Betænkning og indstilling vedrørende den af statsrevisorerne afgivne endelige betænkning over statsregnskabet for finansåret 2004
Statutory Text (4 Articles)
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende B 141
Bilagsnr.
FIU § alm. del-
§ 7 Bilag 18
FIU § alm. del-
§ 7 Bilag 23
Titel
Notat om statsregnskab for 2004
Udkast til Betænkning og indstilling vedrørende den af statsrevisorerne afgivne endelige betænkning over statsregnskabet for finansåret 2004
Betænkning afgivet af Finansudvalget den 18. maj 2006
Betænkning og indstilling
vedrørende
den af statsrevisorerne afgivne endelige betænkning over statsregnskabet for finansåret 2004
1. Udvalgsarbejdet
Statsrevisorerne afgav den 22. marts 2006 den endelige betænkning over statsregnskabet for finansåret 2004 og foretog i overensstemmelse med grundlovens § 47, stk. 3, indstilling til Folketingets beslutning med hensyn til statsregnskabet for finansåret 2004. Statsrevisorerne indstillede i lighed med tidligere år, at statsregnskabet godkendes.
Møder
Finansudvalget påbegyndte behandlingen af endelig betænkning den 27. april 2006 og har behandlet betænkningen samt de af statsrevisorerne afgivne beretninger i 4 møder.
Spørgsmål
Udvalget har løbende behandlet statsrevisorernes beretninger og de rigsrevisorrapporter, der ligger til grund for disse, efterhånden som de har foreligget, og har også i forbindelse hermed eller f.eks. i forbindelse med gennemgangen af de årlige bevillingslovforslag stillet spørgsmål til eller anmodet om samråd med ministre, hvor der har været anledning hertil.
2. Indstilling og politiske bemærkninger
For så vidt angår økonomistyringen på Transport- og Energiministeriets (tidligere: Trafikministeriets) område finder udvalget anledning til at fremhæve,
– at udvalget er enig i statsrevisorernes i Beretning nr. 10/04 om Trafikministeriets håndtering af kontrakten med Arriva fremførte kritik af, at Trafikministeriets oprindelige oplysninger til Finansudvalget – om behov for og pris på uddannelse af lokomotivførere – var så utilstrækkelige, at en stor budgetoverskridelse krævede fornyet forelæggelse for Finansudvalget, og
– at det er overordentligt uheldigt, at det har været nødvendigt for statsrevisorerne for 5. år i træk i Beretning nr. 18/03 om revisionen af statsregnskabet for 2004 at fremføre kritik af, at Banedanmarks økonomistyring var behæftet med betydelige fejl samt at interne kontroller og forretningsgange ikke fungerede tilfredsstillende
For så vidt angår beretning nr. 12/04 om løntilskudsordningen kritiserer Finansudvalget bl.a.,
– at Arbejdsformidlingens administration af løntilskudsordningen ikke opfyldte kravene i loven om aktiv beskæftigelsesindsats,
– Beskæftigelsesministeriets og Arbejdsmarkedsstyrelsens manglende vilje til at reagere hurtigt, samt
– at Arbejdsmarkedsstyrelsen i forbindelse med orienteringen om indkomne sager om misbrug af ordningen gav Folketinget et alt for positivt indtryk af ordningen.
Overordnet finder Finansudvalget det stærkt kritisabelt, at beskæftigelsesministeren ikke havde sikret en administration af løntilskudsordningen i overensstemmelse med de bestemmelser og intentioner, som Folketinget har fastsat i loven om beskæftigelsesindsats.
Finansudvalget forudsætter, at ovennævnte bemærkninger og den i beretningerne samt i endelig betænkning i øvrigt rejste kritik allerede har givet de berørte ministerier og styrelser anledning til dybtgående overvejelser om en forbedring på de punkter, som omfattes af kritikken.
Udvalget indstiller herefter i overensstemmelse med statsrevisorerne følgende
Forslag til folketingsbeslutning
i henhold til grundlovens § 47 med hensyn til
statsregnskabet for finansåret 2004
Statsregnskabet for finansåret 2004 godkendes.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
Peter Christensen (V) Svend Erik Hovmand (V) Flemming Damgaard Larsen (V) nfmd. Troels Lund Poulsen (V) Tina Nedergaard (V) Kristian Thulesen Dahl (DF) fmd. Karin Nødgaard (DF) Christian Wedell‑Neergaard (KF) Pia Christmas‑Møller (KF) Jan Petersen (S) Lene Jensen (S) Klaus Hækkerup (S) Lissa Mathiasen (S) Henrik Sass Larsen (S) Morten Helveg Petersen (RV) Ole Sohn (SF) Frank Aaen (EL)
Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit, havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
52
Enhedslisten (EL)
6
Socialdemokratiet (S)
47
Siumut (SIU)
1
Dansk Folkeparti (DF)
24
Tjόðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
18
Fólkaflokkurin (FF)
1
Det Radikale Venstre (RV)
17
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
11