Legislator Case Law & Legislation
20061BB00122 DK

Forslag til folketingsbeslutning om øget ret for deltidsansatte til fuldtidsansættelse i den offentlige sektor

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 2006 122 Valid

Fremsat den 23. marts 2007 af Ole Sohn (SF), Pernille Vigsø Bagge (SF) og Pernille Frahm (SF) og Sanne Schroll (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om øget ret for deltidsansatte til fuldtidsansættelse i den offentlige sektor

Folketinget opfordrer regeringen til senest i oktober 2007 at fremsætte forslag om, at alle deltidsansatte i den offentlige sektor, som er i et job, hvor de har fået en frigørelsesattest, skal tilbydes fuldtidsarbejde inden for en rimelig frist, og til tage initiativer til at sikre, at de offentlige arbejdsgivere tilbyder de faglige organisationer at forhandle om forbedret ret til at overgå til fuldtidsansættelse for andre deltidsansatte, der ønsker at overgå til fuld tid.

Bemærkninger til forslaget

I dag mangler der kvalificeret arbejdskraft på en række velfærdsområder. Samtidig er en ikke ubetydelig del af medarbejderne ansat på deltid trods et ønske om fuldtidsarbejde. Dette paradoks er tilmed stigende. Siden 2001 er mangelen på kvalificeret arbejdskraft på en række velfærdsområder steget. Samtidig er omfanget af deltidsansættelse også steget siden 2001. Hvor den gennemsnitlige normale ugentlige arbejdstid inden for området offentlige og personlige tjenester i 2001 var 34,3 timer, var den faldet til 33,9 timer i 2006, jf. tabel 1.

Tabel 1. Gennemsnitlig normal ugentlig arbejdstid efter branche (9-grp.) og tid

2001

2002

2003

2004

2005

2006

Offentlige og personlige tjenester

34,3

34,1

33,9

33,8

34,1

33,9

Hvis man teoretisk forestiller sig, at der havde været både penge og politisk vilje til at fuldtidsansætte alle deltidsansatte, der ønsker at skifte til et fuldtidsjob, ville dette i 2006 have kunnet skaffe flere tusinde kvalificerede medarbejdere. Hvis blot hver femte deltidsansat kom på fuld tid, ville det svare til ca. 15.000 flere fuldtidsansatte.

Men sådan er det ikke. De offentlige arbejdsgivere har hverken penge nok eller den fornødne politiske vilje til at tilbyde de deltidsansatte fuldtidsjob. Danmarks Statistiks arbejdsmarkedsundersøgelse fra 2006 viser, at 23 pct. af de deltidsansatte i staten, amterne og kommunerne ikke kan få flere timer, selv om de ønsker det. En undersøgelse fra fagforbundet FOA fra 2006 viste, at en fjerdedel af dem, der er på deltid, er på »tvunget deltid«, hvor de ikke kan få mere arbejdstid, selv om de ønsker det. Hvis de fik fuld tid, ville det give 8.000 stillinger ekstra, har FOA beregnet. (»Flere hænder i den offentlige sektor med samme antal ansatte«. FOA, Analysesektionen, 30. oktober 2006).

På den enkelte arbejdsplads og i den enkelte kommune ser man ofte en interesse i at bruge de lønmidler, der er til rådighed, til at ansætte folk på deltid. Men det betyder så, at den pædagog eller social- og sundhedsassistent, der er på tvunget deltid ét sted og ofte skal møde på skiftende tider, ikke har nogen reel mulighed for at supplere op med et deltidsjob et andet sted, hvis hverdagen med børn, familie og institutionslukketider skal gå op. Derved går daginstitutioner og ældreomsorg glip af kvalificeret arbejdskraft.

Med forslaget ønsker forslagsstillerne at bidrage til en løsning af dette problem.

Forslagsstillerne foreslår, at alle deltidsansatte i den offentlige sektor, som er i et job, hvor de har fået en frigørelsesattest, skal tilbydes fuldtidsarbejde inden for en rimelig frist (f.eks. svarende til opsigelsesfristen eller hurtigere, hvis parterne er enige om det). For at sætte kommunerne, regionerne og staten i stand til økonomisk at imødekomme en sådan ret for de deltidsansatte foreslår forslagsstillerne, at staten uden for det aftalte udgiftsloft yder refusion for merudgifter i op til 1 år til at lade deltidsansatte med frigørelsesattest overgå til fuldtidsansættelse.

Herudover foreslår forslagsstillerne, at de offentlige arbejdsgivere opfordres til at forhandle med de faglige organisationer/tillidsrepræsentanter for andre deltidsansatte, der ønsker at overgå til fuld tid.

Skriftlig fremsættelse

Ole Sohn (SF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om øget ret for deltidsansatte til fuldtidsansættelse i den offentlige sektor.

(Beslutningsforslag nr. B 122).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →