Skriftlig fremsættelse (16. november 2005) - L 71
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (16. november 2005)
Beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (Forlængelse af mulighed for 1-årige tilbud om vejledning og opkvalificering i første ledighedsperiode)
(Lovforslag nr. L 71).
Efter gældende regler kan der i det første ledighedsår normalt kun tilbydes vejledning og opkvalificering i 6 uger. Reglen er et udslag af et af de grundlæggende principper i ”Flere i Arbejde” om, at indsatsen i den første ledighedsperiode skal være målrettet job og jobsøgning.
Der er indført en særlig ordning, der giver mulighed for at give tilbud om vejledning og opkvalificering i op til 1 år til nyledige under visse betingelser. Ordningen er tidsbegrænset, således at kommunerne og AF kan afgive tilbud frem til 1. januar 2006.
Det foreslås, at muligheden for at give tilbud om vejledning og opkvalificering til nyledige i op til 1 år forlænges et år frem til 1. januar 2007.
For at give det udvidede uddannelsestilbud skal visse beskæftigelsespolitisk begrundede betingelser være opfyldte
– den ledige kan ikke umiddelbart formidles arbejde inden for sit faglige område,
– det påtænkte tilbud kvalificerer til beskæftigelse inden for et område, hvor der er eller kan forventes mangel på arbejdskraft, og
– uddannelsen skal være enten statsligt finansieret eller offentligt finansieret og statsligt godkendt.
En del af de personer, der bliver ledige nu, kommer fra brancher, hvor der ikke er udsigt til beskæftigelse fremover. Ledige fra disse brancher vil få forbedret deres chance for igen at få arbejde, hvis de får mulighed for at omskole sig.
Forslaget vil medvirke til at flytte arbejdsstyrkens kompetence fra områder med overskud af arbejdskraft til områder med mangel eller mulig mangel på arbejdskraft.
Lovforslaget er sendt i høring med frist til den 17. november 2005. Forslaget fremsættes dermed inden høringsfristens udløb. Det skyldes, at forlængelse af ordningen indgår som en del af aftalen af 7. november 2005 om finanslov 2006.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne hertil, skal jeg anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.