Legislator Case Law & Legislation
20061BB00125 DK

Forslag til folketingsbeslutning om reduktion af pesticidforbruget i dansk landbrug

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 2006 125 Valid

Fremsat den 28. marts 2007 af Mette Gjerskov (S), Torben Hansen (S), Dorrit Knudsen (S) og Vibeke Grave (S)

Forslag til folketingsbeslutning

om reduktion af pesticidforbruget i dansk landbrug

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag samt at foretage de nødvendige ændringer i administrative forskrifter med henblik på at sikre en reel reduktion af pesticidforbruget i dansk landbrug efter følgende retningslinjer

1. Udarbejdelse af pesticidreduktionsplaner for alle landbrugsbedrifter over 50 ha.

2. Indsendelse af en sprøjtejournal for landbrugsbedrifter over 50 ha en gang om året til Plantedirektoratet.

3. Offentliggørelse af samtlige sprøjtejournaler på internettet.

4. Gennemførelse af syn af sprøjteudstyr hvert 5. år på landbrugsbedrifter over 50 ha.

5. Intensivering af myndighedernes kontrol med landbrugets sprøjtning.

Bemærkninger til forslaget

Socialdemokraterne ønsker en mangfoldig natur i Danmark. En natur med et rigt dyre- og planteliv på landjorden og i vore fjorde, søer og vandløb. Socialdemokraterne har vedholdende arbejdet for disse målsætninger, jf. bl.a. forslag til folketingsbeslutning B192 fra april 2004 om en indsats for nedsættelse af pesticidanvendelsen. Derfor burde pesticidforbruget i dansk landbrug være faldende. Imidlertid sker det modsatte. Pesticidforbruget og dermed brugen af kemiske sprøjtemidler i naturen er steget 4 år i træk. Stigningen er sket på trods af en række initiativer, der skulle hjælpe landbruget til et faldende pesticidforbrug, herunder regeringens »Pesticidplan 2004-2009«. Det er en uholdbar og uacceptabel situation for naturen, hvis tålegrænser for længst er overskredet.

Pesticider er den eneste gruppe af miljøfremmede stoffer, som systematisk anvendes på over halvdelen af Danmarks samlede areal. Den omfattende brug af pesticider i landbruget påvirker dermed negativt flora og fauna mere end nogen anden form for kemisk forurening i Danmark. Sammenhængen mellem planter, insekter og fugle ødelægges, bl.a. fordi der er for få og for ensartede planter på markerne. Balancen i åer, søer og vandløb forrykkes til skade for arter og vandkvalitet.

Pesticidforbruget beregnes som behandlingshyppighed. Behandlingshyppigheden angiver, hvor mange gange landbrugsarealet kan sprøjtes med et givet pesticid, hvis det anvendes i de anbefalede doser. Det fremgår af tabel 1 nedenfor, at behandlingshyppigheden er steget fra 2,04 i 2002 til 2,32 i 2005. Ifølge regeringens »Pesticidplan 2005-2009« skal behandlingshyppigheden falde til 1,7 i 2009.

Tabel 1. Behandlingshyppighed 2002-2005.

År

Behandlingshyppighed

2002

2,04

2003

2,17

2004

2,18

2005

2,32

Kilde: Bekæmpelsesmiddelstatistik 2004 og 2005,

Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 5, 2006.

Selv om behandlingshyppigheden beregnes som et gennemsnit over 3 år og der dermed ses bort fra enkeltstående forskydninger i et enkelt år, ses nøjagtig samme tendens, jf. tabel 2.

Tabel 2. Behandlingshyppighed,

3-årigt løbende gennemsnit.

År

Behandlingshyppighed

2000-2002

2,04

2001-2003

2,10

2002-2004

2,13

2003-2005

2,22

Kilde: Bekæmpelsesmiddelstatistik 2004 og 2005,

Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 6, 2005, og Orientering fra

Miljøstyrelsen nr. 5, 2006.

Den store stigning i pesticidforbruget er uacceptabel, og der er ingen tegn på, at regeringens »Pesticidplan 2004-2009« har haft nogen virkning. Derfor må der nu udvises rettidig omhu og ansvarligt justeres i virkemidlerne for at sikre, at vi rent faktisk når målet i 2009: en behandlingshyppighed på 1,7. Desværre har stigningen i forbruget af sprøjtegift været efterfulgt af meldinger fra Dansk Landbrug om, at pesticidplanens mål ikke kan nås. Disse meldinger er ligeledes uacceptable, eftersom der ligger et grundigt videnskabeligt forarbejde til grund for »Pesticidplan 2004-2009«, ligesom landbruget bakkede planen op, da den blev iværksat.

Faktisk dokumenterer tidligere undersøgelser, at en behandlingshyppighed på 1,4 er realistisk, hvis der vises handlevilje. Det fremgår således af en evaluering af pesticidhandlingsplan II udarbejdet af Fødevareministeriet og Miljøministeriet i november 2003, at en reduktion af behandlingshyppigheden til ca. 1,4 BI (behandlingsindeks) kan gennemføres uden særlige omkostninger for landbruget. Rapportens konklusion er, »at analyserne har vist, at det vil være økonomisk optimalt for dansk landbrug at reducere pesticidforbruget fra de nuværende ca. 2,0 BI til 1,7 BI. Beregningerne viser desuden, at en reduktion til f.eks. 1,4 BI kan gennemføres uden særlige omkostninger for dansk landbrug.«

Senest har et tværministerielt udvalg i januar 2007 udfærdiget rapporten »Analyse af virkemidler til opfyldelse af Pesticidplan 2004-2009’s mål om en behandlingshyppighed på 1,7«. Også denne analyse fastslår, at en behandlingshyppighed på 1,7 er realistisk og nødvendig.

I overensstemmelse med det bærende princip i Socialdemokraternes miljøpolitik om, at »forureneren skal betale«, skal der som udgangspunkt ikke tilbydes kompensation til parter, der måtte lide tab som følge af dette beslutningsforslag. Det betyder, at udgifterne forbundet med gennemførelsen af ovenstående skal afholdes af landbruget selv. Der vil således være tale om en brugerfinansieret model. Dette forhold skal også ses i lyset af, at dansk landbrug årligt modtager over 7 mia. kr. i direkte landbrugsstøtte fra EU.

Bemærkninger til forslagets enkelte punkter

Ad 1

Det har hidtil været muligt for den enkelte bedrift at få tilbud om en frivillig pesticidreduktionsplan. Erfaringerne viser, at disse planer kan bidrage til en reduktion. Imidlertid er det vanskeligt at få inddraget bedrifter med et stort potentiale for reduktion. Derfor skal der for større bedrifter over 50 ha udarbejdes obligatoriske pesticidreduktionsplaner.

Det fremgår af rapporten fra det tværministerielle udvalg fra januar 2007, »Analyse af virkemidler til opfyldelse af Pesticidplan 2004-2009’s mål om en behandlingshyppighed på 1,7«, at der kan opstå flaskehalsproblemer, hvis samtlige bedrifter skal have udarbejdet en reduktionsplan. Derfor foreslås det, at reduktionsplanerne i første omgang udarbejdes for de større bedrifter.

Ad 2

Sprøjtejournaler er gode indikatorer for, hvordan pesticidforbruget udvikler sig på den enkelte bedrift. Det er dels en information til omverdenen om, hvordan det går, og dels et vigtigt redskab på den enkelte bedrift.

Ad 3

Offentliggørelse af sprøjtejournaler vil bidrage til en højere grad af erfaringsudveksling mellem bedrifterne. Det vil gøre det muligt at sammenligne bedrifter i samme situationer og bidrage til et overblik over området.

Ad 4

Landbrugets sprøjteudstyr bør kontrolleres. Fejl på sprøjteudstyret kan medføre forkert dosering. Når alle større bedrifters sprøjteudstyr skal synes hvert 5. år, vil det medføre, at fejl vil blive opdaget og rettet. Det vil ikke mindst medføre en større opmærksomhed på sprøjteudstyrets tilstand. En opgørelse fra Plantedirektoratet viser, at man i 2001 foretog uanmeldte besøg på 129 landbrugsbedrifter. I 86 tilfælde var der problemer med dryppende sprøjter, forkert tryk og fejlagtige indstillinger af dyser og ventiler.

Ad 5

Pesticidforbruget er ikke den eneste indikator for pesticidernes indvirkning på miljøet. Det er også væsentligt, om reglerne for sprøjtning overholdes. Derfor bør der ske en intensivering af kontrollen med, om reglerne overholdes, herunder afstand til vandløb m.v. og vejrforhold under sprøjtning.

Skriftlig fremsættelse

Mette Gjerskov (S)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om reduktion af pesticidforbruget i dansk landbrug.

(Beslutningsforslag nr. B 125).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →