Betænkning over Forslag til lov om indfødsretsprøve
Statutory Text (2 Articles)
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 180
Bilagsnr.
Titel
1
Notat om høringssvarene, fra integrationsministeren
2
Udkast til tidsplan for Indfødsretsudvalgets behandling af L 180
3
Høringssvar fra integrationsministeren
4
1. udkast til betænkning
5
2. udkast til betænkning
Betænkning afgivet af Indfødsretsudvalget den 11. maj 2006
Betænkning
over
Forslag til lov om indfødsretsprøve
[af integrationsministeren (Rikke Hvilshøj)]
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 30. marts 2006 og var til 1. behandling den 19. april 2006. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Indfødsretsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, integrationsministeren har ikke sendt dette udkast til udvalget. Den 5. april 2006 sendte integrationsministeren et høringsnotat til udvalget. Den 19. april 2006 sendte integrationsministeren de indkomne høringssvar til udvalget.
2. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (V, DF og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal i udvalget (S, RV, SF og EL) indstiller forslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Socialdemokratiets medlemmer af udvalget finder, at det er utilfredsstillende, at der fremsættes et lovforslag med så lidt konkret indhold, som tilfældet er med lovforslaget om en indfødsretsprøve.
Grundideen, nemlig at der skal laves en såkaldt indfødsretsprøve, kunne såmænd godt have en vis sympati hos Socialdemokratiet, specielt hvis prøven indgik i den almindelige undervisning og var en del af et forløb med undervisning i det danske sprog.
Men i lovforslaget konstateres det blot, at ministeren skal lave noget, der skal have navnet »indfødsretsprøve«, mens alt andet stort set lægges frit ud til ministerens afgørelse. Det er en god tradition i det danske undervisningssystem, at der er faglighed og ensartethed (pensum, niveau osv.) i prøveforhold, således at man reelt kan bedømme resultaterne og anvende dem efter deres formål. Dette gælder på ingen måde det præsenterede lovforslag om en indfødsretsprøve.
Det Radikale Venstres medlem af udvalget er grundlæggende positiv over for ideen om, at nye danske statsborgere skal undervises i danske samfundsforhold. Det Radikale Venstre har tidligere foreslået, at det skulle ske i forbindelse med danskundervisningen. Hvad angår forslaget om en skriftlig prøve, er Det Radikale Venstre af den opfattelse, at en prøve i danske samfundsforhold med fordel ville kunne kombineres med den mundtlige prøve i danskkundskaber. På den måde ville der mere blive tale om en diskussion og en egentlig forståelsesprøve. Det Radikale Venstre er bekymret for, at den skriftlige prøve i for høj grad lægger op til udenadslære og vil give lejlighed til flere misforståelser.
Ud over det rent indholdsmæssige er Det Radikale Venstre også stærkt kritisk over for selve lovforslagets kvalitet. Således er der stort set tale om en ren ministerbemyndigelse, hvor Folketinget ikke har den ringeste indsigt i den konkrete udformning og de tanker, der måtte ligge bag en sådan.
Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget udtaler, at SF som udgangspunkt ikke har noget imod, at der bliver lavet en indfødsretsprøve, og dette har SF allerede foreslået for flere år siden. For at SF ville kunne stemme for det foreliggende lovforslag, ville det dog kræve, at man rent faktisk ud fra lovforslaget kunne læse, hvad prøvens indhold gik ud på. SF vil ikke lægge sig fladt ned på ryggen og udskrive en blankocheck til ministeren til at lave en prøve som formentlig bliver præget mere af Dansk Folkepartis end af SF’s værdier.
Enhedslistens medlem af udvalget vender sig mod de generelt strammere regler for at opnå dansk statsborgerskab. Enhedslisten er imod, at en prøve i dansk kultur, historie og samfundsforhold skal være en måde at skabe integration. Enhedslisten finder desuden, at bemyndigelsen til ministeren til at fastsætte indhold af undervisning og prøve, hvis beståelse skal være en forudsætning for statsborgerskab, udgør en urimelig politisering af adgangen til statsborgerskab.
Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
Hans Andersen (V) Britta Schall Holberg (V) Karsten Nonbo (V) Irene Simonsen (V) Eyvind Vesselbo (V) Søren Krarup (DF) nfmd. Jesper Langballe (DF) Allan Niebuhr (KF) fmd. Henriette Kjær (KF) Henrik Sass Larsen (S) Poul Andersen (S) John Dyrby (S) Morten Bødskov (S) Lene Hansen (S) Simon Emil Ammitzbøll (RV) Kamal Qureshi (SF) Jørgen Arbo‑Bæhr (EL)
Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
52
Enhedslisten (EL)
6
Socialdemokratiet (S)
47
Siumut (SIU)
1
Dansk Folkeparti (DF)
24
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
18
Fólkaflokkurin (FF)
1
Det Radikale Venstre (RV)
17
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
11