Legislator Case Law & Legislation
20061BB00035 DK

Forslag til folketingsbeslutning om kriminalisering af køb af sex hos prostituerede, der er ofre for trafficking

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 2006 35 Valid

Fremsat den 10. november 2006 af Lone Dybkjær (RV), Bente Dahl (RV), Elisabeth Geday (RV), Marianne Jelved (RV), Martin Lidegaard (RV) og Morten Østergaard (RV)

Forslag til folketingsbeslutning

om kriminalisering af køb af sex hos prostituerede, der er ofre

for trafficking

Folketinget pålægger regeringen i indeværende folketingssamling at fremsætte et lovforslag til ændring af straffelovens § 223 a, hvorefter den, der som kunde mod betaling har samleje med en person, der er offer for menneskehandel, jf. straffelovens § 262 a, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Bemærkninger til forslaget

I spørgsmål 180 i Socialudvalget, jf. SOU – alm. del (folketingsåret 2005-06), blev der spurgt: »Ministeren bedes oplyse, hvorledes en ny paragraf i straffeloven, der forbyder køb af sex hos prostituerede, der er ofre for menneskehandel, kan formuleres. I den forbindelse ønskes oplyst, hvorledes man i den type sager kan operere med uagtsomhed.«

Justitsministeren svarede

»En ændring af straffeloven som nævnt i spørgsmålet ville i givet fald f.eks. kunne udformes som en tilføjelse til § 223 a om køb af seksuelle ydelser hos personer under 18 år

»§ 223 a. Den, der som kunde mod betaling eller løfte om betaling har samleje med en person under 18 år eller med en person, der udnyttes under de i § 262 a nævnte omstændigheder, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.«

Bestemmelsen ville i givet fald finde tilsvarende anvendelse med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje og med hensyn til kønslig omgængelse med en person af samme køn, jf. straffelovens § 224 og § 225.

Efter Justitsministeriets opfattelse må det antages, at det i praksis ofte ville være vanskeligt at bevise, at gerningsmanden havde det fornødne forsæt med hensyn til, at den pågældende prostituerede var offer for menneskehandel i straffelovens forstand.

Med hensyn til, hvordan man i disse sager ville kunne operere med uagtsomhed, skal Justitsministeriet anføre, at en straffebestemmelse om uagtsomt køb af seksuelle ydelser hos en person, der er offer for menneskehandel, i givet fald i overensstemmelse med almindelige lovgivningsprincipper bør udformes således, at det med den fornødne klarhed kan angives, hvilke objektive forhold en prostitutionskunde skal være særlig agtpågivende over for ved købet af den seksuelle ydelse. Det vil i den forbindelse kunne være relevant at overveje, hvilke muligheder der i praksis vil være for at fastslå, at kunden burde have været opmærksom på de pågældende forhold.«

Det er denne ændring af straffeloven, Det Radikale Venstre ønsker gennemført, således at det kriminaliseres at købe sex hos prostituerede, der er ofre for menneskehandel. Det bør være muligt at udforme retnings-linjer, der angiver de objektive forhold, som en prostitutionskunde skal være særlig opmærksom på i forbindelse med købet af den seksuelle ydelse. Ligesom det f.eks. er almindeligt antaget, at køber man et B&O-anlæg på et værtshus, kan det være »varmt«, burde der også kunne opstilles formodninger om og kriterier for, hvornår en prostitueret kan tænkes at være handlet, således at sexkunden ikke kan påberåbe sig at være i god tro.

I Sverige er der indført et totalt forbud mod at købe sex. I Holland og Tyskland er der indført licensordninger. I en række andre lande er prostitution direkte forbudt.

Det finske parlament har den 21. juni i år vedtaget en lov om ændring af den finske straffelov, hvorved bl.a. køb af seksuelle ydelser hos en person, der har været udsat for menneskehandel, kriminaliseres. Der henvises til Socialudvalget, SOU – alm. del, svar på spørgsmål 220 (folketingsåret 2005-06).

Det er lovgivning efter de samme principper som i Finland, der ønskes indført i Danmark.

Skriftlig fremsættelse

Lone Dybkjær (RV)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om kriminalisering af køb af sex hos prostituerede, der er ofre

for trafficking.

(Beslutningsforslag nr. B 35).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →