Forslag til folketingsbeslutning om mere rimelige muligheder for at få tilbagebetalt ulovligt opkrævede skatter og afgifter
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 1. december 2005 af Colette L. Brix (DF), Kim Christiansen (DF), Walter Christophersen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Mikkel Dencker (DF), Christian H. Hansen (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Poul Nødgaard (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om mere rimelige muligheder for at få tilbagebetalt ulovligt opkrævede skatter og afgifter
Folketinget opfordrer regeringen til senest den 1. april 2006 at fremsætte lovforslag om mere rimelige regler og muligheder for, at virksomheder får bedre og mere retfærdige vilkår, når der søges om at få tilbagebetalt skatter og afgifter, der efterfølgende viser sig ikke at være hjemmel til at opkræve.
Bemærkninger til forslaget
Mange virksomheder oplever, at det er urimeligt svært at få skatter og afgifter tilbage, der er ulovligt opkrævet, eller hvor hjemmelsgrundlaget falder bort som følge af domme og afgørelser. Siden 1999 er der udsendt over 40 cirkulærer og genoptagelsescirkulærer, som ændrer beskatningsgrundlaget for opkrævningen af skatter og afgifter. Det svækker retsopfattelsen og -sikkerheden, når man ikke kan være sikker på, at lovgrundlaget for opkrævningen af skatter og afgifter er holdbart. Især når det drejer sig om, at skattemyndighederne har opkrævet for meget, hvilket det altid drejer sig om.
Seneste eksempel er opkrævningen af arbejdsmarkedsafgift og SP-bidrag af sygedagpenge m.m. hos selvstændigt erhvervsdrivende. Her er der opkrævet 450 mio. kr. netto for meget i arbejdsmarkedsbidrag og SP-bidrag siden 1995. Her er skatten fratrukket, som skal betales af de beløb, der ikke skulle betales som arbejdsmarkedsbidrag og SP-bidrag. Andre eksempler er sagerne om ulovligt opkrævet bowling- og kantinemoms, ulovligt opkrævede afgifter på motorbrændstof, smøreolie, registreringsafgift, CO2 - og energiforbrug, vin, glødelamper etc. Fælles for disse sager er, at erhvervsdrivende skal igennem en meget omfattende tilbagesøgningsprocedure for at få pengene retur. Penge, der vel og mærke aldrig skulle være betalt. I langt de fleste af sagerne skal der også afgives dokumentations- og bevismateriale. Bl.a. skal der oplyses om konkurrenters prispolitik og markedsforhold, ligesom der skal oplyses om interne priskalkulationer og omsætningsforhold. Besværet med at tilvejebringe oplysningerne og risikoen ved at afgive oplysninger, som tilhører virksomheden, betyder i realiteten, at ikke alle, der er berettiget til tilbagebetaling, søger, og at kun nogle få procentdele af det ulovligt opkrævede provenu rent faktisk tilbagebetales. Det er vel og mærke et provenu, som aldrig skulle være tilfaldet statskassen.
Derfor opfordrer forslagsstillerne af dette beslutningsforslag regeringen til at skabe et lovgrundlag der sikrer følgende
– Når der udarbejdes genoptagelsescirkulærer, skal det fremgå, hvor mange erhvervsdrivende, der er omfattet (har betalt den pågældende skat, afgift, moms etc.), og hvor meget der er kommet ind i ekstra provenu som følge af den tidligere praksis. Det er utilfredsstillende, at man ikke som i lovforslag har erhvervsøkonomiske vurderinger af omfanget af den tidligere praksis, herunder hvor mange erhvervsdrivende der har betalt for meget i skatter og afgifter, og hvor mange erhvervsdrivende det drejer sig om. Når tilbagesøgningsperioden er udløbet, skal der også udarbejdes en evaluering, der viser, hvor meget provenu der er tilbagebetalt, og hvor mange erhvervsdrivende der har fået tilbagebetalt provenu.
– Forslagsstillerne har forståelse for, at der skal være værnsregler, der sikrer, at tilbagebetaling ikke sker, hvis stigende priser hos virksomhederne uden markedstab til følge har kompenseret for det beløb, som erhvervsdrivende har betalt for meget i skatter og afgifter. Imidlertid er praksis hos Told og Skat blevet så stram og omfattende, at de færreste virksomheder har ressourcer til eller mulighed for at fremskaffe de nødvendige oplysninger om pris- og markedsforhold i virksomheden og hos konkurrenter. Derfor skal tilbagesøgningsproceduren forenkles med færre dokumentationskrav og mindre bevismateriale. Det kan overvejes, om det ikke i en del tilfælde bør være skattemyndighederne, der bør have bevisbyrden, henset til, at det er myndighederne og ikke virksomhederne, der har begået fejl. Samtidig skal virksomheder, der er omfattet af det pågældende cirkulære, skriftligt orienteres om, at der er mulighed for at få tilbagebetalt skatter og afgifter m.m.
– Hvis en virksomhed har udgifter i forbindelse med tilbagesøgning af ulovligt opkrævede skatter og afgifter, kan virksomheden kun delvis få kompensation, når omkostningen fratrækkes som en driftsomkostning. Samtidig får virksomheden ikke kompensation for det interne tidsforbrug og andre omkostninger. Derfor bør virksomheden få 100 pct. omkostningsgodtgørelse, som det kendes fra skattetvister, og virksomheden bør også få interne dokumenterede omkostninger dækket fuldt ud, herunder lønomkostninger. Sidstnævnte skal dog godkendes af f.eks. en revisor.
Skriftlig fremsættelse
Colette L. Brix (DF)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om mere rimelige muligheder for at få tilbagebetalt ulovligt opkrævede skatter og afgifter.
(Beslutningsforslag nr. B 42).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.