Forslag til folketingsbeslutning om skærpede krav vedrørende miljø, energieffektivitet, sundhed og arbejdsmiljø ved offentlige indkøb

Fremsat den 27. oktober 2006 af Steen Gade (SF), Anne Baastrup (SF), Anne Grete Holmsgaard (SF) og Ole Sohn (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om skærpede krav vedrørende miljø, energieffektivitet, sundhed og arbejdsmiljø ved offentlige indkøb

Folketinget pålægger regeringen at fastsætte ambitiøse krav med hensyn til miljø, energi, sundhed og arbejdsmiljø til de offentlige indkøb, herunder skærpede krav, der skal være gældende fra et senere tidspunkt, og som kan bidrage til at stimulere udviklingen af ny teknologi, der lever op til de skærpede krav på en effektiv måde.

Der skal bl.a. fastsættes krav om

1. at energieffektiviteten af alle almindelige elforbrugende apparater, maskiner og it-udstyr øges; specielt skal belysning, hårde hvidevarer, pumper og ventilatorer tilhøre de bedste kategorier, hvilket vil sige A+- og A++-mærkede apparater, hvor en sådan mærkning findes,

2. at energieffektivitet og emissionskrav fra offentlige køretøjer skærpes,

3. at der ikke må købes udstyr eller produkter, der indeholder stoffer fra Miljøstyrelsens liste over uønskede stoffer, herunder bromerede flammehæmmere,

4. at alle indkøb af træ skal stamme fra lovlig og bæredygtig hugst,

5. at rengøringsmidler skal være miljømærkede eller opfylde tilsvarende krav,

6. at der anvendes pvc- og ftalatfrie produkter i sundhedsvæsenet,

7. at offentlige køkkener anvender en stigende andel af økologiske produkter.

Kravene skal også gælde for virksomheder, der udfører opgaver for den offentlige sektor, og skal derfor efterhånden indarbejdes i alle kontrakter og alt udbudsmateriale.

Kravene skal ligeledes indgå i den planlagte effektivisering af de statslige indkøb, herunder ligge til grund for de indkøbsaftaler, som staten indgår.

Det kan bestemmes, at der i særlige, velbegrundede tilfælde skal kunne gives dispensation fra kravene.

Miljøministeren skal hvert år give Folketinget en redegørelse for, hvilke krav der stilles og overvejes stillet.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Den offentlige sektor vil i 2007 købe varer og tjenesteydelser for ca. 140 mia. kr., svarende til 8 pct. af BNP. Det giver det offentlige meget store muligheder for at påvirke den private sektor, så denne udvikler teknologier og produkter af høj standard, når det gælder miljø, energiforbrug, sundhed og arbejdsmiljø – teknologier og produkter, som også vil kunne sælges til andre og eksporteres og hermed bidrage til at skabe fremtidens job. Samtidig opnås gevinster, når det gælder miljø, energi, sundhed og arbejdsmiljø.

Der er naturligvis også andre hensyn at tage, når der købes ind. Der skal helst være tale om god kvalitet til en fornuftig pris. Rigsrevisionen har afgivet beretning den 13. maj 2006, jf. http://www.folketinget.dk/BAGGRUND/statsrev/1305.htm . Beretningen viser, at den nuværende regering ikke har gjort nok for at effektivisere statens indkøb. Det har finansministeren taget op og på den baggrund stillet forslag til effektiviseringer, men desværre kun det. Intet tyder på, at finansministeren har tænkt sig at tage hensyn til miljø m.v. i den nye indkøbsstrategi.

Grøn indkøbspolitik har ikke været effektiv

Grønne indkøb indgik som en indikator i SR-regeringens strategi for bæredygtig udvikling, men den blev taget ud, da VK-regeringen reviderede strategien. Det har dog i en del år været og er stadig på papiret obligatorisk for statsinstitutioner at have en grøn indkøbspolitik, men der er ingen kontrol med, at det sker. Indtil 2001 var der en delvis opgørelse for statens vedkommende i de årlige miljøvurderinger af finansloven, men siden da har der intet været, så det er svært at danne sig et overblik.

Der er brug for at stramme op, og når det gælder offentlige indkøb, er der gode grunde til at fastsætte centrale regler, der eventuelt kan suppleres med en særlig grøn indkøbspolitik for de institutioner, hvor dette er relevant.

Centralt fastsatte regler er en fordel i mange tilfælde

Centrale regler har dels den fordel, at man sparer en masse administrativt arbejde – der er ingen grund til, at mange offentlige institutioner hver for sig tager stilling til f.eks., hvor energieffektiv en fotokopimaskine skal være – dels betyder de, at det offentlige kan gå foran i bestræbelserne for at skabe et stærkt hjemmemarked for produkter, der lever op til høje krav med hensyn til miljø, energi, sundhed og arbejdsmiljø. Det er nemlig langt nemmere for virksomhederne at overskue end en masse decentrale beslutninger.

Forslagsstillerne mener, at reglerne bør forhandles med KL og Danske Regioner, og at de derefter skal gælde for hele den offentlige sektor, idet kommuner, regioner, selvejende institutioner m.v. skal kompenseres for eventuelle nettomerudgifter gennem DUT-princippet eller lignende. Ved at give kommuner og regioner adgang til at deltage i de indkøbsaftaler, staten forhandler, vil der dog kunne spares store beløb, således at merudgifterne bliver meget beskedne.

Produkter omfattet af offentlige indkøbsaftaler skal naturligvis leve op til kravene, således at den enkelte institution har sikkerhed for, at den overholder reglerne, når den bruger disse aftaler. Hvis institutionen køber ind uden om aftalerne, har institutionens ledelse selv ansvaret for, at reglerne bliver overholdt.

Grønne indkøb kan være billigst

Der skal ikke kun tages hensyn til miljø, energi, sundhed og arbejdsmiljø, når der købes ind. Forslagsstillerne mener, at der skal tages hensyn til det hele, også til prisen. Men i mange tilfælde er det mest økonomiske faktisk at tage brede hensyn.

Et oplagt eksempel er energiforbruget, hvor det ikke nytter at købe lidt billigere ind, hvis energiregningen svulmer.

Også når det gælder f.eks. rengøringsmidler, kan det være billigst i længden at købe produkter uden farlig kemi, fordi man fjerner en kilde til arbejdsmiljøproblemer. Her er det dog ikke sikkert, at det er billigst for den enkelte offentlige institution. Omkostningerne ved et dårligt arbejdsmiljø findes måske i sundhedsvæsenet eller på førtidspensionskontoen. Netop det, at nogle fordele tilfalder andre dele af den offentlige sektor (eller i øvrigt den private sektor), er endnu et argument for at fastsætte centrale regler.

Der er dog andre tilfælde, hvor f.eks. en miljørigtig løsning er dyrest. Men også her bør den overvejes, fordi der opnås miljøgevinster – og fordi der er et potentiale for udvikling af fremtidens erhvervsliv og job.

Erhvervspolitiske fordele

Generelt er det en fordel også økonomisk at annoncere krav, herunder skærpelse af krav, i god tid. Det giver virksomhederne mulighed for og øget tilskyndelse til at udvikle effektive og billige løsninger, der lever op til de skærpede krav. Hermed kan man bryde mulige onde cirkler, hvor politikerne fravælger krav, fordi de er for dyre at opfylde, og virksomheder undlader billiggørende produktudvikling, fordi de er usikre på, om der er en efterspørgsel. Det er selvfølgelig en kunst at fastlægge kravene således, at de med rimelighed kan opfyldes på det planlagte ikrafttrædelsestidspunkt.

Der vil ikke være nogen sikkerhed for, at det altid er danske virksomheder, der er bedst og billigst med de produkter, der opfylder de danske krav, men generelt vil det være en fordel for danske virksomheder, at de ved, at der er et hjemmemarked, ligesom hjemmemarkedet for vindmøller skabte et enormt eksporteventyr.

Ved at satse på produkter, der gavner miljøet, sundheden og arbejdsmiljøet, og som reducerer forbruget af fossile brændstoffer, er det offentlige med til at opbygge de markeder, der skal satses på fremover både af hensyn til erhvervslivet, beskæftigelsen og eksporten og af hensyn til den helt nødvendige grønne omstilling.

Det er fornuftigt at lade det offentlige gå foran, men offentlige indkøb kan ikke stå alene i en erhvervspolitisk strategi, der satser på at hjælpe erhvervslivet med at skabe fremtidens job. Der er også brug for støtte til forskning, udvikling, uddannelse og skærpede krav til private. Men de offentlige indkøb kan bruges meget mere strategisk, end det sker i dag. Det bemærkes, at det offentlige byggeri behandles i et særskilt beslutningsforslag.

Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser

Ad 1

En betydelig del af det offentlige elforbrug går til it-udstyr, fotokopimaskiner, hårde hvidevarer og andre apparater. Det skal kun være tilladt at indkøbe energieffektive apparater, og kravene til energieffektivitet skal løbende strammes, idet stramningerne annonceres i så god tid som muligt. Der skal fastsættes regler om, at apparater, hvor det er relevant, går »i dvale«, når de ikke bruges i længere tid, og der skal annonceres regler for et højeste standby-elforbrug for en række apparattyper.

Når det gælder belysning, skal det offentlige som hovedregel bruge sparepærer eller anden belysningsteknologi med et lavt energiforbrug. Ved indkøb af lamper, armaturer etc. skal det være et krav, at der kan bruges lavenergipærer. Når det gælder gadebelysning, trafiklys m.v., skal der ligeledes stilles krav om at benytte energieffektiv belysning ved udskiftning og nyetablering – i øjeblikket vil det som hovedregel sige LED-teknologi.

Danmark har ikke virksomheder, der fremstiller LED-teknologi eller lavenergipærer, men har en position inden for udvikling af lamper og armaturer. Virksomhederne her vil blive styrket ved etablering af et dansk hjemmemarked.

En stor del af elforbruget går til pumper og ventilationssystemer. Når disse skiftes, skal de også leve op til krav om effektiv brug af el.

Ad 2

Det offentlige ejer mange biler og køber mange transportydelser fra private firmaer (udliciteret busdrift m.v.). Der skal stilles krav om en høj energieffektivitet for disse køretøjer. Desuden skal der stilles krav om begrænsning af emissioner af partikler, NOx etc. Herunder skal indkøbte køretøjer som hovedregel leve op til EU’s målsætning om 120 g CO2 /km. Desuden skal alle dieselkøretøjer være forsynet med partikelfiltre og SCR-katalysatorer.

Disse krav kan differentieres således, at der stilles skrappere krav ved kørsel i tætbefolkede områder.

Danmark har ingen bilfabrikanter, men adskillige fabrikanter af »udstødningssystemer«, herunder partikelfiltre. Disse har en klar interesse i et styrket hjemmemarked, der kan danne grundlag for eksport.

Ad 3

Miljøstyrelsen har en liste over uønskede stoffer, som Danmark mener burde forbydes, men som vi ikke ensidigt kan forbyde på grund af EU’s regelsæt. Vi har dog mulighed for at sige nej til offentlige indkøb af disse stoffer, og den mulighed bør vi systematisk benytte os af.

Et eksempel er bromerede flammehæmmere, der bruges i f.eks. pc’er. De er mistænkt for at være kræftfremkaldende og hormonforstyrrende. Der findes en hel stribe af dem, og de er ikke alle sammen testet lige grundigt, om overhovedet, men det er et område, hvor forsigtighedsprincippet tilsiger at forbyde hele striben, især fordi der faktisk er andre metoder til at nedsætte risikoen for brand i it-udstyr.

For at fremme udviklingen og billiggørelsen af sådant udstyr foreslås, at der ikke må købes udstyr med bromerede flammehæmmere efter bestemte datoer, der fastsættes for forskellige typer udstyr. Dér, hvor der i forvejen er alternativer med højst en mindre merpris, skal kravene gælde med det samme.

Ad 4

Ulovlig tømmerhugst i bl.a. troperne og Rusland er et omfattende problem. EU vurderer således, at op mod 50 pct. af det importerede tropiske træ er fældet ulovligt.

Ikke bare lovligheden af træ er et problem, men også uhensigtsmæssige fældningsmetoder og overudnyttelse af især regnskovsområder fører ofte til kraftig erosion og udvaskning af næringsstoffer fra jorden. Her er det som oftest lokalbefolkningen, som lider nød på grund af langtidsvirkningerne af overudnyttelsen.

For bl.a. at bidrage til opretholdelsen af regnskoven mener forslagsstillerne at en uvildig tredjepart skal verificere, at produktionen er såvel lovlig som bæredygtig. FSC-mærket er et eksempel på en mærkningsordning, som opfylder disse krav.

Det må i øvrigt forventes, at såvel efterspørgslen efter som udbuddet af certificeret træ vil stige, bl.a. som følge af, at de danske statsskove i fremtiden skal FSC-certificeres.

Ad 5

Det offentlige bruger en masse rengøringsmidler, vaskepulver, opvaskepulver og andre former for husholdningskemikalier. Det skal fastsættes, at der kun må købes husholdningskemikalier, der opfylder de krav, der stilles til at få et produkt svanemærket eller mærket med EU’s miljømærke, Blomsten. Ud over at være til gavn for offentligt ansatte og brugerne af den offentlige sektor (f.eks. børn i pasning) vil det også kunne øge udbuddet af svanemærkede produkter til glæde for de private forbrugere.

Ad 6

Det er farligt at ligge på sygehus! Det er en gammel joke, men den er desværre rigtig, når det gælder slanger, blodposer og andet plasticudstyr, der ofte er lavet af pvc og indeholder ftalater. Begge dele er sundhedsfarlige, og pvc’en skaber miljøproblemer.

Der findes alternativer, og det er et marked under udvikling. I Danmark er flere virksomheder med i front som producenter af ufarlige plastictyper og tilsætningsstoffer, der igen bruges af danske fabrikanter af sygehusudstyr.

Derfor bør det fastsættes, at sygehuse, plejehjem, praktiserende læger og andre senest om 5 år skal benytte sig af ufarlige plasticprodukter. Hvad det præcis betyder, skal defineres, i hvert fald når det gælder store produktgrupper som slanger og blodposer.

Ad 7

Det har vist sig, at det er muligt uden væsentlige meromkostninger at overgå til en høj grad af økologi i offentlige køkkener. Det samme må gælde køkkener med kontrakt med det offentlige. Der bør fastsættes et krav om en stigende økologiandel på basis af, hvad der kan leveres af økologiske produkter. Det vil styrke markedet for økologiske produkter markant og dermed bidrage til at nedbringe merprisen for disse produkter og således sætte en god cirkel i gang.

Skriftlig fremsættelse

Steen Gade (SF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om skærpede krav vedrørende miljø, energieffektivitet, sundhed og arbejdsmiljø ved offentlige indkøb.

(Beslutningsforslag nr. B 21).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.