Legislator Case Law & Legislation
20051XX00373 DK

Skriftlig fremsættelse (29. marts 2006) - L 201

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2005 L 201 Valid

Skriftlig fremsættelse (29. marts 2006)

Justitsministeren (Lene Espersen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om produktansvar (Ændring af reglerne om mellemhandleres ansvar for produktskader).

(Lovforslag nr. L 201).

Formålet med dette lovforslag er at bringe produktansvarsloven i overensstemmelse med Rådets direktiv 85/374 af 25. juli 1985 om produktansvar, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 99/34 af 10. maj 1999 (produktansvarsdirektivet), idet EF-Domstolen i dom af 10. januar 2006 i sag C-402/03, Skov Æg, har fastslået, at produktansvarslovens § 10 ikke er i overensstemmelse med direktivet. Med henblik på at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau foreslås det samtidig, at der inden for dommens rammer pålægges mellemhandlere et strengt produktansvar.

EF-Domstolen har ved sin dom af 10. januar 2006 fastslået, at produktansvarsdirektivet skal forstås således, at det er til hinder for en national regel, hvorefter mellemhandleren ud over de i direktivets artikel 3, stk. 3, udtømmende opregnede tilfælde hæfter for producentens objektive ansvar efter direktivet. Domstolen har dog samtidig fastslået, at direktivet ikke er til hinder for en national regel, hvorefter mellemhandleren uden begrænsning hæfter for producentens fejl og forsømmelser.

Med henblik på at sikre overensstemmelse mellem produktansvarsloven og direktivet foreslås det at ændre reglen om mellemhandlerens hæftelsesansvar for produktansvar, således at mellemhandleren hæfter umiddelbart over for skadelidte og senere mellemhandlere i omsætningskæden for produktansvar for personskader, tab af forsørger og forbrugertingsskader, i det omfang skaden skyldes fejl eller forsømmelse begået af producenten eller tidligere mellemhandlere i omsætningskæden.

Endvidere foreslås det, at mellemhandlerens selvstændige ansvar for produktskader skærpes, således at mellemhandleren ifalder produktansvar for personskader, tab af forsørger og forbrugertingsskader, medmindre denne kan godtgøre, at skaden ikke skyldes dennes fejl eller forsømmelse. Mellemhandleren pålægges herved en omvendt bevisbyrde.

Ved siden af dette lovforslag vil Justitsministeriet nedsætte et udvalg med repræsentanter fra berørte organisationer m.v., som skal overveje, om det vil være hensigtsmæssigt ud over de foreslåede ændringer af produktansvarsloven at udvide sælgeres køberetlige ansvar for defekte produkter.

Regeringen vil også opfordre EU-Kommissionen til at fremsætte forslag om ændring af produktansvarsdirektivet. Under det danske formandskab i 2002 vedtog EU’s ministerråd en opfordring til Kommissionen om at vurdere behovet for en ændring af direktivet, så sælgere og mellemhandlere kan pålægges et objektivt ansvar for produktskader.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →