Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2006) - L 12
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2006)
Undervisningsministeren (Bertel Haarder)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om statens uddannelsesstøtte (SU-loven) (Ophævelse af revisionsbestemmelse om tillæg til uddannelsessøgende i videregående uddannelse med varig funktionsnedsættelse)
(Lovforslag nr. L 12).
Tillægsstipendium til studerende i videregående uddannelser blev indført den 1. august 2004.
Tillægget gives til studerende med varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, som har meget betydelige begrænsninger i evnen til at påtage sig erhvervsarbejde ved siden af deres uddannelse på tilsvarende måde som andre studerende.
Da der i forbindelse med lovbehandlingen viste sig en vis usikkerhed om afgrænsning af personkredsen og om graden af begrænsning af arbejdsevnen, blev det skønnet hensigtsmæssigt at indsætte en bestemmelse i loven om revision af ordningen efter 2 år. Revisionen skulle bl.a. fokusere på, om målene i forhold til personkreds og arbejdsevnekriterium blev nået.
Ansøgningerne om tillægget er blevet behandlet ud fra de visitationskriterier og den særlige arbejdsevnevurdering, der er udviklet til ordningen. I det første år, fra den 1. august 2004 til 31. juli 2005, fik 352 studerende tildelt et tillæg, mens 153 studerende fik afslag. I det andet år, fra den 1. august 2005 til den 31. juli 2006, fik 467 studerende med handicap tildelt et tillægsstipendium, mens 231 studerende fik afslag.
I 2-årsperioden har Ankenævnet for Uddannelsesstøtten behandlet 55 klager, hvoraf 48 afslag er stadfæstet, svarende til 87 pct. af klagerne.
De statistiske oplysninger fra den 2-årige periode, fra den 1. august 2004 til den 31. juli 2006, viser, at ordningen i det andet år, fra den 1. august 2005 til den 31. juli 2006, stort set har nået det i lovforslaget (nr. L 81, Folketingsåret 2003-04) forventede antal personer på ca. 500-600.
Lovforslaget har været sendt i høring, men de indkomne høringssvar har ikke givet anledning til at foreslå ordningen ændret. På dette grundlag foreslår jeg revisionsbestemmelsen ophævet.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale forslaget til velvillig behandling i det høje Ting.