Legislator Case Law & Legislation
20051XX00066 DK

Skriftlig fremsættelse (16. november 2005) - L 69

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2005 L 69 Valid

Skriftlig fremsættelse (16. november 2005)

Socialministeren (Eva Kjer Hansen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om individuel boligstøtte (Nedsættelse af aldersgrænsen fra 23 år til 18 år for, hvornår børn indgår i boligstøtteberegningen som børn, mv.)

(Lovforslag nr. L 69).

Forslaget følger op på finanslovsaftalen og ønskes vedtaget inden jul med henblik på ikrafttræden 1. januar 2006.

Formålet med lovforslaget er at harmonisere aldersgrænsen for, hvornår man regnes som barn ved beregning af boligstøtte, med den almindelige myndighedsalder.

Efter de gældende regler om boligstøtte indgår hjemmeboende unge som børn i boligstøtteberegningen, indtil de fylder 23 år. Boligstøtteloven indeholder en række fordele forbundet med, at der er børn i husstanden.

Med lovforslaget nedsættes aldersgrænsen fra 23 år til 18 år. Dermed vil færre hjemmeboende unge indgå i boligstøtteberegningen som børn.

Efter forslaget gælder den nedsatte aldersgrænse kun for hjemmeboende unge, der fylder 18 år den 1. januar 2006 eller senere. Unge, som allerede er fyldt 18 år den 1. januar 2003 vil således fortsat blive betragtet som børn frem til det fyldte 23. år, når de bor hjemme ved deres forældre.

For de, der er omfattet af de nye regler, foreslås der endvidere indført en indfasningsordning. Indfasningsordningen indebærer, at de berørte husstande i 2006 får et tillæg til boligstøtten på 75 pct. af forskellen mellem den boligstøtte, som de ville have fået med den nuværende aldersgrænse, og den boligstøtte, som de vil få med den nye aldersgrænse. I 2007 og 2008 udgør tillægget henholdsvis 50 pct. og 25 pct. af denne forskel.

Lovforslaget skønnes at give det offentlige mindreudgifter til individuel boligstøtte på 4,3 mio. kr. i 2006 stigende til 77 mio. kr. i 2009.

Lovforslagets økonomiske konsekvenser skal forhandles med de kommunale parter.

Jeg skal i øvrigt tillade mig at henvise til lovforslagets bemærkninger.

Fremsættelsen i Folketinget sker samtidig med høringsprocessen.

Med disse bemærkninger skal jeg indstille lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →