Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om at sikre tilgængelighed for mennesker med handicap i kommunerne
Statutory Text (2 Articles)
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende B 40
Bilagsnr.
Titel
1
1. udkast til beretning
2
2. udkast til beretning
Beretning afgivet af Det Politisk-Økonomiske Udvalg den 2. marts 2006
Beretning
over
Forslag til folketingsbeslutning om at sikre tilgængelighed for mennesker med handicap i kommunerne
[af Martin Lidegaard (RV) m.fl.]
1. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 29. november 2005 og var til 1. behandling den 21. februar 2006. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Det Politisk-Økonomiske Udvalg
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 1 møde.
2. Politiske bemærkninger
Udvalget er tilfreds med økonomi- og erhvervsministerens positive tilkendegivelser ved 1. behandling af beslutningsforslaget. Udvalget mener, at der er behov for, at ministeren følger op på disse positive tilkendegivelser ved at vise handling. Derfor opfordrer udvalget økonomi- og erhvervsministeren til
at igangsætte en undersøgelse, som kortlægger problemets omfang med hensyn til den fysiske tilgængelighed til rådhuse og jobcentre, så de ansvarlige ministre om nødvendigt på baggrund af undersøgelsens resultater kan føre forhandlinger med kommunerne og regionerne om at sikre tilgængeligheden. Undersøgelsen skal gennemføres hurtigst muligt og afsluttes umiddelbart efter, at der er truffet endelig beslutning om placering af alle rådhuse og jobcentre.
at iværksætte en kortlægning af problemets omfang med hensyn til tilgængeligheden til de kommunale og regionale hjemmesider, intranet og edb-baserede arbejdsværktøjer med henblik på at sikre, at alle kommuner og regioner i forbindelse med skiftet i deres edb-systemer, for så vidt angår tilgængelighed, følger den fælles anbefaling af brugen af IT- og Telestyrelsens udbudsværktøjskasse, som videnskabsministeren og formanden for De Samvirkende Invalideorganisationer, KL og Amtsrådsforeningen i fællesskab planlægger at sende til kommuner og regioner i første halvdel af marts. Undersøgelsen skal være afsluttet i 2006.
P. u. v.
Frank Aaen
formand