Skriftlig fremsættelse (10. november 2005) - L 63
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (10. november 2005)
Udviklingsministeren (Ulla Tørnæs)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om internationalt udviklingssamarbejde (Nedlæggelse af Forskningsrådet for Udviklingsforskning).
(Lovforslag nr. L 63).
Lovforslaget vedrører nedlæggelse af Forskningsrådet for Udviklingsforskning (RUF). Baggrunden for nedlæggelsen er loven om forskningsrådgivning mv., der blev vedtaget i maj 2003 (lov nr. 405 af 28. maj 2003). Med loven om forskningsrådgivning overtog Det Strategiske Forskningsråd den forskningsfaglige vurdering af ansøgninger om udviklingsforskning støttet af Udenrigsministeriet. Dette arbejde er indtil nu blevet varetaget af RUF, der derfor foreslås nedlagt for at undgå dobbeltarbejde.
I stedet overvejes der oprettet et nyt rådgivende udvalg, der skal rådgive ministeren om en mere strategisk anvendelse af forskningsmidlerne. En mere strategisk anvendelse vil skabe bedre sammenhæng mellem udviklingsforskningen og det praktiske bistandssamarbejde og give en større effekt af forskningsindsatsen. Sammensætningen af det rådgivende udvalg vil netop afspejle dette behov for at sikre en tilstrækkelig både bistandsfaglig og forskningsfaglig kompetence til at yde forskningsrådgivning til udviklingsministeren på et højt niveau.
Lovforslaget vil betyde, at den arbejdsdeling mellem Det Frie Forskningsråd og Det Strategiske Forskningsråd, der blev vedtaget med loven om forskningsrådgivning, også anvendes på Udenrigsministeriets finansiering af udviklingsforskning.
Idet jeg i øvrigt henviser til de bemærkninger, der ledsager forslaget, skal jeg tillade mig at anbefale det til det høje Tings velvillige behandling.