Forslag til folketingsbeslutning om ernæringsmærkning af alle fødevarer, der sælges i Danmark
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 11. oktober 2005 af Per Clausen (EL) og Frank Aaen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om ernæringsmærkning af alle fødevarer, der sælges i Danmark
Folketinget opfordrer regeringen til at sikre, at der indføres en ernæringsmærkning af alle fødevarer, der sælges i Danmark, med udgangspunkt i de principper, som er foreslået af familie- og forbrugerministeren i ministerens oplæg vedrørende en ny ernæringsmærkning i Danmark. Hvis der ikke inden udgangen af 2005 er indgået en aftale med de relevante aktører, som sikrer dette, skal regeringen tage initiativ til at gennemføre de nødvendige lovændringer eller ændringer i administrative forskrifter, så ernæringsmærkningen bliver obligatorisk for alle fødevarer, der sælges i Danmark.
Bemærkninger til forslaget
Fødevaresundhed er et højt prioriteret emne for regeringen. En gennemskuelig ernæringsmærkning af fødevarerne er et vigtigt element i at sikre forbrugerne bedre mulighed for at gennemskue, hvilke fødevarer der er henholdsvis sunde, mindre sunde og usunde. Derfor er det positivt, at familie- og forbrugerministeren har fremlagt et sådant forslag til de relevante aktører i branchen, jf. folketingsåret 2004-05, 2. samling, FLF alm. del – bilag 312.
Desværre har erhvervslivet været meget negativ over for forslaget, og intet tyder på, at erhvervslivet vil være med til at indgå en frivillig aftale om en fornuftig mærkningsordning. Derfor er det vigtigt, at Folketinget kommer med en klar tilkendegivelse af, at en sådan mærkningsordning vil blive gennemført ved lov, hvis der ikke indgås en aftale om en enkel, gennemskuelig og effektiv ernæringsmærkning, som omfatter alle fødevarer, der sælges i Danmark.
Skriftlig fremsættelse
Per Clausen (EL)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om ernæringsmærkning af alle fødevarer, der sælges i Danmark.
(Beslutningsforslag nr. B 5).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.