Legislator Case Law & Legislation
20051XX00079 DK

Skriftlig fremsættelse (16. november 2005) - L 77

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2005 L 77 Valid

Skriftlig fremsættelse (16. november 2005)

Skatteministeren (Kristian Jensen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af ligningsloven (Afskaffelse af hensættelsesafgiften)

(Lovforslag nr. L 77).

Formålet med lovforslaget er at kompensere penge- og realkreditinstitutterne m.v. for den højere selskabsskat, som følger af, at regnskabsprincipperne for værdiansættelse af udlån er ændret.

For at sikre en overholdelse af skattestoppet – i overensstemmelse med de retningslinier, som regeringen har fastlagt – skal dette merprovenu neutraliseres. Det foreslås, at dette sker ved en afskaffelse af den særlige hensættelsesafgift.

En tilkendegivelse herom var allerede indeholdt i bemærkningerne i L 64 om ændring af bl.a. lov om finansiel virksomhed (folketingsåret 2004-05, 1. samling). Dette lovforslag (vedtaget som lov nr. 1383 af 20. december 2004) indeholdt en tilpasning af regnskabsbestemmelserne i lov om finansiel virksomhed til nye EU-regler på området – den såkaldte IAS-forordning. Lovforslaget er en udmøntning af denne tilkendegivelse.

De regnskabsmæssige principper for værdiansættelse af udlån er ændret fra en værdiansættelse baseret på et forsigtighedsprincip til en værdiansættelse baseret på et neutralitetsprincip. Ændringen betyder, at penge- og realkreditinstitutterne m.v. ekstraordinært skal tilbageføre foretagne nedskrivninger på udlån.

Penge- og realkreditinstitutterne m.v. skal ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fratrække de regnskabsmæssige nedskrivninger på udlån. Samtidig skal de betale en særlig hensættelsesafgift. Herved inddrages halvdelen af rentefordelen ved det fremrykkede fradragstidspunkt, som er konsekvensen af den særlige fradragsregel.

Den ekstraordinære nedsættelse af niveauet for de regnskabsmæssige nedskrivninger på udlån - som følge af de ændrede regnskabsprincipper – vil medføre et lavere rentefradrag og dermed en højere selskabsskat.

Afskaffelsen af hensættelsesafgiften skønnes med det nuværende renteniveau på 3,5 pct. p.a. at medføre et provenutab i afgiftsåret 2006 på hensættelsesafgiften på ca. 125 mio. kr. og et merprovenu i indkomståret 2006 på selskabsskatten på 35 mio. kr. og dermed et samlet provenutab på ca. 90 mio. kr. Provenutabet i de nærmest kommende år skønnes i omtrent samme størrelsesorden.

Afskaffelsen af hensættelsesafgiften sker med virkning fra og med afgiftsåret 2006.

Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →