Forslag til folketingsbeslutning om et gratis årligt tandeftersyn for kontanthjælpsmodtagere og andre personer med tilsvarende lav indkomst
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 1. juni 2006 af Kamal Qureshi (SF), Thomas Krog (SF) og Ole Sohn (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om et gratis årligt tandeftersyn for kontanthjælpsmodtagere og andre
personer med tilsvarende lav indkomst
Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag, der med virkning fra den 1. januar 2007 sikrer, at kontanthjælpsmodtagere og andre personer med en indkomstgrænse, der ikke overstiger kontanthjælpsniveauet, får tilbudt en gratis årlig diagnostisk tandundersøgelse.
Bemærkninger til forslaget
Forslagets indhold
Beslutningsforslaget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag, der med virkning fra den 1. januar 2007 sikrer, at kontanthjælpsmodtagere og andre personer med en indkomstgrænse, der ikke overstiger kontanthjælpsniveauet, får tilbudt et gratis årligt tandeftersyn hos en tandlæge.
Beslutningsforslaget indebærer alene, at den nuværende egenbetaling for den diagnostiske tandundersøgelse skal fjernes for disse persongrupper, for så vidt angår en årlig undersøgelse. Derimod foreslås ikke ændringer af gældende regler for tilskud til og egenbetaling for egentlig tandbehandling.
Forslagets baggrund
Socialistisk Folkeparti finder det vigtigt, at der på tandområdet navnlig sættes ind, hvad angår den forebyggende indsats. I den forbindelse er det vigtigt at sikre, at folk går til årlige tandeftersyn, således at der kan sættes ind over for eventuelle tandproblemer og -skader på et tidligt tidspunkt, og inden tandproblemerne udvikler sig til noget alvorligt og dermed kræver en mere omfattende og udgiftstung behandling.
For mange kontanthjælpsmodtagere og andre personer med en tilsvarende lav indkomst indebærer egenbetalingen for et almindeligt tandeftersyn, at disse af økonomiske årsager må vælge tandeftersynet fra. Socialistisk Folkeparti finder derfor, at det først og fremmest er disse økonomisk hårdt trængte mennesker, der bør sikres gratis tandeftersyn. Der er ingen tvivl om, at disse persongruppers manglende tandlægebesøg på sigt vil medføre en unødvendig forværrelse af deres tandsundhed, ligesom det på sigt vil indebære, at de vil have behov for mere omfattende og udgiftskrævende tandbehandling, end hvis der var sat ind på et tidligt tidspunkt.
Beslutningsforslaget har således til formål at tilskynde til og skabe økonomisk grundlag for, at disse persongrupper mindst en gang årligt får foretaget en tandundersøgelse hos deres tandlæge.
Økonomiske konsekvenser
Indenrigs- og sundhedsministeren har skønnet, at en gennemførelse af forslaget vil medføre offentlige merudgifter på 115,5 mio. kr. Der henvises til ministerens besvarelse af 22. februar 2006 af Sundhedsudvalgets alm. del − spørgsmål 247.
Det er i ministerens besvarelse lagt til grund, at i alt 1.120.000 personer har en indkomst under kontanthjælpsniveauet (139.500 kr.), idet unge, som får deres tandplejetilbud dækket i børne- og ungdomstandplejen, ikke indgår i tallet.
Socialistisk Folkeparti foreslår, at forslagets gennemførelse finansieres ved en forhøjelse af cigaretafgiften med en lille krone pr. pakke. Der henvises til skatteministerens besvarelse af 14. marts 2006 af Sundhedsudvalgets spørgsmål 284 og 285, alm. del, hvor skatteministeren blev bedt om at oplyse, hvor meget afgiften skal forhøjes for at opnå et årligt nettoprovenu på 120 mio. kr. til staten.
Supplerende har skatteministeren i sit svar oplyst, at det fremgår af rapporten »Status over grænsehandel«, juni 2005, at en forhøjelse af cigaretafgiften med 1 kr. pr. pakke tillige vil medføre en helbredsvirkning på 19 mio. kr.
Skriftlig fremsættelse
Kamal Qureshi (SF)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om et gratis årligt tandeftersyn for kontanthjælpsmodtagere og andre personer med tilsvarende lav indkomst.
(Beslutningsforslag nr. B 144).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.