Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af en etisk mærkningsordning

Fremsat den 24. oktober 2006 af Frank Aaen (EL), Jørgen Arbo‑Bæhr (EL), Line Barfod (EL), Per Clausen (EL), Rune Lund (EL), og Pernille Rosenkrantz‑Theil (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om oprettelse af en etisk mærkningsordning

Folketinget pålægger regeringen at oprette en etisk mærkningsordning, der giver forbrugerne mulighed for at vælge produkter, som i hele produktionskæden er produceret i overensstemmelse med grundlæggende arbejdstagerrettigheder, baseret på ILO’s konventioner og FN’s menneskerettighedserklæring. Rettighederne omfatter bl.a. organisationsfrihed og ret til kollektive forhandlinger, et ordentligt arbejdsmiljø, en løn til at leve af, forbud mod overdreven arbejdstid og mod børnearbejde.

Mærkningsordningen administreres efter samme model som miljømærket Svanen og miljømærket Blomsten, således at der, f.eks. under Familie- og Forbrugerministeriet, oprettes et etikmærkenævn og et etikmærkesekretariat, som varetager behandlinger af ansøgninger om licenser og overvåger, at kriterierne overholdes m.v. På samme måde som for Svanen og Blomsten skal der arbejdes på at skabe samarbejde om et etisk mærke på nordisk, europæisk og globalt niveau.

Bemærkninger til forslaget

Den voksende internationale handel og outsourcingen af store dele af produktionen har desværre i mange tilfælde medført et kapløb mod bunden, hvor producenterne placerer deres produktion, hvor det er billigst at producere. Hensynet til grundlæggende arbejdstagerrettigheder må alt for ofte vige for ønsket om lave produktionsomkostninger.

Og som det er fremgået af en række tv-udsendelser og avisartikler i de seneste år, er mange varer på hylderne i de danske supermarkeder produceret under utålelige forhold for medarbejderne.

Enhedslisten så gerne, at respekten for de grundlæggende arbejdstagerrettigheder blev sikret gennem forpligtende internationale aftaler og sanktioner over for lande og virksomheder, der forbryder sig mod disse. Vi så også gerne, at man helt forbød importen af varer produceret f.eks. ved brug af børnearbejde eller tvangsarbejde.

Så længe sådanne aftaler og lovgivning herom ikke er tilvejebragt, må det være et mindstekrav, at forbrugeren får mulighed for at fravælge varer, der er produceret i strid med grundlæggende arbejdstagerrettigheder.

I dag har forbrugeren ingen mulighed for at vide, hvordan varerne på supermarkedets hylder er produceret. Virksomhederne kan holde sig i uvidenhed om eller i værste fald direkte skjule, at de ikke respekterer grundlæggende arbejdstagerrettigheder, bruger børnearbejde, fyrer fagligt aktive m.v.

Et etisk mærke, der kan anvendes af producenter, der sælger produkter i Danmark, vil på samme måde som miljømærkerne og økologimærket gøre det muligt for forbrugerne at vælge produkter, der er produceret under ordentlige vilkår, og fravælge de produkter, som er produceret under umenneskelige forhold. Dette vil samtidig give virksomhederne et øget incitament til at respektere arbejdstagerrettighederne i modsætning til i dag, hvor det alt for ofte er en god forretning at tilsidesætte arbejdstagerrettighederne.

Der findes flere fortilfælde for mærkningsordninger. Miljømærkerne Svanen og Blomsten, som administreres af Dansk Standard på baggrund af kontrakt med Miljøministeriet, har sikret, at forbrugerne kan vælge mere miljørigtige produkter, selv om der er diskussion om mærkernes kriterier.

Organisationsmodellen fra disse mærker kan udmærket overføres til et etisk mærke.

Der kan således oprettes et etikmærkenævn og et etikmærkesekretariat, f.eks. under Familie- og Forbrugerministeriet. Etikmærkenævnet skal bestå af repræsentanter for ministeriet, fagbevægelsen, forbrugerorganisationer, menneskerettighedsorganisationer, detailhandel og erhverv m.fl.

Etikmærkesekretariatet skal behandle ansøgningerne fra selskaber, som ønsker etikmærket på deres produkter, og stå for overvågningen af, at kriterierne overholdes m.v.

Regeringen opfordres ligeledes til at arbejde for, at et etisk mærke udbredes til nordisk, europæisk og globalt niveau. Etikmærkenævnet og -sekretariatet skal i så fald administrere sådanne mærker i Danmark, ligesom det er tilfældet for miljømærkerne.

Denne indsats skal dog ikke forhindre Danmark i at oprette et selvstændigt nationalt mærke.

Kriterierne, der skal opfyldes, for at producenterne kan få lov at bruge mærket, skal, ligesom det er tilfældet for miljømærkerne, løbende udvikles og revideres af mærkenævnet, for at der kan opnås en stadig større grad af beskyttelse af arbejdstagerrettigheder. Kriterierne skal dog som minimum omfatte, at varen er produceret i respekt for følgende centrale arbejdstagerrettigheder baseret på ILO-konventionerne og FN’s menneskerettighedserklæring

1. Ansættelse sker frivilligt (ILO-konvention nr. 29 og 105)

2. Ingen diskrimination i ansættelsen (ILO-konvention nr. 100 og 111)

3. Intet børnearbejde (ILO-konvention nr. 138 og 182)

4. Organisationsfrihed og ret til kollektive forhandlinger (ILO-konvention nr. 87, 98 og 135)

5. Udbetaling af en »Living Wage« - dvs. en løn til at leve for (ILO-konvention nr. 26 og 131 samt FN’s menneskerettighedserklæring, artikel 23.2)

6. Ingen overdrevne arbejdstider (ILO-konvention nr. 1)

7. Sikkert og sundt arbejdsmiljø (ILO-konvention nr. 155)

Kravene skal gælde i alle led af produktionsprocessen, dvs. både for leverandører og for kæden af underleverandører. Og virksomhederne skal selv foretage mindst én årlig inspektion hos deres leverandører og underleverandører, ligesom de skal gøre oplysninger om produktionsfaciliteter og underleverandører tilgængelige for mærkningssekretariatet.

Etikmærkesekretariatet skal ligeledes kunne foretage uanmeldte besøg på tilknyttede virksomheder i ind- og udland for at sikre, at de lever op til mærkets kriterier.

Der skal også være en mekanisme, som muliggør, at fagforeninger og andre aktører kan anmelde virksomheder for brud på kriterierne – og som gør, at der følges op med grundige undersøgelser.

Alt sammen for at sikre mærkets troværdighed.

Hvis det opdages, at en virksomhed eller en underleverandører ikke lever op til kravene, kan der som alternativ til straks at fjerne retten til brugen af etikmærket udarbejdes en handlingsplan med en kortsigtet tidsramme, der kan sikre, at virksomheden igen kommer i overensstemmelse med kravene. Hvis virksomheden ikke inden for tidsfristen lever op til handlingsplanen, fratages virksomheden retten til at bruge mærket.

Forslaget kan ses i forlængelse af Mærkningsudvalgets redegørelse fra 1999 som anbefalede, at der indføres nye mærker, der giver information om etiske og sociale aspekter. Udvalget foreslog en forsøgsordning, hvor sådanne mærker kunne afprøves. Forbrugerinformationen oprettede i forlængelse heraf i 2002 »Etikbasen« – en internetbaseret database, hvor virksomheder kunne gøre information om deres sociale ansvar tilgængelig. Der var således ikke, som udvalget havde foreslået, tale om en egentlig mærkningsordning, og meget få virksomheder ønskede at deltage i den frivillige rapportering.

Siden Mærkningsudvalgets redegørelse er der sket en betydelig udbredelse af mærkninger inden for miljø og økologi, og det er således forslagsstillernes holdning, at det er på tide at oprette et egentligt etikmærke hurtigst muligt.

Skriftlig fremsættelse

Frank Aaen (EL)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af en etisk mærkningsordning.

(Beslutningsforslag nr. B 17).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.