Legislator Case Law & Legislation
20051XX00323 DK

Skriftlig fremsættelse (22. marts 2006) - L 178

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2005 L 178 Valid

Skriftlig fremsættelse (22. marts 2006)

Indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om regulering af statstilskuddet til kommunerne i 2007 (Opfølgning på aftale om den kommunale økonomi for 2006)

(Lovforslag nr. L 178).

Formålet med lovforslaget er at understøtte overholdelse af kommunernes revurderede budgetter for 2006. Lovforslaget indebærer således, at der vil ske en modregning i statstilskuddet til kommunerne i 2007 såfremt de revisionspåtegnede regnskaber for 2006 udviser et højere niveau for serviceudgifter end det niveau, der er forudsat i de revurderede budgetter for 2006.

Lovforslaget indebærer desuden en bemyndigelse til indenrigs- og sundhedsministeren til at kunne fastsætte nærmere regler for opgørelse og fordeling af en sådan modregning. Ministeren fastsætter endvidere regler for indhentelse af særlige revisionserklæringer vedrørende regnskabsaflæggelsen for 2006.

Det fremgår dog af lovforslaget, at en modregning kun vil blive aktuel, hvis der samlet set er tale om en overskridelse af budgetterne i kommunerne under ét. Samtidig fremgår det, at en modregning kun vil blive foretaget i de kommuner, hvor der kan konstateres en overskridelse.

Lovforslaget skal ses i forlængelse af den proces, der har været omkring kommunernes budgetlægning for 2006. De vedtagne budgetter fra oktober måned viste således en aftaleoverskridelse for kommunerne under ét, og afstedkom en henvendelse fra regeringen til kommuner og amter om, at de revurderede budgetterne frem til den 15. februar 2006. Kommunerne har på denne baggrund reduceret serviceudgifterne med knap 1,5 mia. kr., svarende til 0,5 mia. kr. mindre end regeringens mål om at bringe udgifterne i overensstemmelse med det aftalte. Regeringen har imidlertid anerkendt, at de resterende 0,5 mia. kr. kan henføres til engangsudgifterne på ca. 0,1 mia. kr. til vederlag til medlemmer af sammenlægningsudvalgene og de særlige engangsudgifter på 0,4 mia. kr. som følge af den tidsforskudte overflytning af skatteopgaven til staten allerede i slutningen af 2005.

Regeringen har dog tilkendegivet overfor KL at ville søge tilslutning til at foretage en modregning i bloktilskuddet for 2007 i de kommuner, hvor regnskabet viser et skred i forhold til de nye budgetter.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale forslaget til hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →