Beretning om opfølgning på konferencen om samspillet mellem Folketing og regering \n(Vedrørende lovforberedelsen og udvalgsbehandlingen af lovforslag m.v.)

Beretning afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 9. maj 2007

Beretning

om

opfølgning på konferencen om samspillet mellem Folketing og regering

(Vedrørende lovforberedelsen og udvalgsbehandlingen af lovforslag m.v.)

Indledning

Folketinget afholdt den 9. oktober 2006 en konference om samspillet mellem Folketing og regering, hvor en lang række emner under overskrifterne Folketingets kontrol med regeringen, lovforberedelsen og lovbehandlingen blev drøftet.

Efterfølgende har Folketingets formand fremlagt tilkendegivelserne fra konferencen for udvalgsformændene, og disse har været drøftet i Folketingets Præsidium og Udvalget for Forretningsordenen.

Udvalget for Forretningsordenen har på baggrund af de synspunkter, der blev fremført på konferencen og de efterfølgende drøftelser, besluttet at opdele arbejdet med opfølgningen af konferencen.

Denne beretning indeholder således udvalgets indstilling til de synspunkter om lovforberedelse og udvalgsbehandling af lovforslag, der blev rejst på konferencen.

En række andre emner, der indebærer ændring af Folketingets forretningsorden, vil indgå i en betænkning og indstilling herom.

1. Lovforberedelsen, herunder orientering af udvalgene om lovudkast og høringsprocessen

1.1. Konsekvensvurderinger af ny lovgivning

Formålet med konsekvensvurderinger er at sikre, at konsekvenserne af et lovforslag belyses så grundigt som muligt. Konsekvensvurderinger har en væsentlig funktion i forbindelse med det lovforberedende arbejde, fordi konsekvensvurderinger bidrager til at indkredse, hvordan et givent politisk mål bedst kan opnås, jf. bl.a. Finansministeriets vejledning om konsekvensanalyser, maj 2005.

Kravene til disse og andre dele af et lovforslags bemærkninger har gentagne gange været drøftet mellem regering og Folketing.

Alle lovforslag skal indeholde bemærkninger om følgende

- de økonomiske konsekvenser for stat, regioner og kommuner,

- de administrative konsekvenser for stat, regioner og kommuner,

- de administrative konsekvenser for borgerne,

- væsentlige økonomiske konsekvenser for erhvervslivet,

- væsentlige administrative konsekvenser for erhvervslivet,

- væsentlige miljømæssige konsekvenser og

- forholdet til EU-retten.

De nævnte bemærkninger skal sammenfattes i et skema, der optrykkes som sidste punkt i et lovforslags almindelige bemærkninger.

Metoderne til at opgøre de ovennævnte konsekvenser er forskellige fra område til område, jf. bl.a. den ovenfor nævnte vejledning fra Finansministeriet. For så vidt angår de administrative konsekvenser for erhvervslivet, benyttes f.eks. den såkaldte AMVAB-metode (Aktivitetsbaseret Måling af Virksomhedernes Administrative Byrder) suppleret med mere kvalitative metoder, især fokusgrupper og brugertest.

Ud over de nævnte obligatoriske konsekvensvurderinger kan der efter omstændighederne være grund til at redegøre for andre konsekvenser af et lovforslag end dem, der er omtalt ovenfor. Det kan f.eks. dreje sig om et forslags regionalpolitiske eller ligestillingsmæssige konsekvenser. Der kan også være særlige konsekvenser for f.eks. handicappede eller det frivillige foreningsliv. De nævnte konsekvenser skal ikke indgå i det ovenfor omtalte sammenfattende skema.

Et beslutningsforslag om sundhedsmæssige konsekvensvurderinger er for øjeblikket til behandling i Folketinget.

Udvalget finder det væsentligt, at ministrene er opmærksomme på mulighederne for at videreudvikle arbejdet med konsekvensvurderinger dels for at styrke beslutningsgrundlaget i forbindelse med ny lovgivning, dels for at styrke mulighederne for at følge virkningerne af gennemført lovgivning.

1.2. Lovudkast til folketingsudvalg

I tilknytning til Folketingets konference om lovkvalitet i oktober 1998 aftalte regeringen og Folketinget, at udkast til lovforslag sendes til det relevante folketingsudvalg til orientering samtidig med udsendelse i høring. Lovudkast omdeles i udvalgene på almindelig del, og det er aftalt, at det søges undgået, at der stilles spørgsmål til udkastet, før det er fremsat.

Udvalget finder, at den etablerede ordning med oversendelse af lovudkast er vigtig, da udvalgene herved får mulighed for at følge med i lovgivningsarbejdet på lige fod med de hørte organisationer m.v. og offentligheden i øvrigt, jf. nedenfor under pkt. 1.4.

Ordningen fungerer efter en indkøring godt, og udvalget har ikke fundet anledning til at foreslå ændringer af ordningen.

1.3. Høringssvar og -notat oversendes samtidig med fremsættelsen

Siden 2002 har det været aftalt mellem regeringen og Folketinget, at svarene på de høringer, som gennemføres som led i lovforberedelsen, og et høringsnotat med kommentarer til høringen sendes til det relevante folketingsudvalg normalt samtidig med fremsættelsen og senest torsdag i ugen før 1. behandlingen i Folketinget. Udvalgssekretariaterne påser, at høringssvar med kommentarer modtages til tiden, og sørger for hurtig omdeling, men ansvaret for rettidig fremsendelse påhviler naturligvis ministeriet.

Udvalget finder, at der er tale om en god ordning, hvor der gives medlemmerne mulighed for at kende høringsparternes synspunkter og ministrenes kommentarer hertil i god tid inden 1. behandling af lovforslaget. Ordningen giver Folketinget et godt og bredt grundlag for det videre arbejde med forslaget.

Udvalget har konstateret, at oversendelse af høringssvar og høringsnotat til Folketinget ofte sker torsdag i ugen før 1. behandling og ikke – som det er hovedreglen – samtidig med fremsættelsen. Udvalget skal derfor indskærpe over for ministerierne, at hovedreglen for oversendelse af høringssvar og høringsnotat er fremsættelsestidspunktet, således som det også fremgår af Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet.

Udvalget vil følge udviklingen på området og herunder overveje at drøfte med regeringen, hvad der bør være omfattet af ministeriernes orientering om høringen, herunder hvordan der bør forholdes med hensyn til synspunkter og kommentarer fra ministerområder, som varetager en særlig tværgående opgave, og som tilsendes ministeriet, efter at lovudkastet er sendt i høring, og om der er behov for at udarbejde retningslinjer for høringsnotaternes form, bl.a. med henblik på at styrke læsevenligheden.

1.4. Høringsprocessen

Udvalget finder generelt, at de gældende retningslinjer for høringsprocessen imødekommer både de behov, særligt interesserede parter har, og de behov, offentligheden måtte have for at komme med bemærkninger til lovudkast, inden fremsættelsen af lovforslag i Folketinget.

Det er den enkelte minister, der inden for rammerne af Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet tilrettelægger høring over lovforslag. Ministeren fastlægger bl.a. kredsen af høringsparter og høringsfristen . Når et lovudkast sendes i høring, offentliggøres det samtidig på det pågældende ministeriums hjemmeside samt på Høringsportalen, som findes på www.danmark.dk. Foruden lovforslag skal høringsbrev samt liste over høringsberettigede offentliggøres. Indkomne høringssvar, der sendes til Folketinget, gøres ligeledes tilgængelige på Høringsportalen.

Folketingets udvalg kan generelt drøfte årets lovgivningsarbejde, herunder spørgsmålet om høringer, med ministrene i forbindelse med fremlæggelsen af regeringens lovprogram. Udvalgene har desuden, jf. Udvalget for Forretningsordenens betænkning og indstilling af 7. maj 1999, mulighed for selv at sende lovforslagene i høring, når disse er fremsat, eller at foreslå berørte organisationer at indsende deres kommentarer til udvalget eller komme i deputation herom.

Udvalget understreger vigtigheden af, at de hørte parter har mulighed for at udarbejde et fyldestgørende svar, og kan støtte, at ministerierne tilstræber frister på – som tommelfingerregel – ikke under 4 uger.

Udvalget skal anføre, at såfremt et udvalg i forbindelse med lovbehandlingen måtte have bemærkninger til f.eks. kredsen af høringsparter, kan spørgsmålet drøftes med den pågældende minister, herunder hvordan ikkehørte parter i givet fald kan inddrages i lovgivningsarbejdet, og om der gives den fornødne tid til, at høringsparterne kan kommentere også komplekse lovudkast.

Udvalget skal i øvrigt henvise til det ovenfor under pkt. 1.3. anførte.

1.5. Mere offentlighed i den politiske proces forud for fremsættelsen af lovforslag

Udvalget har drøftet, om det baggrundsmateriale, herunder notater og beregninger m.v., som ofte indgår som væsentlige elementer i beslutningsgrundlaget for forhandlingerne om kommende lovforslag, og som dermed indirekte også er væsentligt for den senere udmøntning i et konkret lovforslag, i større omfang kunne blive tilgængeligt for offentligheden eller for partier, der ikke (længere) indgår i forhandlingerne.

Det er udvalgets opfattelse, at en fast procedure for og en konkret aftale om offentliggørelse af det baggrundsmateriale, der udarbejdes under forhandlingerne om et kommende lovforslag, ikke vil være hensigtsmæssig. Der er under forhandlingerne om kommende lovgivning en lang række hensyn at tage til både de parter, der forhandler, og til offentligheden i øvrigt. Forhandlingsforløbet vil ofte blive brugt af parterne til at få oplysninger om forskellige handlemuligheder, uden at parterne derved har taget stilling til, om det er disse muligheder, der også skal anvendes senere ved den konkrete udformning af forslaget. Det er derfor udvalgets opfattelse, at en fast procedure og en konkret aftale om offentliggørelse af sådanne foreløbige overvejelser vil begrænse parternes mulighed for at få tilstrækkelige oplysninger under forhandlingsforløbet, og i visse tilfælde kan offentliggørelse af foreløbige overvejelser også medvirke til misforståelser og uhensigtsmæssige reaktioner i offentligheden.

Udvalget vil dog opfordre statsministeren til i så stor udstrækning som muligt at skabe mere offentlighed i den lovforberedende proces omkring store betydningsfulde reformkomplekser, jf. også afsnit 1.6.

1.6. Debatskabende initiativer

Udvalget finder, at den arbejdsform, der blev gennemført i forbindelse med velfærdsreformen startende med høringer og borgerundersøgelser i 2000 om velfærdens kerneområder: Ældreomsorg, sundhed, familie/skole og det rummelige arbejdsmarked og siden Velfærdskommissionens arbejde, med offentliggørelse af delresultater og dermed løbende orientering og inddragelse af Folketing og offentlighed, var en tilfredsstillende proces, der fremover vil kunne anvendes som eksempel til efterfølgelse, når der skal gennemføres omfattende væsentlige reformer af vidtgående samfundsmæssig betydning. Det er vigtigt, at der gennemføres sådanne debatskabende foranstaltninger, jf. f.eks. også Fremtidspanelet, og evt. med inddragelse af Teknologirådet og Det Etiske Råd.

1.7 Samlelove

Folketingets Udvalg for Forretningsordenen har tidligere behandlet denne problemstilling og har i en betænkning i 1999 vedrørende forbedring af lovkvaliteten om brugen af samlelove udtalt, at »regeringens og Folketingets fælles ønske om at reducere antallet af lovforslag ikke bør føre til anvendelse af såkaldte samlelove i andre tilfælde, end hvor der foreligger en nøje saglig eller politisk sammenhæng mellem de foreslåede temaer.«

Udvalget opfordrer ministrene til fortsat at være opmærksomme på at undgå unødig anvendelse af samlelove. Dette indebærer, at ministrene skal være opmærksomme på de krav til indholdsmæssig sammenhæng og saglig og politisk sammenhæng i forslag til ændringslove, der er beskrevet i henholdsvis Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet fra juni 2005, side 28, og side 20 i Håndbog i folketingsarbejdet fra oktober 2005.

2. Udvalgsbehandlingen af lovforslag

2.1. Åbenhed i udvalgsarbejdet

I dag foregår udvalgenes arbejde med lovgivning som udgangspunkt for lukkede døre. Som noget nyt har Folketingets Europaudvalg besluttet at ændre dette udgangspunkt, således at udvalgets møder holdes for åbne døre, medmindre regering og udvalg er enige om at lukke dørene.

Det er udvalgets opfattelse, at den mulighed, Folketingets udvalg i dag har efter forretningsordenens § 8, stk. 3, for at beslutte at holde åbne udvalgsmøder, giver udvalgene gode muligheder for at vurdere, om møderne skal være åbne over for offentligheden. Det er endvidere udvalgets opfattelse, at det bør være det enkelte udvalgs flertal, der afgør, i hvilket omfang udvalgsmøderne skal holdes åbne eller lukkede for offentligheden. For så vidt angår udvalgsmøder med samråd, er der dog intet ønske om at ændre reglen i forretningsordenens § 8, stk. 8, om, at tre medlemmer af udvalget kan anmode om, at et samråd i udvalget holdes for åbne døre. Åbne møder bør dog ikke gennemføres mod spørgerens ønske.

2.2. Eksperthøringer over lovforslag

Folketingets udvalg har i dag mulighed for at holde både lukkede og åbne eksperthøringer, jf. forretningsordenens § 8, stk. 9, og de fleste udvalg udnytter begge muligheder. Udvalgene vælger som udgangspunkt de lukkede eksperthøringer ved mere teknisk og juridisk vanskelige forslag, mens de åbne høringer vælges ved de mere politiske forslag.

Udvalget finder det fortsat rigtigt, at afgørelsen af, om en høring skal afholdes som en lukket eller en åben høring, træffes af flertallet i de enkelte udvalg.

2.3. Teknisk gennemgang i forbindelse med høring

Folketingets udvalg anmoder i vidt omfang om teknisk gennemgang af vanskelige og komplekse lovforslag, når disse efter 1. behandling er henvist til udvalgene.

Udvalget finder det ikke hensigtsmæssigt – således som det blev nævnt under konferencen – at foreslå en ordning, hvorefter udvalgene kan anmode om teknisk gennemgang af lovudkast, der er sendt i høring, men endnu ikke fremsat. En sådan teknisk gennemgang af et lovudkast vil være uhensigtsmæssig alene af den grund, at der kan være stor usikkerhed om, hvordan det endelige lovforslag udformes. Det kunne bl.a. betyde, at udvalget skulle have endnu en teknisk gennemgang, når forslaget blev fremsat. Udvalget skal derfor opfordre de enkelte udvalg til i højere grad ved teknisk vanskelige lovforslag at få fastlagt tidspunktet for den tekniske gennemgang i god tid før 1. behandling, dvs. i umiddelbar forlængelse af fremsættelsen, således at medlemmerne inden 1. behandling kan få afklaret mange af de tekniske spørgsmål.

2.4. Overholdelse af tidsplanerne for behandlingen af lovforslag

Udvalget skal opfordre såvel udvalgsmedlemmer som ministre til at udvise disciplin i forhold til de tidsplaner, som fastsættes for behandlingen af de enkelte lovforslag. Det gælder især i forhold til frister for spørgsmål og svar.

2.5. Klausulering af oplysninger som fortrolige

Det er den enkelte minister, der i henhold til gældende regler oplyser, om et dokument, der sendes til et udvalg, efter ministerens opfattelse er fortroligt og i givet fald, hvor længe dokumentet skal behandles som fortroligt. Spørgsmålet er ikke mindst aktuelt ved Folketingets behandling af sager i grænseområdet mellem privat og offentligt regi, og i forbindelse med udliciteringer. Udvalget skal opfordre de enkelte udvalg til at drøfte anvendelsen af fortroligt stemplede dokumenter med fagministrene, herunder omfanget heraf såvel i relation til det samlede fremsendte dokument som til det tidsmæssige perspektiv, således at der ikke blandt udvalgets medlemmer er tvivl om, efter hvilke retningslinjer oplysningerne er fortrolige.

2.6. Samråd i udvalg

Udvalget opfordrer de enkelte udvalg til at tage en drøftelse af, hvordan samrådsinstrumentet anvendes bedst muligt. Skal der f.eks. stilles flere skriftlige spørgsmål forud for samrådet for at undgå, at samrådet indledes med oplæsning af lange, faktuelle talepapirer? Hvordan fastholdes fokus på emnet for samrådet? Skal der sættes et fast tidsrum af? Er der behov for en fordeling af taletiden mellem ordførere?

2.7. Høring over ændringsforslag

Det fremgår af Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet, at ændringsforslag sjældent vil være af vidtrækkende betydning. Der vil derfor sjældent være behov for en selvstændig høring over et ændringsforslag, men spørgsmålet kan overvejes, hvor der er en særlig anledning til det. Ikke desto mindre må man erkende, at der til tider – inden for de grænser, der følger af identitetsprincippet – stilles mere omfattende ændringsforslag.

I disse tilfælde kan udvalgsmedlemmerne spørge den pågældende minister, om der har været foretaget høring over ændringsforslagene, og, hvis dette ikke er tilfældet, bede om en begrundelse herfor. Udvalgene kan også bede ministeren om som en fast ordning ved udarbejdelse af væsentlige og omfattende ændringsforslag i bemærkningerne til ændringsforslaget at orientere om evt. høring.

Er der ikke foretaget høring, og finder udvalget, at der er behov for at høre særligt berørte grupper, kan udvalget selv foranstalte en høring over ændringsforslaget eller på anden vis opfordre de pågældende til at kommentere ændringsforslaget, jf. således betænkning og indstilling fra Udvalget for Forretningsordenen af 7. maj 1999.

Udvalget skal henlede opmærksomheden på de andre muligheder, der er for at inddrage særligt berørte m.v. inden oversendelse af et ændringsforslag til Folketinget eller under et udvalgs behandling af et ændringsforslag.

2.8. Evaluering af lovgivningen og lovovervågning

Det er en central opgave for et ministerium at føre tilsyn med den virkning, som ministeriets lovgivning har i praksis.

Der blev fra folketingsåret 1999-2000 bl.a. som opfølgning af lovkvalitetskonferencen i 1998 etableret en forsøgsordning med lovovervågning. Ordningen er nu gjort permanent således, at lovovervågning er et af flere instrumenter, som ministerierne kan bruge som led i at føre tilsyn med lovenes virkning.

I relation til Folketinget indebærer lovovervågningen bl.a., at der efter f.eks. en tre-årig periode afgives en redegørelse til det relevante folketingsudvalg efter bl.a. høring af de myndigheder, organisationer m.v., der var inddraget i forbindelse med lovforslagets udarbejdelse, jf. bl.a. »Retningslinier for udarbejdelse af redegørelser til folketingsudvalg i forbindelse med lovovervågning« (Finansministeriet 2004).

For at få et overblik over omfanget og resultaterne af lovovervågningen skal udvalget opfordre de enkelte udvalg til ved hvert folketingsårs begyndelse at anmode ministrene om en oversigt over de love, som er undergivet lovovervågning med forventet tidspunkt for aflevering af redegørelser til Folketinget.

Udvalget skal endvidere opfordre de enkelte udvalg til at sætte den nævnte oversigt til drøftelse på et udvalgsmøde eventuelt med deltagelse af den ansvarlige minister.

2.9. Delegation af lovgivningskompetence (bemyndigelsesbestemmelser)

Det følger af Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet, at der stilles krav om en præcis udformning af bemyndigelsesbestemmelser og bemærkningerne til disse. Er der alligevel tvivl, skal udvalget opfordre de enkelte udvalgsmedlemmer til at stille spørgsmål til pågældende minister om rækkevidden af bestemmelserne og evt. optrykke ministerens svar i betænkningen.

3. Materiel lovgivning på finansloven

Udvalget har noteret sig, at det af Finansudvalgets beretning af 27. oktober 2005 fremgår, at et enigt Finansudvalg generelt finder, at antallet af tekstanmærkninger bør begrænses mest muligt, at regulering af bevillingsfremmede forhold ved tekstanmærkning ikke må finde sted, og at ændring af eksisterende lovgivning kun bør finde sted, såfremt ændringen er tidsbegrænset, eller at ændring af lovgivningen ikke kan afventes, samt at varige eller generelle lovændringer ikke bør gennemføres ved tekstanmærkning.

4. Folketingets inddragelse ved indgåelse af mellemfolkelige forpligtelser

Der blev på konferencen givet udtryk for ønsker om at styrke inddragelsen af Folketinget i forbindelse med indgåelsen af internationale konventioner. Der er i dag fastsat visse retningslinjer om indgåelse af internationale konventioner i Udenrigsministeriets cirkulæreskrivelse af 1. december 1999, som især omhandler indhentelse af samtykke, orientering af fagudvalg før vedtagelse/undertegnelse samt statusoversigter, men udvalget ønsker at forbedre orienteringen af Folketinget om det arbejde med konventioner, der foregår i internationale fora. Udvalget vil derfor i samarbejde med regeringen fastlægge reviderede retningslinjer for en mere systematisk og sammenhængende behandling af konventioner.

Udenrigsministeren har i den forbindelse givet tilsagn om, at regeringen vil foretage en ændring af den praksis, der gælder i dag, således at vigtigheden af at inddrage Folketingets fagudvalg så tidligt som muligt i forbindelse med forhandlinger af aftaler, der må forventes at føre til indgåelse af multilaterale aftaler, vil blive indskærpet.

Det gælder først og fremmest, når der er tale om forhandlinger, der kan føre til en international aftale, hvor Folketingets samtykke skal indhentes. Men regeringen vil formulere den nye procedure således, at tidlig inddragelse af Folketinget ikke nødvendigvis begrænses til disse aftaler.

I forbindelse med den forestående ændring af praksis vil regeringen nu udarbejde retningslinjer med angivelse af mulige tidspunkter for, hvornår det i praksis bedst vil give mening tidligere at inddrage Folketinget i forbindelse med indgåelse af diverse multilaterale aftaler.

Med henblik på at sikre, at disse retningslinjer bliver bæredygtige, vil udarbejdelsen af retningslinjerne ske på baggrund af drøftelser mellem de ministerier, som vil blive særlig berørt af ændringen i praksis, idet det fortsat – efter ændringen – bliver de enkelte ministerier, der vurderer, hvornår Folketinget skal orienteres.

Retningslinjerne vil endvidere blive udformet så fleksibelt, at der kan tages højde for forskellighederne i de enkelte forhandlinger, idet det bemærkes, at der ikke er den samme ensartethed i proceduren i forbindelse med indgåelse af multilaterale aftaler, som det generelt er tilfældet for de retsakter, der er omfattet af EU-proceduren.

5. Behandlingen af EU-sager i Europaudvalget og fagudvalgene

5.1. Tidlig indflydelse

Udvalget har noteret sig, at det i Europaudvalgets seneste beretning af 23. juni 2006 om tidlig forelæggelse og åbenhed er anført, at »regeringen forpligter sig til løbende og så tidligt som muligt mundtligt at orientere Europaudvalget om behandlingen af forslag af større rækkevidde«, og om forelæggelse af forhandlingsoplæg anføres det, at »forslag af større rækkevidde forelægges Europaudvalget med henblik på forhandlingsoplæg, inden den danske holdning fastlægges (f. eks. i forbindelse med førstelæsningsaftale mellem Rådet og Europa-Parlamentet)«. Dette har allerede i praksis betydet væsentlige ændringer i udvalgets arbejde, idet der nu sker en tidligere inddragelse af Europaudvalget i væsentlige EU-sager samt en tidligere forelæggelse af forhandlingsoplæg.

5.2. Implementering af EU-lovgivning

Ved udarbejdelse af lovgivning, der implementerer EU-direktiver, skal udvalget henstille til regeringen, at det klart tilkendegives, i hvilket omfang lovbestemmelserne er en implementering af direktivbestemmelserne, hvilke direktivbestemmelser der er baggrunden for de enkelte lovbestemmelser, og i hvilket omfang lovforslagets bestemmelser går ud over de bagvedliggende direktiver, eller om disse giver en valgfrihed med hensyn til opfyldelsen.

5.3. Forpligtende proces

Udvalget er orienteret om, at det i Konferencen for Parlamentsformænd i EU for tiden overvejes, hvordan de nationale parlamenter kan inddrages mere i den lovforberedende proces i EU. Der arbejdes bl.a. med forslag om debatter i parlamenterne om Kommissionens strategiske politiske arbejdsprogram. Ligeledes har Kommissionen vedtaget procedurer til behandling af de nationale parlamenters udtalelser om grøn- og hvidbøger og forslag til retsakter. Disse initiativer vil forbedre parlamenternes (herunder fagudvalgenes) muligheder for indflydelse.

Som nævnt under pkt. 5.1. orienterer regeringen Europaudvalget på et tidligere tidspunkt end hidtil. Denne orientering sker bl.a. mundtligt i udvalgets møde, hvor der under punktet »Siden sidst« gives en orientering om væsentlige nye forslag samt om den seneste behandling (i Rådet og Europa-Parlamentet) af andre væsentlige forslag. Udvalget skal opfordre Europaudvalgets Underudvalg til i samarbejde med fagudvalgene at finde en måde, hvorpå fagudvalgene kan delagtiggøres i denne information.

5.4. Grundigere behandling af store EU-sager

Udvalget skal opfordre både medlemmer og udvalg til at anvende den eksisterende mulighed for at behandle store, vigtige EU-spørgsmål i salen, jf. forretningsordenens § 19, stk. 6.

P.u.v.

Christian Mejdahl

Formand

Et af de første eksempler på et sådant samarbejde var en henvendelse fra Udvalget for Forretningsordenen juni 1966 til statsministeren med anmodning om, at der blev udarbejdet fyldigere bemærkninger til regeringens lovforslag. Henvendelsen førte til, at statsministeren i et cirkulære gav regler om udformningen af disse bemærkninger. Cirkulæret er løbende revideret, jf. nu Statsministeriets cirkulære nr. 159 af 16. september 1998.

Reglen om at lovudkast skal oversendes til Folketinget samtidig med, at de bliver sendt i høring, fremgår af Statsministeriets cirkulæreskrivelse af 12. november 1998 og af Justitsministeriets lovkvalitetsvejledning.

Med hensyn til høringsfristen anføres det i Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet, at denne må afpasses efter de nærmere omstændigheder, men bør være så lang, at de hørte parter har mulighed for at udarbejde et fyldestgørende svar.