget er derfor navnlig
– at præcisere, at alene teleloven fra 2003 skal finde anvendelse i alle markedsafgørelser – herunder også de første afgørelser på de enkelte markeder – som IT- og Telestyrelsen træffer,
– at præcisere, at IT- og Telestyrelsen ved fastsættelse af nye forpligtelser efter 2003-loven ikke indholdsmæssigt er bundet af forpligtelserne i den tidligere lovgivning fra 2000. Det vil sige, at IT- og Telestyrelsen ikke er afskåret fra at pålægge mere byrdefulde forpligtelser, end det var muligt efter de gamle regler, hvis den konkrete markedsundersøgelse viser, at der er behov for det,
– at præcisere adgangen for IT- og Telestyrelsen til at fastsætte krav til kvalitet af de samtrafikprodukter, som det pålægges udbydere med en stærk markedsposition at give adgang til,
– at præcisere, at IT- og Telestyrelsens markedsafgørelser som hovedregel skal rettes mod den juridiske enhed i koncernen, som forestår koncernens ledelse i Danmark, og
– at der foretages visse tilpasninger af regelsættet med henblik på at bringe dette i overensstemmelse med tidligere foretagne ændringer af teleloven.
Ændringerne tjener blandt andet til at sikre, at loven er fleksibel nok til at dække såvel eksisterende som fremtidige produkter og teknologier på området.
Desuden fremmes konkurrencen med lovforslaget ved, at flere operatører, såfremt det er proportionelt og berettiget, har mulighed for blandt andet i forbindelse med samhusning at foretage interne kablinger operatørerne imellem, i sidste ende til gavn for slutbrugerne.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til velvillig behandling i det høje Ting.