Legislator Case Law & Legislation
20051BB00084 DK

Forslag til folketingsbeslutning om udarbejdelse af en årlig offentligt tilgængelig statistik over indgreb i meddelelseshemmeligheden

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 2005 84 Valid

Fremsat den 1. marts 2006 af Line Barfod (EL), Per Clausen (EL), Rune Lund (EL), Anne Baastrup (SF), Holger K. Nielsen (SF) og Ole Sohn (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om udarbejdelse af en årlig offentligt tilgængelig statistik over indgreb i meddelelseshemmeligheden

Folketinget opfordrer justitsministeren til at tage initiativ til at styrke kontrollen med indgreb i meddelelseshemmeligheden ved at udarbejde en årlig offentligt tilgængelig statistik over omfanget af politiets begæringer om at foretage indgreb, domstolenes kendelser herom og resultaterne heraf i form af tiltale og domfældelse m.v. af foretagne indgreb.

Bemærkninger til forslaget

1. Baggrund og formål

Retten til et privatliv er en grundlæggende rettighed, som er beskyttet af grundlovens § 72, hvorefter husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden som udgangspunkt alene må ske efter en retskendelse. Beskyttelsen ligger først og fremmest i en forudgående kontrol med indgrebene hos de uafhængige domstole. Domstolenes kontrol med politiets aflytninger, åbning af post og lignende indgreb udgør et filter, som tvinger politiet til at møde frem i retten og argumentere for, at der er det tilstrækkelige grundlag for at foretage et indgreb.

Der foreligger ingen statistik over antallet og omfanget af indgreb i meddelelseshemmeligheden, domstolenes kontrol eller effekten heraf for politiets efterforskning. Det kan være med til, at der breder sig den opfattelse, at domstolene betragtes som et gummistempel for politiet, fordi dommerne for ofte siger ja, når politiet ønsker at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden. Det kan endvidere være svært for dommerne at give afslag, når politiet f.eks. begrunder et indgreb med risikoen for terror. Dette kan være med til at udhule beskyttelsen af meddelelseshemmeligheden.

Forslagsstillerne finder, at der er grund til at skabe et bedre grundlag for at få indsigt i politiets indgreb i meddelelseshemmeligheden og domstolenes kontrol hermed. Det foreslås derfor at styrke offentlighedens indsigt ved, at der stilles krav om, at der skal udarbejdes en årlig offentligt tilgængelig statistik over domstolenes tilladelser til og afslag på indgreb i meddelelseshemmeligheden samt over, hvad politiets foretagne indgreb resulterer i af tiltaler og domfældelser m.v.

2. Indgreb i meddelelseshemmeligheden

Indgreb i meddelelseshemmeligheden er reguleret i retsplejelovens kapitel 71. Retsplejelovens § 780 indeholder følgende typer af indgreb i meddelelseshemmeligheden: Telefonaflytning, anden aflytning (rumaflytning), teleoplysning (f.eks. hvilke telefonnumre der har været sat i forbindelse med et bestemt telefonnummer), udvidet teleoplysning (f.eks. masteoplysninger), brevåbning og brevstandsning.

Betingelserne for indgreb i meddelelseshemmeligheden fremgår af § 781. Der er krav om mistankens styrke. Der skal således være bestemte grunde til at antage, at der på den pågældende måde gives meddelelse til eller fra en mistænkt. Det er en betingelse for indgreb i meddelelseshemmeligheden, at indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen. Og der er krav til kriminaliteten, f.eks. at efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, som har en strafferamme over 6 år, eller overtrædelse af straffelovens kapitel 12 og 13.

Et indgreb må ikke foretages, hvis det efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde for den eller de personer, som det rammer, vil være et uforholdsmæssigt indgreb, jf. proportionalitetsreglen i § 782.

Indgreb i meddelelseshemmeligheden sker efter rettens kendelse, jf. § 783. Det skal i kendelsen bl.a. anføres, hvilket telefonnummer indgrebet angår. I kendelsen skal endvidere anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet er opfyldt. Tidsrummet for indgrebet fastsættes også i kendelsen. Der skal inden rettens afgørelse beskikkes en advokat for den, som indgrebet vedrører (§ 784).

Hvis øjemedet vil forspildes ved at afvente rettens forudgående tilladelse, kan politiet træffe beslutning om at foretage indgrebet, jf. § 783, stk. 3. Retten skal dog snarest muligt og senest 24 timer efter indgrebets iværksættelse have forelagt sagen med henblik på afgørelse af, om indgrebet kan godkendes.

Der skal efter afslutningen af et indgreb gives underretning om indgrebet, jf. § 788. Det er den byret, som har truffet afgørelse om indgrebet, der giver underretning. Underretningen gives ved telefonaflytning og teleoplysning til indehaveren af telefonen. Underretning kan dog efter begæring fra politiet undlades eller udsættes i et nærmere bestemt tidsrum, der kan forlænges ved en senere beslutning, hvis underretningen vil være til skade for efterforskningen eller til skade for efterforskningen i en anden verserende sag, som efter loven kan danne grundlag for et indgreb i meddelelseshemmeligheden, eller hvis omstændighederne i øvrigt taler imod underretning. Hvis der er tale om afslutning af indgreb i meddelelseshemmeligheden i form af en udvidet teleoplysning, skal der ikke gives underretning om indgrebet til indehaverne af telefonerne.

3. Forslagets indhold

Forslagsstillerne foreslår, at forslaget gennemføres ved, at der centralt hos domstolene og politiet/anklagemyndigheden udarbejdes en årlig statistik, som offentliggøres, over domstolenes kendelser i sager om indgreb i meddelelseshemmeligheden samt over, hvad politiets foretagne indgreb resulterer i af tiltaler og domfældelser m.v.

Forslagsstillerne forestiller sig, at statistikken bl.a. kan omfatte følgende informationer. Oversigten er ikke udtømmende. Den nærmere afgrænsning må ske i forbindelse med udmøntningen af forslaget

– antal kendelser fordelt på godkendelser og afslag, relevante sagstyper og politi- og retskredse,

– antal indgreb foretaget uden forudgående kendelser, herunder fordelt på relevante sagstyper og politi- og retskredse, samt antallet af sager, hvor domstolene ikke efterfølgende har godkendt indgrebet,

– antal tilfælde, hvor der ikke efterfølgende er givet meddelelse om indgrebet, herunder fordelt på relevante sagstyper, og begrundelser for, at der ikke er givet efterfølgende meddelelse, og

– antal indgreb, der har medført henholdsvis ikke medført tiltale/domfældelse, herunder fordelt på politikredse.

Forslagsstillerne har i forslaget fokuseret på indgreb i meddelelseshemmeligheden, jf. retsplejelovens kapitel 71. Det kan imidlertid i forbindelse med forslagets behandling være relevant at overveje at udvide den foreslåede statistik med andre området, f.eks. i forhold til hemmelige ransagninger. Efter retsplejelovens § 799 kan politiet således, såfremt det er af afgørende betydning for efterforskningen efter rettens kendelse, gennemføre en ransagning, uden at den mistænkte eller andre umiddelbart gøres bekendt hermed, og uden at der tilkaldes vidner til ransagningen.

Skriftlig fremsættelse

Line Barfod (EL)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om udarbejdelse af en årlig offentligt tilgængelig statistik over indgreb i meddelelseshemmeligheden.

(Beslutningsforslag nr. B 84).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →