Legislator Case Law & Legislation
20051BB00135 DK

Forslag til folketingsbeslutning om styrkelse af fødevaresikkerheden ved at fratage erhvervsdrivende, der gentagne gange har overtrådt fødevarelovgivningen, retten til at drive fødevarevirksomhed

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 2005 135 Valid

Fremsat den 25. april 2006 af Jens Peter Vernersen (S), Mette Gjerskov (S), Karen Hækkerup (S), Bjarne Laustsen (S), Elisabeth Geday (RV), Ole Glahn (RV), Kristen Touborg (SF) og Per Clausen (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om styrkelse af fødevaresikkerheden ved at fratage erhvervsdrivende, der gentagne gange har overtrådt fødevarelovgivningen, retten til at drive fødevarevirksomhed

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag, der gør det muligt at fratage erhvervsdrivende retten til at drive fødevarevirksomhed, hvis de pågældende har begået tre væsentlige overtrædelser af fødevarelovgivningens bestemmelser eller ikke har efterlevet tre væsentlige påbud fra fødevarekontrollen om at rette op på fødevaresikkerheden af hensyn til forbrugerne.

Bemærkninger til forslaget

De seneste fødevareskandaler, herunder sagen om Thulin Kød Engros, dokumenterer et klart behov for en opstramning af fødevarelovgivningen med henblik på at give de relevante fødevaremyndigheder stærkere sanktionsmuligheder over for erhvervsdrivende, der gentagne gange overtræder bestemmelser i fødevarelovgivningen på bekostning af fødevaresikkerheden og de danske forbrugere.

Derfor foreslås en slags klippekortordning, hvor erhvervsdrivende kan miste retten til at drive fødevarevirksomhed, hvis de pågældende begår tre overtrædelser af fødevarelovgivningens bestemmelser af væsentlig karakter, eller hvis tre væsentlige påbud fra fødevarekontrollen ikke efterleves. Det skal bemærkes, at ordningen skal udformes således, at erhvervsdrivende i alvorlige tilfælde kan miste retten til at drive fødevarevirksomhed ved tre væsentlige overtrædelser eller ved manglende efterlevelse af tre væsentlige påbud i samme »sag«. Det vil sige, at den erhvervsdrivende kan miste tre klip på én gang, hvis tre alvorlige overtrædelser har fundet sted i samme sag.

Hvis et sådan ordning gjaldt på nuværende tidspunkt, ville fødevaremyndighederne kunne fratage de ansvarlige bag Thulin Kød Engros retten til at drive fødevarevirksomhed fremover. I stedet har ejeren af det nu opløste Thulin Kød Engros på ny ansøgt fødevaremyndighederne om tilladelse til at drive fødevarevirksomhed, dog under et andet navn. For nærværende oplyser fødevaremyndighederne, at de principielt ifølge gældende lovgivning er forpligtede til at behandle denne ansøgning på lige fod med andre ansøgninger om tilladelse til at etablere fødevarevirksomhed. Det er forslagsstillernes klare overbevisning, at ovenstående forslag til klippekortordning for fødevarevirksomheder er nødvendigt af hensyn til fødevaresikkerheden og de danske forbrugere, ligesom en sådan ordning vil medvirke til at hindre, at brodne kar i fødevarebranchen som Thulin Kød Engros igen udsætter forbrugerne for dårligt kød.

Skriftlig fremsættelse

Jens Peter Vernersen (S)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om styrkelse af fødevaresikkerheden ved at fratage erhvervsdrivende, der gentagne gange har overtrådt fødevarelovgivningen, retten til at drive fødevarevirksomhed.

(Beslutningsforslag nr. B 135).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →