Skriftlig fremsættelse (16. november 2005) - L 72
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (16. november 2005)
Beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel (Personer ansat i fleksjob undtages fra beskæftigelseskravet for ret til dagpenge ved sygdom)
(Lovforslag nr. L 72).
Forslaget indeholder følgende element
– Personer ansat i fleksjob undtages fra beskæftigelseskravet for ret til dagpenge ved sygdom.
Lovforslaget er en udmøntning af aftalen mellem Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre om anvendelsen af satsreguleringspuljen for 2006.
Forslaget indeholder ændringer, der gennemfører aftalen om, at personer ansat i fleksjob skal undtages fra beskæftigelseskravet i sygedagpengeloven, således at de altid er sikret dagpenge ved sygdom, såfremt de opfylder de øvrige betingelser herfor.
Med forslaget sikres, at den ansatte i fleksjob får ret til sygedagpenge også i situationer, hvor vedkommende kun har været ansat i kort tid. Forslaget medvirker endvidere til udbredelsen af fleksjob, idet arbejdsgiverens manglende ret til refusion, som følge af at den ansatte i fleksjob ikke opfylder beskæftigelseskravet overfor kommunen, kan begrænse tilskyndelsen til oprettelse af fleksjob.
Lovforslaget medfører en nettoudgift for det offentlige, der er vurderet til ca. 7 mio. kr. fra 2006 og frem. Af disse 7 mio. kr. skønnes knap 3 mio. kr. at komme den ansatte i fleksjob, der ikke modtager løn under sygdom til gode og knap 4 mio. kr. skønnes at komme private arbejdsgivere til gode.
Forslaget har ingen miljø- eller ligestillingsmæssige konsekvenser. Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2006 og finder anvendelse på sygdomstilfælde, hvor 1. fraværsdag er den 1. januar 2006 eller senere.
Forslaget er sendt i høring den 9. november 2005 med høringsfrist den 21. november 2005. Dette skyldes, at forslaget følger af aftale af 7. november 2005 om finanslov 2006.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg på regeringens vegne anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.