Legislator Case Law & Legislation
20051BB00089 DK

Forslag til folketingsbeslutning om forhøjelse af vederlaget til de medlemmer af sammenlægningsudvalgene og forberedelsesudvalgene, der samtidig er medlemmer af en kommunalbestyrelse eller et amtsråd

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 2005 89 Valid

Fremsat den 14. marts 2006 af Anne Baastrup (SF) og Ole Sohn (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om forhøjelse af vederlaget til de medlemmer af

sammenlægningsudvalgene og forberedelsesudvalgene, der samtidig er

medlemmer af en kommunalbestyrelse eller et amtsråd

Folketinget pålægger regeringen snarest muligt og med virkning senest fra den 1. juli 2006 at ændre reglerne om vederlag til medlemmer af sammenlægningsudvalgene og forberedelsesudvalgene. Reglerne skal ændres således, at det ikke bliver muligt at begrænse vederlaget med den begrundelse, at medlemmerne i overgangsåret før kommunalreformen også er medlemmer af en kommunalbestyrelse eller et amtsråd, og således, at vederlaget kommer på niveau med de nuværende vederlag til medlemmer af kommunalbestyrelser og amtsråd.

Bemærkninger til forslaget

I forbindelse med vedtagelsen af kommunalreformen i foråret 2005 fik indenrigs- og sundhedsministeren en bemyndigelse til at fastsætte vederlagene i de nye sammenlægningsudvalg og forberedelsesudvalg, jf. § 17, stk. 2, i lov nr. 540 af 24. juni 2005 og § 50, stk. 2, i lov nr. 537 af 24. juni 2005, der gav ministeren mulighed for at reducere vederlaget for de medlemmer, der samtidig er medlemmer af en kommunalbestyrelse eller et amtsråd. Dette har ministeren så udmøntet på den måde, at det årlige faste vederlag i sammenlægningsudvalgene er fastsat til mellem 50.000 og 60.000 kr. og i forberedelsesudvalgene er fastsat til 60.200 kr. Hvis medlemmerne af udvalgene samtidig er medlemmer af en kommunalbestyrelse eller et amtsråd, nedsættes vederlaget med 75 pct.

Siden starten på arbejdet i udvalgene har SF fået en række henvendelser fra medlemmer af sammenlægnings- og forberedelsesudvalgene, som siger, at aflønningen i sammenlægningsudvalgene og forberedelsesudvalgene ikke står mål med arbejdet. Arbejdet er typisk mere omfattende end arbejdet i en almindelig kommunalbestyrelse. Derudover har det efter SF’s opfattelse ikke vist sig, at der har været tale om en mindre arbejdsindsats i f.eks. kommunalbestyrelserne i overgangsåret, inden kommunalreformen træder i kraft, som kan begrunde en så betydelig reduktion af vederlaget til de medlemmer, der har et dobbelt mandat ved f.eks. at være medlem af både et sammenlægningsudvalg og en kommunalbestyrelse.

Derfor foreslås det at sætte vederlaget op, så det kommer til at ligge på linje med vederlaget i en almindelig kommunalbestyrelse eller amtsråd.

Skriftlig fremsættelse

Anne Baastrup (SF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om forhøjelse af vederlaget til de medlemmer af sammenlægningsudvalgene og forberedelsesudvalgene, der samtidig er medlemmer af en kommunalbestyrelse eller et amtsråd

(Beslutningsforslag nr. B 89).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →