Legislator Case Law & Legislation
20051BB00143 DK

Forslag til folketingsbeslutning om voldsramte udenlandske kvinder

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 2005 143 Valid

Fremsat den 30. maj 2006 af John Dyrby (S), Kirsten Brosbøl (S), Elsebeth Gerner Nielsen (RV), Lone Dybkjær (RV), Marianne Jelved (RV), Anne Baastrup (SF) og Line Barfod (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om voldsramte udenlandske kvinder

Regeringen opfordres til snarest muligt at sikre følgende

1) Retningslinjerne for meddelelse af en fornyet opholdstilladelse til kvinder, der har forladt et voldeligt ægteskab med en dansk ægtefælle og som følge deraf mister opholdsgrundlag i Danmark, præciseres i lovgivningen,

2) Herboende udenlandske kvinder, der kan dokumentere, at de har været udsat for vold, bevarer som hovedregel deres opholdstilladelse. Har kvinden opholdt sig i Danmark i under 18 måneder, skal der ske en individuel vurdering og en samlet afvejning af, hvorvidt hun skal have forlænget sin opholdstilladelse. Har kvinden opholdt sig i Danmark i over 18 måneder, skal det forhold, at hun har været udsat for overgreb, der har ført til ophævelse af samlivet, i sig selv medføre, at opholdstilladelsen forlænges,

3) Kvindens sikkerhed ved tilbagevenden til hjemlandet indgår generelt som et moment ved vurderingen af ansøgninger om opholdstilladelser og forlængelse af opholdstilladelser, herunder eksempelvis oplysninger om privatretlige trusler.

Bemærkninger til forslaget

Beslutningsforslaget er med en enkelt ændring en genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 54 fra folketingsåret 2004-05, 2. samling (se Folketingstidende 2004-05, 2. samling, forhandlingerne side 2328 og tillæg A side 6466 og 6468) og beslutningsforslag nr. B 123 fra folketingsåret 2004-05, 1. samling (se Folketingstidende 2004-05, 1. samling, tillæg A side 4830 og 4832)).

Begrundelse for forslaget

Det er forslagsstillernes opfattelse, at Danmark har en forpligtelse til at beskytte udenlandske kvinder mod vold. I dag tvinger staten mange udenlandske kvinder til at leve med volden, da konsekvenserne af at måtte flytte fra manden (og i visse tilfælde børnene) er – om muligt – værre.

Forslagsstillerne mener endvidere, at udvisningen af ovennævnte kvinder er et retspolitisk problem, idet det må antages, at de pågældende kvinder ikke tør anmelde deres ægtefælle for kriminelle forhold, når kvinderne risikerer at miste deres opholdstilladelse, hvis de anmelder deres ægtefælle.

Der henvises i øvrigt til rapporten fra Landsorganisation af Kvindekrisecentre, LOKK, vedrørende dokumentation for problemets omfang: »Når drømme og håb forvandles til mareridt – en rapport om danske mænds vold mod udenlandske kvinder og børn«, november 2003.

Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser

Til nr. 1

Forslagsstillerne er af den opfattelse, at der ikke findes tilstrækkelig præcise retningslinjer for, hvilken retlig status voldsramte og voldstruede udenlandske kvinder har i Danmark. En præcisering af retningslinjerne for meddelelse af fornyet opholdstilladelse har flere fordele. For det første vil det betyde en mærkbar forbedring af retssikkerheden. For det andet vil det sende et meget klart signal til både myndigheder og danske mænd og udenlandske kvinder om, at vold i hjemmet hverken er lovligt eller acceptabelt i Danmark. Endelig vil det betyde, at kvinder, som er udsat for vold i hjemmet, og som derfor befinder sig i en yderst sårbar situation, bliver klar over, at de danske myndigheder er en ubetinget støtte i deres ønske om at bryde ud af disse voldelige forhold.

Til nr. 2

I dag er det sådan, at udenlandske kvinder uden permanent opholdstilladelse i vidt omfang risikerer udvisning af Danmark, hvis de må flytte fra deres voldelige ægtefælle. Konsekvensen er, at mange kvinder aldrig melder deres ægtefælle/samlever for vold. Dette skyldes, at det for mange udenlandske kvinder er forbundet med både fare og store sociale omkostninger at vende tilbage til deres hjemland. Det gælder ikke mindst i de tilfælde, hvor kvinderne kommer fra en kultur, hvor kvinden opfattes som værende underordnet manden.

Til nr. 3

Set i lyset af den generelle store interesse for at standse tvangsægteskaber finder forslagsstillerne det rimeligt, at Danmark også tager i betragtning, om en udvisning af eller et afslag på opholdstilladelse i Danmark bidrager yderligere til truslen mod kvindens liv og levned, herunder trusler om tvangsægteskab. Kvindens sikkerhed ved tilbagevenden til hjemlandet skal således indgå som et moment ved vurderingen af kvindens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark. Myndighederne skal bl.a. vurdere, om kvinden kan forvente tilstrækkelig beskyttelse fra de lokale myndigheder.

Skriftlig fremsættelse

John Dyrby (S)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om voldsramte udenlandske kvinder.

(Beslutningsforslag nr. B 143).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →